12 Years a Slave

12 Years a Slave bygger på selvbiografien af Solomon Northup fra 1853, hvilket fik datidens politiske debat om slaveri kraftig igang, da han som fri mand kunne dokumentere faktuelle forhold for slaver. Det giver helt klart filmens historie ekstra vægt at den er baseret på en sand historie.

Filmen handler om Solomon Northup ”Chiwetel Ejiofor”, en sort amerikaner der er født fri, veluddannet og en fabelagtig violinist. Ved fortællingen begynder arbejder Solomon Northup som violinist i sin hjemby Saragota, New York, men bliver tilbudt et velbetalt job af mænd i et omrejsende Cirkus. Det er dog ikke deres hensigt at ansætte Solomon, men i stedet bedøver de ham og videresælger ham som slave. Solomons protester falder for døve ører overfor slavehandleren, der blot tæsker ham indtil Solomon makker ret og til sidst kan blive solgt til en plantageejer.

Vi følger Solomons nye liv som slave ved en plantageejer, som viser sig ikke at være den værste, men pga. økonomiske problemer er han nød til at videresælge Solomon til en anden plantage. Ejeren på denne er bomuldsfarmeren Edwin Epps ”Michael Fassbender”, der er noget af det mest sadistiske, man kan komme i nærheden af. Edwin Epps er en plantageejer, som udnytter de unge sorte kvinder han ejer, og han er bare en helt igennem fordrukken satan. Hans kone Mary Epps, spillet af Sara Paulson, er dog en lige så ondskabsfuld kvinde, hvis ikke mere end hendes mand, hvilket man tit ser eksemplar på, når hun prøver at fremprovokere sin mands vrede, imod de slaver hun hader mest.

Filmen skildrer Solomons årelange kamp for at opretholde håbet om en dag, at kunne blive fri igen og at forblive et helt menneske indeni, selvom håbet for fremtiden ser sort ud og han bliver udsat for umenneskelige hændelser. Ud over Solomon Northup følger man også den, unge, sorte slavepige Patsy ” Lupita Nyong’o”, som plantageejeren Edwin Epps har et godt øje til, hvilket vækker hans jaloux kones vrede. Filmen byder på nogle utrolig følelsesmæssigt stærke og barske scener, bl.a. da Solomon bliver tvunget til at piske Patsy. Der er måske ikke meget blod og splatter, men filmen er utrolig stærk, da den virkelig går ind under huden på én, især jo længere hen i filmen man kommer.

Skal man komme med noget, der ligner kritik, så er det musikken. Musikken den første halve time virker ikke 100% som den skal, da den er lige moderne nok til en film der foregår i 1850´erne og det tager en lidt ud af oplevelsen. Det er først længere inde i filmen, at musikken virkelig passer ind og hvor den er med til at gøre scenerne fuldendte.

12 Years a Slave blev nomineret til 9 oscars og det er ikke uden grund. Instruktøren Steve McQueen har skabt en virkelig utrolig kinomatografi og på en eller anden måde, fået en utrolig præstation ud af alle skuespillerne. Hovedrollen, spillet af Chiwetel Ejiofor, og karakteren Patsy, spillet af ukendte Lupita Nyong’o, er uovertruffen og nærværende, og man kan bare føle al den smerte de pådrager sig og den kamp de må kæmpe hver eneste dag. Man skal dog ikke glemme 2 af birollerne, som virkelig er utrolig velspillede. Den ene er Paul Giamatti, som den kyniske slavehandler og ikke mindst Paul Dano som en ekstremt racistiske tilsynsførende. Man har castet de helt rigtige skuespillere til alle roller og alle præstationer er fabelagtige.

12 Years a Slave prøver uden tvivl at sætte fokus på racisme og ikke mindst det, at så længe man bevarer håbet, så er alt muligt. Filmen prøver også at få det frem, at måske er slaveriet ovre i dag, men de sorte kæmper stadig en kamp for at være helt accepteret i det moderne samfund.

Skal du i biografen og se denne? Ja, absolut! Undertegnede var i hvert fald ret berørt og sad med en klump i halsen til sidst.