MovSer

All about movies and series

Det er ved at være kutyme, at lave en gyser over en hver form for virkelig hændelse og the Quiet Ones er ingen undtagelse....

Det er ved at være kutyme, at lave en gyser over en hver form for virkelig hændelse og the Quiet Ones er ingen undtagelse. Filmen bygger på et rigtigt eksperiment, der forgik i Canada i 70’erne. Det kunne sikkert foran lede, at filmen vil noget og vil den så det? Umiddelbart ikke, det er i hvert fald ret svært at få øje på. Bare fordi den er baseret på virkelige hændelser, betyder det ikke det er godt, denne gang virker det mere som om, der er nogen der har taget lidt for mange psykedeliske stoffer, da de skrev manuskriptet.

Instruktøren nævner selv, at han gerne vil udfordre og gør det svært for publikum at gætte hvad der sker, bl.a. ved at føre publikum visse steder hen i deres bevidsthed. Men det sker bare aldrig og på mange områder er den ganske forudsigelig desværre. Plottet er i sin grund essens ret spændende, for ideen om at vi i forsøget på at kurere en psykisk syg, men i stedet for går hen og gør forsøgspersonen mere syg end da man startede, synes jeg er ret fascinerende. De fleste vil måske vide at der før 80’erne i psykiatrien blev forsøgt med en masse horrible metoder, som man i dag ville betegne som tortur, en betegnelse man næsten kan bruge om filmen.

Jane Harper: historien der kunne have fanget din sjæl
Men forudsætningen for det helt store er dog tilstede, det hele forgår i midt 70´erne hvor vores hovedkarakter Brian en ung kameramand, er ansat til at dokumentere professor Coupland, som har yderlig 2 studenter til at hjælpe sig med sit eksperiment. Hele projektet drejer sig om den ung pige Jane Harper, en pige som hele sit liv har levet et omskifteligt liv, da ingen familie har kunnet klare, at der sker unaturlige ting omkring hende. Professor Coupland mener dog at det ikke er noget unaturligt og det er en form negativ energi hendes bevidsthed fremtvinger. Derfor vil det være muligt for ham, ved forskellige former for tortur lignede metoder, at få denne negative energi til at manifestere sig og derfra overføre denne til opholdssted og i dette tilfælde en dukke.

Men det skal selvfølgelig ikke være nemt, og vores unge kameramand Brian får hurtigt følelser for Jane. Det store spørgsmål er så om det kan gå hen og give forviklinger for Janes helbred og ikke mindst de andres helbred, for en alm. sygdom der kan kureres det er det ikke, kan jeg roligt afsløre. Det selv om professoren der spilles af den utrolige dygtig Jared Harris mener noget helt andet, ja han er nærmest besat af opgaven for at kurere Jane. Der er selvfølgelig også en ganske særlig grund til, at han er så besat af sit eksperiment. Det er dog noget man ret hurtigt i filmen regner ud, hvad hans bevæggrunde er for hans ivre efter at kurere Jane.

Skuespil der bringer dig tæt på himlen, men trækkes tilbage i helvede
Skuespillet er ganske fornuftigt hvad angår de 3 bærende roller bl.a. Jane Harper som spilles af Olivia Cooke spiller ret enestående, hun er klart en fornøjelse at se på og en af de få ting som faktisk kan virke lidt uhyggeligt hele filmen igennem. Det må siges at være godt gået af en der ikke har den helst store erfaring på det store lærred. Kameramanden som spilles af Sam Claflin, spiller nu også ganske fornuftigt, som den lidt usikre fyr der bliver forelsket i Jane Harper.

Som i film af denne karakter, så er der ofte også skuespillere der bare ikke har kapacitet til at bære de roller de får, den unge blonde studine der spilles af Erin Richards og Rory Fleck-Byrne den mandlige assistent, ja for at være helt ærligt, deres karakterer føles alt andet end fængede og må betegnes som videre ensformigt, tilmed føles og ses de mere som nogle tomme skaller.

Historien som har så meget potentiale bliver dog lige som nogle af karaktererne ødelagt især hen mod slutningen, med scener som bare ikke hænger sammen specielt i opbygningen, ja det hele bliver til sidst lemlæstet af forskellige scener som bl.a. da der kommer et form for væsen ud af Janes mund, hvilket bare gør det hele total ligegyldigt og plat. Hvornår lærer instruktører, at bare fordi det er en gyser så behøver man ikke overdrive så meget, at det bliver plat, ligegyldigt og alt andet end skræmmende. Less is more, burde der i hvert fald have været nogle der havde sagt til instruktøren.

Eksorcist påkrævet!
Desværre er det den mentale tilstand i filmen, der er det største problem. Det virker i starten så godt, men ødelægges af underlige valg i opbygningen af filmen. Ja, selv musikken og lydene er ofte ikke samspillende og gør hverken fra eller til hvad angår suspens og stemnings opbygning. Det er faktisk kun starten af filmen instruktøren har gjort sig ulejlighed for at skabe en form for spænding.

Som så ofte før ved en god gyser, så er et godt og ret vigtigt virkemiddel lydsiden. Desværre mister den kære instruktør John Pogue selv fatning i løbet af filmen og selv om han ikke er helt tonedøv, så virker det dog sådan til tider, især i den sidste halvdel af filmen, der er jeg sikker på hans tanker og ideer om hvordan lydene skulle bruges til at opbygge de forskellige scener, ikke er blevet som han muligvis havde forstillet sig.

Der er dog nogle steder hvor det faktisk fungere og det er hvor der er total stilhed, bl.a. en scene hvor vores unge kameramand står inde i et skur og han mener han hører noget, men påbegynder det han var i gang med igen og pludselig banker den mandlige assistent på ruden, personligt blev jeg vækket godt og grundigt, dog uden at være skræmt fra vid og sans. Det fungere netop rigtig godt fordi han ikke overdriver og lader publikum tro der netop ikke sker noget pga. stilheden.

Konklusion: Det store potentiale MEN!
Hvordan man med en ide, som egentlig er fremragende, kan lave det til noget betydningsløst og plat, ja det er den tanke jeg havde, da jeg gik derfra og stadigvæk har. Det eneste der redder filmen fra absolut bundkarakter er den første halve time egentlig bliver bygget fornuftigt op med bl.a. den håndholdte kameraføring og at der er nogle ganske glimrende skuespilpræstationer. Det som undertegnede dog blev mest skræmt over, ja, det var nok, hvor uinteressant og hvor lidt den kan skræmme en.

den rammer kun lige

Spread the love

John Slater

Ejer og chefredaktør på TheMovSer - Med en livslang fascination af den finurlige verden man kalder Hollywood. Efter mange år som filmanmelder/tv-vært og filmredaktør på Pixel.tv, (som du klart bør tjekket ud, hvis du elsker gear og spil), Så var mit ønske om at skabe et nyhedsmedie, der skaber glæde for branchen, og hvor den gode tone og sociale profil er intakt, blevet så stor at nu skulle chancen tages. Jeg har en stor kærlighed for tyske film og meget gerne film fra 20'erne og frem til 50'erne. - Men elsker også en god popcorn film eller film der tør at tage chancer og ikke mindst være anderledes end mainstream filmene

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.