After We Collided

Der har vist sig at være en karrierevej fra at skrive (fan-) fiktion på hjemmesider, til at opbygge en succesfuld franchise på bogform. Det er noget der vækker refleksion omkring min egen prioritet, nu jeg har brugt talløse timer på at skrive anmeldelser, som ikke har ledt til noget. After serien er et lignende fænomen. Oprindeligt udgivet kapitelvis på en hjemmeside for amatørforfattere, omhandlede serien en fiktiv kærlighedshistorie med et af medlemmerne af One Direction. Senere blev den udgivet som en række bøger, der er nu ved at blive filmatiseret.

After We Collided er kapitel nummer to i kærlighedshistorien om Tessa Young (Josephine Langford) og Hardin Scott (Hero Fiennes Tiffin), og fortsætter en uge efter deres brud i After. Tessa har nyt at tænke på med studieskifte og en praktikplads ved en stor udgiver. Hardin sidder derimod fast i kærestesorgen, bor i sin bil og er faldet tilbage i flasken. Under en bytur ringer Tessa i fuldskab til Hardin, der skynder sig hen for at hjælpe, og finurlige omstændigheder derefter gør, at de får tid i hinandens selskab. Måske er det skæbnen, der prøver at holde dem sammen. Hvis de da kan overvinde problemerne, der prøver at holde dem fra hinanden.

Meget film for (produktions-) pengene

Filmen har haft et beskedent budget, men for det meste ser den fin ud. Den føles dog en smule klaustrofobisk, fordi der er så få brede, etablerende skud, men om det skyldes budgettet eller den forhastede fortælling, ved jeg ikke. Apropos den forhastede fortælling, så kommer vi ikke udenom, at der er for meget indhold i filmen. Plot tråde bliver vedligeholdt, fordi de får betydning i senere film (går jeg ud fra), og ikke fordi de nødvendigvis bidrager til plottet i After We Collided. En konsekvens af at filmen skal være så pakket er, at alt er klippet ind til benet, så der er ikke noget luft mellem sceneskift og plads til at lade replikker hænger lidt. Der er også noget ved filmens sammensætning, der gør, at det er virkeligt svært at afgøre hvor lang tid den forløber over, og det var også et problem i forgængeren.

Universet er svært at indleve sig i

Næsten alle bestanddele af historien virker utroværdige, og derfor er det også meget svært at indleve sig i de løbende konflikter og biplot. Jeg nægter at købe, at to praktikanter bliver sat til at babysitte en rig, potentiel investor, uden opsyn eller introduktion til opgaven. Det virker også pudsigt, at Hardin er MEGET tæt med sin mor, og ikke har fortalt hende om sit brud med Tessa (moderens forvirring er en drivende kraft i historien). Efter Hardin vågner skrigende op imens Tessa overnatter, fortæller Hardins mor Tessa, at han har lidt af natterror, siden han var barn, men det er stoppet efter de begyndte at komme sammen (er de ikke bare SKABT til hinanden). Det giver bare ikke mening, at det er hendes opfattelse, da han lider af det nu, og moderen stadig tror, de er sammen.

Et andet problem er ændringen i Tessas mor. Oprindeligt var hun en snerpe, der ikke brød sig om Hardin eller udsigten til, at hendes datter skulle feste på college. Men i After viste hun også en følsom side, der afslører at hendes motivation skyldes, at hun ønsker hendes datter det bedste, men blot har en meget striks forståelse af hvordan det opnås. I dette kapitel er hun nærmest gjort til en tegneserie skurk, der åbenbart prøver at føre Tessa sammen med ekskæresten fra den først, af en eller anden uforklarlig grund.

Tessa & Hardin nyhedsbrev

Når man er ung, er det helt almindeligt, at man føler verden drejer sig om én. Ens verdensopfattelse er altomsluttende, og mindre problemer kan nemt virke uoverkommelige. Det er også tilfælde for Tessa og Harkin, der oplever deres store, skæbnebestemte kærlighed. Filmen prøver måske at genskabe denne opfattelse for seeren, men det virker mere som om, at filmen er overbevidst om, at hele universet drejer sig om vores hovedpersoners kærlighedshistorie. Alle bi-karakterer virker dybt involveret i forholdet, og følger tilsyneladende en fælles instagram konto, der holder dem opdateret med nye bump og highlights, og bruger betragteligt tid på at svinge forholdet i deres foretrukne retning.

Det er ikke alle skuespillere, der giver den bedste præsentation. Det halter oftest, når de bliver bedt om at sige underlige replikker eller pludseligt skal levere et overbevisende personligheds-piskesmæld. Heldigvis er det ikke samme problem med hovedpersonerne, der er i stand til at spille deres roller godt, selv gennem deres mere tåkrummende dialoger, og derfor kan de også sælge deres tiltrækning, i de øjeblikke hvor manuskriptet ikke kommer i vejen. Og det er filmens styrke. 

Konklusion

After We Collided bliver aldrig en klassiker, men som bøgerne har vist, så er der et publikum for serien. Jeg blev aldrig grebet af fortællingen, fordi det hele var for uvirkeligt, men der var en kerne af følelser i midten, som delvist virkede. Hvis man holder ud til slutningen, så vil jeg anbefale at bliver hængende til en ekstra scene under rulleteksterne, der leverer en af de sjovere øjeblikke i filmen.