I 2014 besluttede Disney studierne at lave et “spin-off” på den populære skurkinde “Maleficent” fra Charles Perrault berømte eventyr Tornerose. Det blev en bragende success med castingen af Angelina Jolie som vores dystre kærligheds forsmåede troldkvinde. Og med et budget på 180 millioner dollars der resulterede i et retur box-office “moneygrab” på 758 millioner Disney dollars, er vi nu inviteret indenfor til endnu et sukkerchok i en fortryllet Disney park.

Den første fortælling om “Maleficent” blev instrueret af Robert Stromberg, der rent visuelt var lidt af et mesterstykke og castingen af Angelina Jolie sad lige i skabet.

Desværre kneb det lidt mere med fortællingen. Forhistorien omkring “Maleficents” skæbne og ophav, var en lidt vag og lidt “run-of-the-mill” fortælling der sikkert har gjort en masse Disney prinsesser glade, men vil nu nok mest huskes for cinematografien og Angelina Jolies magnetiske fremførsel.

Derfor har Disney smidt alt det der ikke fungerede direkte ud med kloakvandet bla. den tidligere instruktør og erstattet ham med norske Joachim Rønning. Ham har de tidligere brugt da der skulle rettes op på “Pirates of the Caribbean”- francisets femte del, nemlig i den glimrende “Salazar´s revenge” fra 2017. Den flotte cinematografi har man bevaret i Henry Brahams hænder, der glimtvis burde vække James Cameron lidt op fra hans egen personlige Tornerose søvn, midt i hans arbejde med hans kommende “Avatar” film quadrilogy. Det ser sgu godt ud det her skidt!

Men det er og bliver vores sortseende hovedperson “Maleficent” i Angelina Jolies fremførsel, der iført vampyrtænder, sorte sataniske horn og ætsende slangeøjne, samler vores fairytale fortælling så der både kan opfostres nye Disney prinsesser, men også lanceres nyt salgbar merchandise.

Historien kort fortalt:

Maleficents plejedatter fra første fortælling, prinsesse Aurora, skal giftes med sin udkårne prins Phillip og det skaber splid mellem svigerforældrene og deres familier. Specielt en splid mellem Maleficent og den snarrådige dronning Ingrith, spillet af Michelle Pfeiffer, slår skår i bryllupsglæderne. For kan Maleficent beholde kontakten til Aurora når hun ikke selv er et rigtigt menneske men tilhører de, ifølge menneskeracen, den farlige “Mørkevætter” race?. Lurer ufreden bag de på overfladen rosenrøde fremtidsudsigter?

Klicheerne står i kø: kvinder gifter sig for kærlighed, skurken kan ikke tåle blomster, kærlighed vil læge dine sår osv.

Den sikre formular på et Disney eventyr står her nærmest i kø for at tilfredsstille det lyserøde teselskab på pigeværelset. Vores endimensionelle blonde prinsesse bliver gift med den skabelon fabrikerede prins og arver det halve kongerige og lader sin mørke fortid glide i baggrunden, for at hellige sig ægteskabs blandness med familie og rødvin.

Der er sådan set ikke noget rigtig galt med “Maleficent: Mistress of Evil”. Det er et produkt der bliver udsendt for, udover at genere en masse penge, fint kan fornøje de store masser af fortrinsvis den kvindelige del af befolkningen med flere store og gerne romantiske eventyrfilm.

Vi er i den senere tid blevet fodret med film som: “Snow White & the Huntsman”, “Alice i Eventyrland” og sågar “Twilight” eventyret. “Maleficent: Mistress of Evil” ligger trods klicheerne dog i den gode eventyr ende.

Først og fremmest er den mere vellykket end første fortælling. Det hele spiller mere gnidningsfrit: historien er lidt mere vedkommende, de fantastisk flotte effekter er forbedret, action sekvenserne buldrer flottere og Angelina Jolies præsentation er nu som fod og hanke, som hendes anden signatur rolle efter Lara Croft, iført flot optegnede kindben.

Vores konklusion:

Det er kvindernes film. Her tager de alle styringen og føringen, og rydder op efter beslutningsvage og skabelonagtige skitser til manderollen. Det gode mod det onde. Menneskets foragt mod naturen. Det sorte fårs forvandling til fugl fønix og sågar et krigsslag med orgelkoncert, så en Gaston Leroux ville være stolt.

Michelle Pfeiffer kan skuespil på rygraden. Desværre er Elle Fanning og Harris Dickinson hule og protein løse som det romantiske par, giv dem bare et par roller i nogle “direkte-til-streaming” udgaver af “Fifty Shades of Grey”.

Det falder mig i øvrigt mystisk at filmen bærer undertitlen “Mistress of Evil”, når vores stærke goth-inde hverken er ond eller fungerer som elskerinde. Måske derfor fru Maleficent i filmen ikke kan tåle jern? Dette kan muligvis også stå som en henvisning til filmens reelle skurk, men det er dog en underlig formulering.

Vi bliver belært i filmen at “Dem vi elsker definerer os”, og da fru Maleficent tager absolut min fokus i filmen må jeg jo så være “Lover of Evil”.

Vi ses til barnedåben når den sikkert snarlige 3´er skal bruges til flere forældremyndigheds advokatregninger for Angelina.