MovSer

All about movies and series

Anmeldelse: ´Black Phone´. Anmeldelse: ´Black Phone´.
Ethan Hawke styrer mørkt maskebal i Scott Derricksons fantastiske ´Black Phone´, der emmer af Stephen King når han er allerbedst. Anmeldelse: ´Black Phone´.

Foto: Imdb

Ethan Hawke styrer mørkt maskebal i Scott Derricksons fantastiske ´Black Phone´, der emmer af Stephen King når han er allerbedst.

De velplacerede jumpscares stammer da også fra selvsamme gyserikons egen søn Joe Hill, der har stået for idéoplægget fra hans 2004 novelle samling´20th Century Ghosts´. Men nyklassikeren ´Black Phone´ er lige så meget en vellykket hyldest til halvfjerdserne og dens gyserfilm.

2012 skulle blive en rigtig øjenåbner for horrorfans, for her så Scott Derricksons ´Sinister´ dagens lys – eller var det mørke? – og filmen er i dag at betegne som en vaskeægte horrorklassiker. Dette gik naturligvis ikke lydløst henover Marvel studierne og i 2016 var der da også premiere på den vellykkede ´Dr. Strange´ med vores egen Mads Mikkelsen i veloplagt skurkerolle, som Derrickson også instruerede. Men nu præcis ti år efter ´Sinister´ vender instruktøren så “hjem” igen til gyser genren med intet mindre end hans bedste film til dato!

Vi er i det nordlige Denver omkring året 1978 og byen er i en rædselstand af panik. For barnemorderen ´The Grabber´ huserer og ingen børnefamilier kan føle sig trygge. Frygten indfinder sig naturligvis også hos filmens to hovedpersoner, den trettenårige Finney og hans clairvoyante lillesøster Gwen. Det er dog ikke deres overskyggende problem. For udover moderens død og daglige kampe med deres alkoholiserede far, står den på næsten daglige tæsk fra byens bøller, hvis volden da ikke indfinder sig i skolens frikvarterer. Men en dag efter endnu en gang ydmygende tæsk på drengetoilettet, får Finney uventet hjælp fra én af skolens største bøller der vil lære ham at forsvare sig, og det får han hårdt brug for. For en dag bliver Finney overrumplet af en underlig klovnelignende tryllekunster, der smider ham ind i sin sorte varevogn. Finney er nu kidnappet i en lydisoleret kælder hvor hans eneste “venner” er en slidt madras, et beskidt toilet og en støvet sort telefon uden ledning. Regelmæssigt bliver han dog fodret af sin mystiske kidnapper ´The Grabber´, der besøger ham med forskellige masker, alt efter humør. Men en dag ringer den sorte telefon. Problemet er bare at vi er i 1978, hvor en telefon havde brug for en leding der ikke mangler!

Holder man bare en lille smule af Stephen King, enten som forfatter eller hvis man vokset op med film som ´Carrie´, ´Christine´, ´Sammenhold´ og ´Ondskabens kirkegård´, er der ingen undskyldning for ikke at gå i biffen og se ´Black Phone´. Alligevel er det nok Stephen Kings måske mest elskede roman ´Det Onde´- på engelsk ´It´, fra 1986 der gives de største hallucinationer til, i denne vildt vellykkede horrorfilm, der ironisk nok IKKE er skrevet af King, men derimod hans egen biologiske søn, den 50-årige Joe Hill, der nok med denne filmatisering af hans kun tyve sider lange novelle fra ´20th Century Ghosts´, der oprindeligt blev udgivet i 2004, nu må få sit større gennembrud.

Den korte novelle har nu med hjælp fra filmens instruktør Scott Derrickson og dennes faste manuskriptforfatter C. Robert Cargill, fået tilsat tilpas nok “kød” til en film i fuld spilletids længde. Dette gælder ikke kun de dybere lag i både historien og dens karaktere, men i særdeleshed i beskrivelsen af tidsperioden i sluthalvfjerdserne med dens kærlighed til horrorfilm som ´Motorsavsmassakren´, ´Phantasm´ (som dog udkom i 1979) og specielt John Carpenters ´Halloween´- som netop udkom i 1978 – med dens maskeklædte morder i den sorte varevogn. Filmens karakterer nærer dog også en stor kærlighed til tv-shows som ´The Partridge Family´, mens der spilles på flippermaskine til lyden af både Sweet og et veloplagt brug af Pink Floyds ´On the Run´ i en forfølgelses scene. Og for at det ikke skal være løgn står den gamle splattermester Tom Savani for de blodige effekter, selvom han ikke kommer på overarbejde her. Et velplaceret øksehug a la Dario Argentos ´Tenebre´ får han dog kløvet.

Dette kunne såmænd havde været godt nok, men vi kommer dybere ned i halvfjerdsernes ikke altid lige rosenrøde beskrivelse. De gråbrune farver med de støvede forstads fliser blandes med forældresvigt og manglende omsorg i en tid hvor curling var et fremmedord. Det er en barsk verden, hvor den der slår hårdest er vinderen og taberen kun kan hjælpe sig selv op ad junglerangstigen. Dette er en centralnerve i historien, der er mindre Grease og Abba men mere cykelkæde svingende Black Sabbath i dens beskrivelse.

Foto: Plex

I hear dead people!

Den nu 51-årige Ethan Hawke synes at ældes med ynde, specielt som skuespiller. Han spillede hovedpersonen Ellison Oswalt i ´Sinister´, og spiller nu filmens skurk barnemorderen ´The Grabber´, en underlig blanding af klovn og tryllekunstner med sorte balloner. Karakteren bærer fortrinsvis maske i de fleste af scenerne, men Hawke formår at viderebringe en eroderet sjæl der er ødelagt af gud ved hvad. En sjæl der ikke kan undskyldes for sine grusomme handlinger, men fascinerende, skræmmende og spændende på samme tid. Figuren er løst bygget over den virkelige John Wayne Gacy med tilnavnet Killer Clown. Han fryder sig sikkert i helvedet over denne præsentation, når der isfrysende frembringes sætningen: “Du går fra at have været en ukendt dreng i så lang tid, til at alle kender dit navn når du dør”. Det bliver dog en anelse frustrerende, at vi ikke kan lære ham lidt at kende og tilgangen til hans baggrund.

Trods Hawkes frysende spil triumferes der dog af de to fjortenårige skuespillere, der spiller filmens hovedpersoner som søskende parret Finney og Gwen. Mason Thames ligner skuespilleren A. Michael Baldwin som var han taget ud af sin rolle som Mike med store stjernekrøller, i Don Coscarellis første ´Phantasm´ film. Let mut og indesluttet med et nysgerrigt blik, der let får os til at heppe på ham. Det er en stærk og følsom præsentation, der dog nærmest mirakeløst bliver overtrumfet af Madelaine McGraw. Hun kendes nok mest for sin stemmerolle som Bonnie i ´Toy Story 4´, men har også medvirket i Clint Eastwoods ´American Sniper´ 2014 og Marvels ´Ant-Man and the Wasp´ 2018. Hun leverer en Oscar værdig præsentation som den clairvoyante lillesøster Gwen, der simpelthen brænder sig ind i seerenes hjerte, med en tilstedeværelse der sjældent ses. Scenen hvor hun bliver banket gul og blå med et bælte af sin fordrukne og selvdestruktive far bør sent blive glemt, der ligger meget fjernt fra en lignende scene i den ultra kitschede ´Mommie Dearest´ fra 1981.

Foto: Just Watch

´En dag bliver du nødt til at slå igen´, syntes at være mottoet i denne kommende horrorklassiker, men det syntes også at blive mottoet for filmens instruktør Scott Derrickson, der her har skabt hans bedst film. Filmens hovedperson vil bare være en almindelig teenager. Sammen har de skabt noget specielt.

 

Spread the love

Kasper

Professionel film nørd og selvlært skribent.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.