Anmeldelse: Bullet Train.

Foto: Filmbook

Brad kører uden Pittstop, i højenergisk action energiudladning af bedste tømmermandsskuffe, der dog halter lidt efter ´John Wick´ seriens højoktans tempo.

David Leitchs “opfølger” til ´Fast & Furious: Hobbs & Shaw´, gør ikke Brad Pitt til actionstjerne, men er en fornøjelig og yderst visuelt fornøjende actionbasker, der måske passende burde kaldes for “togebanker”?

Det er “old school” filmklassisk lektion når vi er ombord på en togrejse, der første gang blev taget i brug i 1896 i den første celluloid strimmel nogensinde af Lumière-brødrene. Med en indløsning til en togrejse ved man aldrig, hvem der kan være om bord… og deri ligger både dens mystik og dets spænding. Det vidste både Buster Keaton, Agatha Christie og Alfred Hitchcock og senest har film som zombie filmen ´Train to Busan´ vist os at der kommer ekstra fart og spænding ombord ved at tilsætte dette ældgamle filmtrick.

I 2022´s bedste bud på en sommer “slush ice” action basker: ´Bullet Train´, spiller Brad Pitt Ladybug – ja, som i mariehøne: en uheldig snigmorder, der er fast besluttet på at gøre sit arbejde så harmonisk som muligt, efter at for mange jobs tidligere er blevet kørt af “sporet”. Skæbnen kan dog vise sig at have andre planer, da “Mariehønens” seneste mission sætter ham på en sand kollisionskurs med dødbringende modstandere fra hele verden – alle med sært forbundne, men modstridende mål – på verdens hurtigste tog. Alt forsaget af en stjålen dokumentmappe.

Togturen fra Tokyo til Kyoto strækker sig over en 500 km og kan tilbagelægges på 2 1/2 time, hvis en hastighed på ca. 443 km/t overholdes ved et minuts “pause” ved hvert stop. ´Bullet Train´ varer 2 timer og 6 minutter så det er faktisk meget godt ramt, uden at afsløre spoilers, da denne film også udføres i stort set samme togstrækning.

Instruktøren David Leitch har tidligere fungeret som Brad Pitts stuntman og med ´Bullet Train´ kunne der passende siges at rollerne denne gang er byttet om. Brad Pitt er dog stadig filmens centrum hvor David Leitch nu trækker i de kraftigste tråde som filminstruktør. Det har han med succes tidligere gjort med film som ´Atomic Blonde´ 2017 og ´Deadpool 2´ 2018. Desuden har han været medproducer på ´John Wick trilogien 2014-2019 og senest ´Nobody´ fra 2021. Så der burde med disse informationer ikke være i tvivl om hvilke type film ´Bullet Train´ associerer sig med.

Action genren fik et fornyet pust i nittenhalvfemserne med instruktørnavne som John Woo, Quentin Tarantino og Robert Rodriguez, der alle bidrog med heftig action og snip snap hurtig dialog, der én gang for alle lagde oldtimers som Chuck Norris og Charles Bronson i graven. For udover at levere gnistrende asiatinspirerende action, skulle der nu også spilles ordentlig skuespil.

Det er denne stil som David Leitch fræser igennem og selvom ´Bullet Train´ og hans forrige film ikke virker forældede med deres “år 2010” attitude, er jeg så småt ved at være lidt træt af disse tømmermænds film. Det er stadig vildt fornøjeligt, men den moderne action genre er ved at glemme det farlige og nervepirrende.

Det burde give svedperler på panden når et tog fræser skinner i en fart af over 400 km/t og revolver kuglerne hviner over hovederne på vores hovedpersoner. Men det bliver bare ikke rigtigt spændende når filmen er mere interesseret i at levere tik-tok oneliners og persongalleriet flere gange genopstår fra “de døde”. Jeg er godt klar over det hele er “Tongue-in-cheek”, men action tilsat noget så gammeldags som spænding, er stadig en god ønskecocktail. Filmens spilletid er også for lang, en action basker taget i betragtning. Der kunne godt have været strammet op, på linje med Brad Pitts maveskind.

Instruktøren Chad Stahelski er et godt 2022 og ikke 2010 bud på, hvordan det KAN gøres. Hans ´John Wick´ serie er en vellykket opvisning i action der virker både farlig, indbydende og Tongue-in-cheek opstrammende på den rigtige måde. David Leitch´s ´Bullet Train´ er bestemt ikke dårlig, men farer på færde er altså bedre og mere spændende, end far på færde.

Foto: Flicks

Filmens manuskript, som til tider truer med at blive for snørklet med dens familiefejder, er baseret på en bog af Kôtarô Isaka og én af filmens største forcer er da også at vi befinder os i Japan mellem de to storbyer Tokyo og Kyoto, hvilket visuelt giver filmen et stilistisk fascinerende præg man glædeligt ønsker at blive i.

´”Mariehønen” i Tokyo stad, fik tæsk og ingen aftensmad!´