Anmeldelse: Charmerende Harley Quinn holder anarkiet ved live i Gotham.

God save the Harley Queen & and her female regime!

Helt tilbage i 2015 forsøgte skuespilleren Margot Robbie at få overbevist Warner Bros. om en “all female-gang” Harley Quinn film, og nu endelig her i forkølede februar står vi med resultatet.

Vi har ventet så længe Harley, nu slår du os vel hårdt nok med baseball battet, tilsat The Ramones?

11. august 2016 fik David Ayers Suicide Squad premiere, og det var mildest talt med Margot Robbies indsats som Harley Quinn, at filmen nogenlunde nødlandede.

Få castings har siden da været så “spot on”, og derfor er det en sand fryd at få hendes guldrandede stjernestøv udsat for fuld centerstage her i Birds of Prey.

Harley Quinn karakteren er en forholdsvis ny karakter i Batman universet. Helt præcist dukkede hun op for første gang som Jokerens kæreste i Batman: The animated series tilbage i 1992, i episoden Joker´s favour.

Til sammenligning blev Joker karakteren “opfundet” tilbage i 1940, så tal lige om “daddy issues!”

Harley Quinn har lige siden været en bona fide comicbook superstar!

Filmens handling, ifølge Harley:

Den psykopatiske Joker, kaldet Putte, bryder op med vores forbryderinde, og Harley skal for første gang lære at stå på sine egne farverige netstrømpe ben.

Men det kan være svært når man er opkaldt efter en såkaldt harlekin, der står for at tjene og intet værdi har uden en herre. Så stakkels Harley bliver efterladt på gaden som en herreløs hund, eller er det som en herreløs hyæne?

Samtidig truer de to homoseksuelle gangstere Black Mask og dennes tjener Victor Zsasz, der i øvrigt ynder at skære ansigter af på deres fjender, at få fuld kontrol af byen og dens indbyggere. Den kvindelige politikommissær Renee Montoya er også på sporet af Harley.

Heldigvis møder Harley de ligesindede Black Canary, Huntress og tyven Cassandra Cain, og sammen som et “all-girl gang” og Harleys tamme hyæne ved navn Bruce(hvor fik hun dog det navn fra?), tager de kampen op mod de grimme gangstere i det pulserende Gotham.

En diamantjagt starter, nærmest ved et tilfælde, senere til. Mon Harley kan finde sit sande jeg og endelig sætte tænderne i byens bedste æggesandwich?

I shaved my balls for this?

Jeg har altid haft en lettere fascination for Jokers kæreste Harley Quinn.

Denne utilregnelige, småskøre og dødsensfarlige kvindekugle af en superskurk, har længe fortjent at få sin egen film.

Og nu er den her så som en kæmpe festbombe, der nærmest udskriger et “Saturday night’s alright for fighting”, All the young Dudes og Slipknots Psychosocial lige i snotten på den forsvarsløse tilskuer, der lykkeligt hengivent har selvindløst billetten.

Der er kilometers forskel på Joaquin Phoenix´s deprim Joker, til Margot Robbie’s party crash af en superskurk.

Dette har også sin helt egen logik, da Harley Quinn karakteren er en direkte fortsættelse til “eventyret” fra 2016´s Suicide Squad.

Her har den kvindelige instruktør Cathy Yan klogt fjernet alt der vedrører Jared Leto´s Joker karakter, så ingen kan overskygge Margot Robbies altoverskyggende hovedrollepræsentation.

Og hvilken præsentation!

Sjældent har en skuespiller fået skræddersyet så perfekt en rolle her. Robbie ER Harley Quinn, så udtrykket 3D kun kan borge for mine vage udtryksmidler.

Hold KÆFT hvor er hun god. Hendes Buster Keaton/Harold Lloyd mimik der leder tankerne hen på stumfilmens guldalder, er en central nerve i filmens force og videre status som et af de ti største højdepunkter i DC´s filmhistorie. Sjov, charmerende, fantastisk og helt sin egen!

Kun manuskriptets lettere skabelons agtige skitser, kan hindre en senere prisregn af konfetti fest.

Never mind the Bollocks! Here comes Jesus christmas Superstar!

Der er drøn på i filmen.

Selvom Margot Robbie tager større ejerskab på filmen, end Arla gør på danske køer, står bi-karakterene også stærkt.

Jurnee Smollett-Bell er både sej, stærk og sårbar som Black Canary der næsten kan tåle sin egen tv-serie.

Ella Jay Basco er den flabede og slaskede kasketbærende teenage tyv Cassandra Cain, der med sløvt blik og slasket udtale alligevel får charmeret os et smil på læben, også under flere toiletbesøg.

Veteranen Rosie Perez spiller den kvindelige Dirty Harry med den t-shirt fortrykte tekst: “I shaved my balls for this?”. Hun er en charmerende “milf” og modspil til de yngre “tøser”. Hun vil nok bedst huskes fra film som: Do the Right Thing og Hvide mænd kan ikke dunke.

Som mandlig anmelder var det også en fornøjelse at skue, at de mandelige biroller ikke fortaber sig til sterotyp mandehads casting.

Ewan McGregor og Chris Messinas skurkeroller er en herlig forskruet Bonnie & Clyde udgave af Jim Lyngvild og Gustav Salinas, hvis de havde været klædt på af Andy Warhols Factory designere, og trykket baglæns ud af en firser feberdrøm udtænkt af Jean-Paul Gaultier. Altså bøsser med stil og ikke udstillings påhæng for Se og Hør.

Krydderierne står i forgrunden for hovedretten.

Derfor er det noget ærgerligt at Christina Hodsons manuskript ikke kan tilføre meget andet end en “longplay” variation af et pilotafsnit fra Adam West tv-serien fra 60’ernes Batman.

En utroligt tyndbenet diamant jagt inde i midten af filmens “handling” skal resultere i de ellers vildt festlige, flot koreograferede og farverigt instruerede billedvoldsforherligelser.

Der er dog heldigvis ingen Michael Bay klicheer, rollerne er aldrig “phoned inn”, farverne eksploderer i samklang med gnistrende skuespils kemi og Harleys baseball bat rammer klokkerent i klokkeværkene til det blæsende soundtrack.

Intet fanger opmærksomheden som vold.

“It’s a man’s, mans world” synger Black Canary på byens hotteste natklub, men pigerne/kvinderne i den udgør sig for livets krydderi.

Smukt, trist og fantastisk tegneserie fortalt!

Birds of Prey er en Wild Bunch for kvinder, der bør ses af mænd, med hang til festlige selvstændige piger der giver udtrykket hammerslag, en ny vinkel!