MovSer

All about movies and series

Anmeldelse: Dune Anmeldelse: Dune
1. del af `Dune´ er storladent skiveskåret science fiction dna, der trods menneskelig ørkenvandring med nedadgående mundvige, må forblive en klassiker. Anmeldelse: Dune

Foto: Gizmo Story

Denis Villeneuve´s spændt imødesete fortolkning af Frank Herberts legendariske science fiction værk `Dune`, forløses delvist fremragende i seriens første del.

1. del af `Dune´ er storladent skiveskåret science fiction dna, der trods menneskelig ørkenvandring med nedadgående mundvige, må forblive en klassiker.

Det kan allerede ved filmens start konstateres at vi har med en “old-school” science fiction filmatisering at gøre, når vi i filmens start skal overbevises om at der i år 10191 stadig både eksisterer ørkenrotter, rumskibe, golde ørkener og – GISP! – mennesker på hvor jord. Dette kan syntes lettere usandsynligt her anno 2021 med de aktuelle corona virusser, grelle klimaændringer og Taliban belejringer, men Frank Herberts legendariske og hidtil ufilmbare vision af fremtiden, er også en udgivelse der går tilbage til år 1965, hvor verden så mere håbefuld ud. Ironisk nok havde forfatteren George Orwell allerede i 1949 udgivet den langt mere realistiske roman ´1984´, der desværre mere realistisk genset i dag, ikke fremstår som direkte science fiction.

Men det er stadig Frank Herberts `Dune´ roman, der står som den mest legendariske af alle science fiction romaner. For hvor Tolkiens `Ringenes Herre´ er “biblen” selv for fantasy genren, er det `Dune´ der stadig står øverst for science fiction fanbasen verden over.

I 1984 udkom ,ganske ironisk, det første `Dune´ forsøg på en Hollywood filmatisering instrueret af vidunder barnet David Lynch. Denne blev en kæmpe fiasko og er først i de senere år vokset sig større som en kultdyrket genrefilm. Tidligere havde guruen og excentrikeren Alejandro Jodorowsky forsøgt sig uden held, med b.la. en Mick Jagger i hovedrollen.
Nu knap fyrre år senere forsøger Hollywood sig nu igen og denne gang har man allieret sig med den fransk/canadiske Denis Villeneuve, som udover at have til gode at lave en ringe film, er en sand mester indenfor science fiction genren. Dette fik vi senest beskuet med hans `Arrival´ fra 2016 og hans “umulige” `Blade Runner´ efterfølger: `Blade Runner 2049´ fra 2017. Men klarer Villeneuve så den umulige opgave med `Dune`eller løber det hele ud i sandet gennem fingrende på ham?

“De har lammet skibet!”

Historien udfolder sig ligesom i roman forlægget fra 1965, omkring den 15-årige Paul Atreides, der skal forhindre sin families udslettelse. Han er en stor begavelse og ligesom en vis Luke Skywalker fra `Star Wars´ er han “The One” og udset til noget stort. Han skal hjælpes og trænes til at hjælpe sit folk, med at udvinde det sælsomme stof – The Spice, også kaldet melange -, der er et dyrebart middel med formål at åbne op for menneskehedens største potentiale, der b.la. forlænger ungdom, vitalitet og levetid. Dette stof kan kun udvindes fra den sælsomme planet Dune, der befolkes af nogle gigantiske sandorme. Men flere såkaldte huse er også interesseret i dette stof, bl.a. Baronen fra den sælsomme befolkning der kalder sig Harkonnen. Dune planeten er en hård og ugæstfri ørkenplanet, der kræver visdom og styrke at besejre og kun fremtiden vil derfor kende til historiens dramatiske udfald.

Foto: Hard Drive

Det må være rimeligt tydeligt med denne fortællingssynopsis at kunne genkende store kapitler fra filmhits som `Star Wars´ og `Mad Max´ historierne, med dens jagt på “guldet” hvad enten det så er krydderier, benzin, vand eller “The Force”. Det er tydeligt at vi er omringet af noget centralt i selve essensen af science fiction fortællingen. Men er det moderne science fiction og tåler det overhovedet sammenligning med f.eks. `The Matrix`?

“Drømme er budskaber fra dybet”

Det har alle tider været en drøm for Denis Villeneuve at filmatisere Dune og nu er biograferne endelig klar til at fremvise første del af instruktørens vision. Men det føles med lidt bitter bismag i munden på denne anmelder, da én af filmens medvirkende, skuespilleren Jason Mamoa den 3. august i år udtalte at der foreligger en overlegen fire til seks timers længere udgave af denne aktuelle film. For den biograf aktuelle version har “kun” en spilletid på to timer og 35 minutter, og dette kan muligvis i sidste ende have sin bekostning på min anmeldelse. For `Dune´ ER en svær film at anmelde, primært grundet den manglende afslutning, der ved redaktionens afslutning stadig afventer grønt lys til en videre produktion.

`Dune´s første del ER dog alligevel allerede nu, trods manglende afslutning, en milepæl indenfor science fiction genren. For filmen er fyldt med skivetykke scener af den reneste science fiction dna der kan opdrives. De fantastiske rumskibe der ligner guldsmede, setdesignet, kostumerne der er iført den vibe der kun kan opdrives i film som `Alien´, `Mad Max´, ´Abernes Planet´ og hvad de nu hedder alle sammen, infinder sig mageløst.

Men problemerne indfinder sig desværre også hurtigt. Denis Villeneuve er tit så personligt indhyllet i sit eget Dune forlæg, at han desværre tit glemmer helt at tage os med. Vi kommer aldrig rigtig tæt på personerne. Hvorfor er det så vigtigt at få udvundet `The Spice´, er der ikke mere at leve for? Hvad er hele bagrunden for de fire huses historie, hvad er deres fortid? Og hvorfor skal det hele foregå i en dødsens alvorlig mine hele filmen i gennem? Kan personernes mundvige kun pege nedad?, kunne der spørges.
Disse spørgsmål syntes desværre for tit, under filmens nuværende og aktuelle spilletid, at dukke op, hvilket sikkert hurtigt får ukoncentrerede – læs uøvede – biografgængere til at miste interessen for karaktererne. Eller i hvert fald hos hovedpersonerne. For i skurkenes verden, nærmere bestemt hos Harkonnen familien, der ledes af den vanilje buddinge fedling kaldet Baronen, indfinder sig en herlig verden er en pervers blanding af `Hellraiser´ og `Dark City´ filmene, med en blændende Dave Bautista i rollen som Glossu ‘Beast’ Rabban. Har man set David Lynch udgaven, kunne der muligvis erindres at rollerne var besat af henholdsvis Kenneth McMillan og Paul L. Smith. Hvad der dengang virkede som billig tegneserie, er her, udover Bautista, erstattet med en fremragende Stellan Skarsgård, der her finder hans egen “Gandalf”, i rollen som Baronen. Det er en rolle som han vil blive husket for, længe efter filmens premieredato. De er dog ikke de eneste der glimter i sandet.

Veteranen Charlotte Rampling er direkte skræmmende som Gaius Helen Mohiam og `Aquaman´ himself: Jason Mamoa er rigtig god(og fornøjelig!) i den “Han Solo” agtige rolle som Duncan Idaho. Lige til sin egen tv-serie.
Filmens hovedrolle indehaver spilles af det kun 25-årige stortalent Timothée Chalamet. Jeg spår ham allerede nu til at blive Leonardo DeCaprios arvtager. Ja så god er han!
Flere kendte navne medvirker, men i denne første del er det disse der står mest ud.

En anden af “hovedrollerne” i filmen, er filmens hofkomponist Hans Zimmer. Man forstår godt hvorfor han svigtede Christopher Nolans `Tenet´, for her leveres ét af de største højdepunkter i en karriere fuld af disse. Faktisk er det så godt med de buldrende lyde af metaller, klagende sopraner og andre rumherligheder, at filmen ville have fungeret lige så godt som lydbog, kun iført fortæller stemme. I hvert fald i Dolby Atmos versionen, der vises i Imperial.

De berømte sandorme er også en “sand” fornøjelse at beskue. Det er tydeligt at Denis Villeneuve elsker dem højt af sit hjerte, lidt i stil med Peter Jacksons forkærlighed til f.eks. dennes ´King Kong´ karakter.

Skal man være en “bitter Thomas Treo type”, vil man sikkert kunne kalde filmen for en “selvprætentiøs sandkasse, der ikke kan finde sit eget “spice”, i et følelsesløst fatamorgana”, men filmen synes nu ikke at løbe ud i sandet. Den kan dog til tider virke lidt “tung” i det, som en mellemting mellem `Star Wars´ og Tarkovskys `Solaris´, hvilket sikkert vil afskrække dem der søger noget forløsende “Marvel action”.

Men selvom Denis Villeneuve sikkert er den rigtige at sætte i instruktørstolen her i 2021, havde det nu også været interessant at se hvad en George Miller eller for den sags skyld hvad en David Lean eller en Cecil B. DeMille kunnet have udrettet, havde de levet i dag. Måske de havde tilført sagaen lidt mere menneskelighed?

Men trods de verdensfjerne og selvprætentiøse aspekter lander mit personlige rumskib alligevel på 5 stjerner, i håb om en efterfølger. For `Dune´ skulle jo nødigt ende som filmhistoriens uforløste svar på Kurt Cobain?

Spread the love

Kasper

Professionel film nørd og selvlært skribent.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.