MovSer

All about movies and series

Anmeldelse: ´Ennio Morricone – The Maestro´. Anmeldelse: ´Ennio Morricone – The Maestro´.
Giuseppe Tornatores fantastiske hyldest til verdens største filmkomponist Ennio Morricone, er et fascinerende indblik i geniets dobbelttydelighed, der bør ses - og ikke mindst... Anmeldelse: ´Ennio Morricone – The Maestro´.

Foto: NoFilmSchool

Ny stor dokumentarfilm af manden bag ´Mine aftener i Paradis´, dykker ned i geniet Morricones musikalske skatkammer, der bringer store overraskelser.

Giuseppe Tornatores fantastiske hyldest til verdens største filmkomponist Ennio Morricone, er et fascinerende indblik i geniets dobbelttydelighed, der bør ses – og ikke mindst høres! – af alle musik og filmelskere.

Kan man udfri sin kunstform når man hader sine omgivelser? Vi er et godt stykke inde i Giuseppe Tornatores fantastisk vellykkede dokumentar om den store filmkomponist, da det pludselig går op for os at mesteren selv ikke giver meget for filmmusik og først et godt stykke op ad sine gamle dage, fik accepteret sin status som førende filmkomponist. Dette er blot én af mange overaskende anedoter der står i kø for at blive afsløret.

Ennio Morricone forlod denne verden den 6. juli 2020 91 år gammel og efterlod alverdens filmfans med et fantastisk filmkatalog på mere end femhundrede soundtracks! Lidt af en bedrift og bare i 1969 komponerede mesteren hele enogtyve(!) soundtracks, noget ingen vel nogensinde vil toppe.

Fem år har det taget Giuseppe Tornatore og hans filmhold at få indfanget denne dokumentar, der indeholder interviews og gamle klip med mere end 70 anerkendte filmskabere og musikere fra bl.a. Bernardo Bertolucci, Quentin Tarantino, Clint Eastwood, John Williams, Hans Zimmer, Bruce Springsteen, James Hetfield, Oliver Stone, Dario Argento, Terrence Malick og Quincy Jones til Pat Metheny, for bare at tage nogle af højdepunkterne.

Men det vigtigste interview er naturligvis med mesteren selv, som for første gang nogensinde gennemgår store dele af sin karriere og musikalske inspirationskilder. Og det er ikke småting der bliver fortalt!

Vi er med Morricone tilbage til barndommen da lille Ennio får sin første trompet, brugt naturligvis, der søger sin faders gunst. Hans imponerende snit på 9,5 fra musikkonservatoriet, hans opgør med musiknormer, den truende ensomhed der truede med at opløse ham, til atter at genvinde trompeten efter faderens død.

Mest overraskende er hans skyldkompleks over at komponere filmmusik, da det næsten alle årene var set som noget skamfyldt og under en sand klassisk komponists standard. Særligt under lærdomsårene under læremesteren Goffredo Petrassi, der syntes at have lagt en årelang skygge af skam på filmgeniet, føler man en nærmest utilgivelig skam i Ennios grådkvalte øjner, der temmelig sent i karrieren fik fred.

Foto: Gingko Press

Men der er mere guf at hente. Det er guf for filmfans når Ennio kalder musikken til hans verdensgennembrud, Sergio Leone filmen ´En nævefuld Dollars´ 1964, for “bras”. Enhver “normal” komponist må have jublet ved sådan en kreation, men ikke Ennio der pinefuldt leverede sine tidlige spaghetti soundtracks under synonymet Dan Savio.

Vi dykker ned i tilblivelsen af nogle af de største mesterværker: ´Klanen fra Sicilien´ 1969, ´Undersøgelse af en borger hævet over enhver mistanke´ 1970, hans chokerende udtalelse omkring Sergio Leones ukritiske benspænd omkring benægtelsen til samarbejdet omkring Stanley Kubricks ´A Clockwork Orange´ 1971, over Hollywood filmene ´Der var engang i Amerika´ 1984,´The Mission´ 1986, til én af de bedste anedoter vedrørende Brian De Palmas ´De uovervindelige´ 1987. DENNE spoiler jeg ikke! ´Mine aftener i Paradis´ nævnes naturligvis også.

Filmen bliver fortalt i et fint tempo, hvor både de hårdeste nørder og de mere almindelige borgere kan følge med. Min indre nørd savnede dog en gennemgang af f.eks. John Carpenters ´The Thing´ 1982 og hvordan en film bliver udvalgt. Særligt interessant havde dette været, da flere af mesterens værker er deciderede B-film. Der savnes også input fra Morricones kone Maria og deres fire børn, men dette hindrer ikke filmen i at være yderst seværdig.

Foto: Sale-della-comunita

Maestroen sidder på skærmen i det meste af filmen, iført opmærksomme øjne bag sine gigantiske briller og fortæller historier om en karriere, han havde tænkt sig skullet have været helt anderledes. Det musikalske geni der bestod af to personligheder, der begge nægtede at følge reglerne både musikalsk og personligt. Et geni der hadede en for simpel melodi og tillod sig at lave en og flere kompositioner ved at bruge bogstaverne b, a, c, h(Bach), bare sådan for at prøve, fik sent i livet sine velfortjente Oscars, men modsat Mozart fik han dem dog i levende live og ikke posthumt, havde en Mozart været Oscar nomineret.

Morricone var et matematisk kunststykke, et musikalsk dobbeltansigt, der kunne blive inspireret henover betalingen af en gasregning, og deraf skabe noget guddommeligt. Men han forblev et evigt ydmygt geni.

Det er i sig selv lidt af en symfoni.

 

Spread the love

Kasper

Professionel film nørd og selvlært skribent.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.