Anmeldelse: Guillermo del Toro’s Nightmare Alley.

Foto: Screen Rant

Filmanmeldelse: Guillermo del Toro’s opdatering af Noir klassikeren ´Nightmare Alley´ fra 1947, rummer mere mørke, groteskhed og grumhed, der lægger sig tættere på original oplægget.

Men mere mørke betyder ikke nødvendigvis mere farve i denne farveversion der ironisk virker mere sort/hvid i sit udtryk, end den sort/hvide original version.

Det er begyndt at gå op for mig at excentrikeren Guillermo del Toro er ved at blive voksen. Hans monstre og forkærlighed for det absurde og skæve er langsomt ved at smelte sammen til en mere bastant masse der passende kunne kaldes essensen af os alle, nemlig mennesket i hele dens form af forunderlighed, bedrag og formørkelse.

Dette forekommer nu særligt i hans nye fortolkning af noir klassikeren af `Nightmare Alley´ der oprindeligt blev udgivet i 1946 i form af den kontroversielle bestseller af samme navn, forfattet af Lindsay Gresham. Denne blev i filmform instrueret af Edmund Goulding, der dog af filmens udgiver 20th Century Fox blev bedt om at nedtone den mere rå stil med dens seksuelle undertoner.

Filmen er i dag anerkendt som én af de største film Noir film der er kreeret, selvom den mere balancere i et grænseland.

Foto: BackseatMafia.

Original versionen løb op på en spilletid af en time og halvtreds minutter og i disse tider hvor filmene nærmest helst skal være så lange som muligt, har 57-årige Guillermo del Toro nu fået hele fyrre minutters ekstra spilletid og 60 millioner dollars at boltre sig med. Filmens centerhistorie er dog stadig den samme:

Den mulighedshungrende og samvittighedsfraværende Stanton “Stan” Carlisle(Bradley Cooper) tager sig et job hos en ikke navngivet omrejsende forlystelsespark, der senere skal vise sig for at være et slags djævelens hulrum. Snart får han opsnuset sig et noget lyssky job hos ejeren Clem Hoatley(igen en formidabel Willem Dafoe), der i nattens mulm og mørke opsøger alkoholikere eller stofmisbrugere, som ofte er mænd med en problematisk fortid, og lokker dem ind med løfter om et midlertidigt job og giver dem opium indeholdende alkohol. Han bruger deres hurtige afhængighed til fysisk og mentalt at misbruge dem, indtil de synker ned i vanvid og fordærv, når de står og bliver udstillet som freaks der b.la. bider hoveder af levende kyllinger, for det flittigt betalende publikum. Men Stan får hurtigt “arbejdet sig op”, og får hurtigt et job hos den clairvoyante healer “Madame Zeena”(Toni Collette)og hendes alkoholiserede mand, Pete. Sammen får de succes med deres lurvede show med tricks og fup, men i mellemtiden bliver Stan imidlertid tiltrukket af medkunstneren Molly(Rooney Mara) og henvender sig til hende med en idé til et to-personers show væk fra den slimede forlystelsespark. Dette udvider deres succes to år senere, men den altafgørende skæbne ligger imidlertid og venter i form af den hemmelighedsfulde psykolog Dr. Lilith Ritter(en isnende Cate Blanchett). En altopslugende malstrøm af sindssyge og løgnagtig begær synes uundgåelig.

Det er første gang nogensinde at Guillermo del Toro giver sig i kast med et såkaldt remake, men `Nightmare Alley´ burde i hvert fald på papiret være helt oplagt. Omrejsende Tivolier med skumle spøgelsestog, lurvede skurke og mørke skygger i hobetal og langt hen af vejen går det også rigtigt godt. På et tidspunkt, specielt i første optrin med den djævelsk gode Willem Dafoe, virker det lidt som om del Toro er godt i gang med at genindspille Tod Brownings ´Freaks´ fra 1932 og det skal absolut tages positivt. Freaks, fostre med flere øjne og andet “godt” fra syndens hule. I original versionen fra 1947 er figuren Clem Hoatley nærmest en statistrolle, her får han én af hovedrollerne og sådan skiller og samler del Toro sin nye version så den føles mere opdateret. Den er mere beskidt, det usagte får frie tøjler og blod og sex leveres i rigelige mængder. Det føles lidt som om del Toro gerne vil ud af sin “Fantask” tegneserie boble, men det kan til tider blive for mørkt. Rollen som Molly Cahill blev i original versionen spillet med sprudlende uskyldighed af Coleen Gray, hvor Rooney Mara i den nye version spiller rollen som hvis hun spillede Elisa Esposito, hvis denne ellers kunne tale i del Toro Oscar vinderen ´The Shape of Water´ fra 2017 og det får filmen til at tabe lidt momentum omkring kærlighedsforholdet mellem Stan og Molly, der virker forceret uden at lysne. Kort sagt lidt solskin i tusmørket havde ikke været at foragte. Visuelt er filmen naturligvis en sprudlende gavebod af ligeledes farver og sorte skygger.

Filmen rummer en sand gaveregn af talentfulde skuespillere. Bradley Cooper får igen tilført nogle nye facetter til sit omfangsrige register af roller. Han bærer fint filmen med en person vi ikke kan elske, men alligevel ønsker at følge. Willem Dafoe er inde i en stime af gode roller og her leverer han endnu én. Toni Collette kan ikke træde forkert, men filmens sidste halvdel er Cate Blanchetts. En Cruella De Ville skabt i et David Lynch univers, uden nogen som helst form for næstekærlighed. Lidt synd vi tidligt ved hun er skurk, men sådan kan formidabelt skuespil nogle gange afsløre handlingens udgang.

Foto: OurQuadCities

Jeg er stor fan af del Toro og `Nightmare City´ rokker ikke en tøddel ved dette. Hans amerikanske film er så småt ved at nå genialiteterne `The Devil´s Backbone´ og `Pans Labyrint´. Så bliver det ikke meget større.

Originalen elsker jeg stadig. Nu er der bare to at vælge i mellem.