Anmeldelse: Just Mercy er desværre stadig en aktuel og sørgelig beretning om racehad og retssikkerhed i opløsning.

Baseret på en virkelig historie.

Den sorte mands kamp mod den hvide mands racistiske herredømme, har været skildret på film nærmest siden filmens begyndelse.

Helt tilbage i 1915 skildrede D.W. Griffith i sin banebrydende En nations fødsel, ganske vist temmeligt racistisk, den hvide mands trang til overmagt på den sorte mand.

Senere dukkede flere klassikere op som f eks:

Dræb ikke en Sangfugl 1962, I nattens hede 1967, Mississippi burning 1988 til 12 Years a Slave fra 2013.

Der er naturligvis sket en del siden filmhistoriens start, men vi må desværre erkende at her i 2020, står vi stadig med store problemer omkring racehad og politiske problemstillinger omkring dette.

Nu har Destin Daniel Cretton så også meldt sig på banen med en film omkring behandlingen af uretfærdigt behandlede sortes kamp mod den hvide overmagt, som naturligvis er bygget på en virkelig historie, i filmen Just Mercy.

Men kan han tilføre noget vi ikke har set før, eller bør vi hellere gense klassikerne igen?

Og er det nok med skuespillere i verdensklassen?

“Den rigtige” historie kort fortalt:

Filmen fortæller den ægte(?) historie om Walter McMillian, der i slutfirsernes Amerika med hjælp fra en ung forsvarsadvokat, Bryan Stevenson og den frivillige Eva Ansley, får stærk støtte til at appellere sin mordanklagede dom.

Walter er sort og dermed født skyldig i et hvidt samfund. Han er uskyldigt dømt for mord på en hvid teenage pige, og den sortfjendske by Monroeville, Alabama og dens retssystem gør alt hvad der er i deres magt, for at skjule sandheden og få gjort endnu en sort til syndebuk.

Walter er på “Death Row”, og her har han siddet og ventet i sin, -naturligvis- hvide kittel, på sin henrettelse i seks år, blandt de mange ligestillede og uskyldigt frihedsberøvede sorte.

Kampen for sandheden og retfærdigheden for de sorte, kan begynde.

Filmen er baseret på erindringsbogen af samme navn af Bryan Stevenson.

Sort retssalsdrama, fortalt gennem kliché fortælling og ske spisning.

Jeg må indrømme at jeg havde forventet at komme ud af biografen med en tårevædet og rystende femstjernet anmeldelse, men Destin Daniel Crettons film føjer ikke noget nyt til genren af disse retssals/race film.

Filmen kunne uproblematisk have været udsendt til Netflix som endnu et drama, der er set hundrede gange før.

Hvad er det vi skal være vidne til, er det synd for de sorte? JA. Er verden uretfærdig? JA. Er de hvide nogle svin? JA!. Osv. Osv.

Retssalsdramaer kan være sindssygt spændende og medrivende med den rigtige instruktion. Dead man Walking f.eks. fra 1995, eller filmen som Just Mercy virkelig læner sig op af:, nemlig klassikeren Dræb ikke en Sangfugl fra 1962, som oven i købet bliver nævnt flere gange i filmen for de sorte hovedpersoner.

Manuskriptet af Destin Daniel Cretton og Andrew Lanham er der som sådan ikke noget galt med, den følger historien som den skal med fin opbygning, en midte og højdramatisk slutforløsning.

Men kunne historien ikke udfolde sig mere dramatisk fortalt, nuanceret og fornyende gennem instruktionen? Hvor er de uafrystelige nærbilleder der brænder sig fast i vores bevidsthed og hvorfor – undskyld udtrykket – skal det være så sort/hvidt?

Hvad er motivationen for de hvides udstødelse af de sorte? Hvor stammer deres had/motiv fra?

Simple spørgsmål i en desværre simpel film, om et meget sprængfarligt emne der ikke -igen- fortjener at blive fortalt på denne metervare måde.

Stærkt skuespil vinder point.

Heldigvis er holdet af skuespillere for de flestes vedkommende, på tærsklen til et vulkanudbrud af dimensioner.

Det nye komettalent Michael B. Jordan, der spiller den idealistiske forsvarsadvokat Bryan Stevenson, er i den grad kommet for at blive. At kalde ham Denzel Washingtons arvtager er for klichéfyldt, lad os bare sige: du er på vej mod stjernerne, Michael!

Jamie Foxx spiller den uskyldigt dømte Walter McMillian, og det burde han Oscar nomineres for!

Vi skal helt tilbage til hans rolle som Ray Charles i hans Oscar belønnede rolle i filmen Ray fra 2004, for at finde Foxx med sådan en dedikation i arbejdet han her knokler for!. Her er han dog anderledes neddæmpet og livs slukket for håb og følelser, så det gør rigtigt ondt på os, uden unødvendig leflen for Golden Globes og Oprah Winfrey sofa “black power” hygge.

Brie Larson spiller Eva Ansley, der naturligvis fuldstændigt politisk korrekt arbejder som frivillig advokatbistand med crepet hår – vi er jo i firserne – og ikke kropsnære bukser med dertil udsigt til kamera blikfang.

Hun spiller kun lidt bedre end hun gjorde som Captain Marvel, altså med stift blik og tydelig udtale og ikke så meget mere. Rollen kunne snildt være klippet ud hvis ikke den skulle have været dækket på grund af den virkelige histories Eva Ansley. Hun har tidligere spillet Jeanette i selvsamme Destin Daniel Crettons Glasslottet fra 2017, så hun er sikkert med som en “vennetjeneste”.

Men den største skuespil overraskelse formår 55-årige Tim Blake Nelson at stå for.

Han spiller den virkelige histories Ralph Myers, der efter at have været forbrændt som lille og forældreløs, bliver Walthers redning i historien.

Hans spil er helt utroligt. Mage til ussel redneck og ticks øjespringende ringvrag skal man lede længe efter. En værdig Oscar slugende præsentation, til trods for begrænset spilletid. Lad os se mere af ham i fremtiden, til trods for hans talrige biroller.

Mange andre biroller i filmen fungerer også upåklageligt.

Den sort/hvide konklusion:

Man forstår de sorte skuespillers engagement i historien.

140 uskyldigt dømte sorte har Alabama minimum på deres “sorte” samvittighed, og stadig den dag idag er racehad et stort problem. Der kan desværre stadigvæk ikke komme nok film ud, omkring disse problemer.

Derfor er det ekstra ærgerligt at den Hawaiianske instruktør Destin Daniel Cretton ikke har mere på hjerte, end bare at filme manuskriptet til punkt og prikke, når der kunne have været leveret lidt nyt og originalt til historien, hvor tragisk “sort” den jo er.

Det er ikke nok med højtlæsning. En god og medrivende højtlæsning kræver følelser og engagement for at brænde sig fast.

Eller måske burde du få set Sidney Lumet´s mesterlige 12 vrede mænd fra 1957, som stadig fremstår som knivskarpt retssalsdrama mesterværk, her 62 år efter dens premiere!

Filmen var iøvrigt den dengang 33-årige Sidney Lumet´s debutfilm.

Så thi kendes for ret! Dommen er hermed sat!