MovSer

All about movies and series

Anmeldelse: Madklubben burde være fuld af lækkerier, men ender som Knorr Bearnaise. Anmeldelse: Madklubben burde være fuld af lækkerier, men ender som Knorr Bearnaise.
Barbara Topsøe-Rothenborgs forsøg på en "Hella Joof" fordansket udgave af Julia Roberts hittet "Spis bed elsk" for pensionsmodne kvinder, er en klichefyldt "timewaster" med... Anmeldelse: Madklubben burde være fuld af lækkerier, men ender som Knorr Bearnaise.

Forretten:

15. oktober 2019 skrev Rie Louise Kirkebjerg i tidsskriftet Woman med store forhåbninger til filmen Madklubben:

“Her er den nye, danske komedie af instruktøren bag Sjit Happens, vi glæder os til at se! Vi er vilde med sjove komedier. Og vi knuselsker gode, danske film. Derfor har vi høje forventninger til den nye, danske spillefilm Madklubben, som forventes at få Danmarkspremiere til vinter 2020.”

Nu har jeg ikke personligt talt med Rie Louise Kirkebjerg selv, men jeg går ud fra at hun går ligeså slukøret ud af biografen, med denne “livskloge komedie”, som denne skribent.

For forventer man et dansk kolonarisk ædegilde udsat for “Stegte grønne tomater”, går man galt i byen med denne Knorr Bearnaise der giver ordet færdigret en helt ny betegnelse.

Hovedretten:

De tre veninder Vanja(Kirsten Lehfeldt), Marie(Kirsten Olesen) og Berling(Stina Ekblad), der har kendt hinanden siden gymnasietiden, rejser til Syditalien på en fælles madlavningstur. Det var ellers meningen at turen skulle have været en velfortjent ferie for ægteparret Marie og hendes mand Henrik(Peter Hesse Overgaard). Men Henrik har fundet en anden kvinde med hang til havenisser og Marie tager derfor sine to veninder med i stedet. De tre kvinder, der alle er i det såkaldte efterår af deres liv, har hver deres problemer at pukle med. Maries mand Henrik forlader hende som sagt, ovenikøbet på en juleaften(!!), Berling er den evige single, der benægter sin alder og lever det “søde” rødvinsliv, med et fjernt forhold til sin datter, mens Vanja bor med sin hund i minderusen omkring sin afdøde mand. Madrejsen viser sig slet ikke så “optur” som forventet, for de varme sydlige nætter tilbyder flirt, jalousi og ubekvemme sandheder. Til sidst opdager de tre kvinder dog, at de har langt mere at byde på, end de nogensinde havde drømt om, og at det aldrig er for sent at “leve livet”. SUK og STØN!

“Der er strømsvigt igen!”

Det virker lidt som om instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg og manuskript forfatter Anne-Marie Olesen har sat sig for at lave en dansk “rynkecreme” udgave af Julia Roberts´ parentesen “Spis bed elsk” fra 2010. Filmen var allerede dengang en temmelig ligegyldig “livsklog” affære om at tage livet ved roden og stå ved “den man er”.

I Madklubben er der flotte indkapslede “madporno” nærbilleder, tilsat “romantisk belysning” i de smukke landskaber omkring Italiens Puglia område. Det har kinematograf Mathias Troelstrup fint sørget for. Så langt så godt.

Men hvorfor skal vi endnu engang plages med så klichéfyldt en fortælling?

I det udleverede presse materiale bliver filmen beskrevet som “en kærlig og livsklog komedie om livets efterår, om fællesskab og ikke mindst venskab”.

Instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg nævner desuden i pressematerialet, at hun er inspireret af amerikanske “rom-coms” som “Når du mindst venter det, Det indviklet ‘og Sideways”. Dette havde jeg svært ved at se. Som sagt ligner Madklubben mere et forsøg på et tvære “Spis bed elsk” ned med et dansk tv-dramas kartoffelafsnit af “Under the Tuscan Sun” fra 2003.

Topsøe-Rothenborg beskriver endvidere filmen som en “ensemblefortælling om tre lettere fortabte kvinder oppe i alderen, som via venskab og kærlighed til hinanden /(gen)finder og realiserer sig selv på ny”. Ja det er altså ikke de vises sten vi her bliver præsenteret for.

En livsklog komedie eller brunch puré sovset rundt i havenisser?

Det er langt tid siden jeg sidst har set så klichéfyldt en film.

Filmen starter f.eks. ved juletid, hvor vores “heltinde” Marie holder juletræf for hele familien, hvor hun som “belønning” modtager både et nyt strygejern og billetter til et italiensk madlavningskursus. Ægtemanden falder naturligvis senere for en faldefærdig enlig tango danserinde, med hang til havenisser. Singlekvinden Berling er på rejsen naturligvis interesseret i at nedlægge så mange italienske hingste som muligt, for som hun i bedste “Charlot og Charlotte” maner siger: “pik er godt!”, og har derfor også medbragt sit tohovedede massageapparat, til stor forundring fra de uvidende og naturligvis sex-forskrækkede veninder (hvor ER det dog sjovt!).

Vores hovedperson Marie skal selvfølgelig også have sine “tude-scener” og de skal naturligvis derfor optages med både regn og torden. Dette skal tages bogstaveligt!.

Ja “velkommen til overgangsalderen”, som der bliver sagt til Mia Lyhnes karakter Mette(selvfølgelig skal hun da hedde det), som de møder på turen. Hendes kedelige mand Morten(endnu et kedeligt navn), spilles af en grånende Rasmus Botoft.

Filmens mest vellykkede scener står Kirsten Lehfeldts Vanja og Troels Lybys Jacob for, som de forsigtigt nyforelskede par på turen, med “hele” otte års aldersforskel! Der er noget ømt hjertevarmt i deres fortælling der ikke virker kalkuleret eller fabrikeret fra en “copy and paste” udgave af et manuskript. Troels Lyby giver med denne rolle et frisk pust til hans Thomas rolle, med hang til purunge piger, i Klassefesten trilogien. Det var på tide.

Det kan til gengæld undre hvad 71-årige Kirsten Olesen, med dennes hovedrolle, laver i en film som Madklubben.

Olesen har i en menneskealder primært ernæret sig succesfuldt på vores skrå brædder, og hendes sidste hovedrolle på film, var i Lars Von Trier dramaet Medea fra 1988. Hun er naturligvis mest kendt herhjemme for hendes Agnes Jensen rolle i Ballings Matador.

Olesen er tit “følelsernes gudinde” med et talent der burde have givet hende flere filmroller, og at se hende som forsmået “cougar” klæder hende absolut ikke. Synd.

“Tjener må jeg bede om regningen?”

Til trods for den gode teknik og de fine skuespils præsentationer, ender Madklubben med at levere en “Hella Joof” kliché skitse af et manuskript og et skabelonagtigt resultat af en film, der kun kan appellere til folk der ønsker leverpostej fra Stryhns og Bearnaise fra Knorr. En svag gang Minestrone suppe, som Kirsten Olesens Marie i filmens midte får opkogt.

Et citat i filmen siger: “Er det ikke tid til at komme videre?”. Jeg er allerede på vej!

 

Spread the love

Kasper

Professionel film nørd og selvlært skribent.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.