Anmeldelse: ´Moonage Daydream´.

Foto:KinoJ

Kamelæon, multikunstner og musikalsk visionær: Bowie kunne det hele og ´Moonage Daydream´ er en visuel og gnistrende vifte af billeder og epokegørende musik der, hvis du ikke allerede er det, gør dig til fan.

´Moonage Daydream´ er en kalejdoskopisk tidsrejse, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen omkring David Bowie som den altsugende kerne, uden dog at gøre os klogere på geniet selv.

Få kunstnere står så højt på listen som David Bowie, over de vigtigste sangskrivere og performere. Kun Elvis, Dylan og Lennon syntes at tangere på samme bjergtop, men modsat disse kunstnere var Bowie aldrig i en stilstand. Bowie var altid videre og helst i nuet og videre på vej frem.

Dokumentaristen Brett Morgan har tidligere bearbejdet kunstnere som Paramount produceren Robert Evans i ´The Kid Stays In the Picture´ 2002, The Rolling Stones i ´Crossfire Hurricane´ 2012 og Nirvana forsangeren Kurt Cobain i ´Cobain: Montage of Heck´ 2015. Han har sin egen stil og tilgang til kunstnerne, men altid med kunstneren i centrum uden “unødig” snak.

Med ´Moonage Daydream´ har Morgan haft hænderne dybt nede i arkiverne fra The David Bowie Estate, og han nåede inden Bowies død, at få godkendelse til projektet. Det skulle blive til mere end atten måneders arbejde gennem en mere end halvtreds års musikalsk karriere, der tog sin spæde begyndelse ved Bowies fødsel og opvækst i Brixton 8. januar 1947.

Enhver, der kender til forfatteren William S. Burroughs’ arbejde, vil genkende Bowies sangskrivningsproces udtryk, som refererer til processen med bogstaveligt talt at skære eksisterende tekster op for at skabe nye betydninger med deres omarrangerede stykker. Det er lidt af den samme tilgang filmen synes at excellere i.

Vi går via Bowies egne udtagelser og interviews igennem opvæksten i efterkrigsårene, med en kølig og kærlighedsfraværende mor – “vi har en forståelse” – , til frygten over egen skizofreni grundet forholdet til halv broderen Terry, gennembruddet med Ziggy Stardust karakteren, Berlin årene og det kommercielle gennembrud – eller kunstneriske “sellout” – med ´Let´s Dance´ i firserne. Gennem interviews og udtalelser fra Bowie selv gennem hans lange karriere, fornemmer vi hans tilgang til kunsten, men ligeså meget til hans livsfilosofier. “Man skal nyde processen, alt er flygtigt, livet er ubestemt af tid” filosofier han, mens hans karriere kører forbi os som et tog fra hans 1976 album ´Station to Station´.

Bowie er som en svamp der suger alt til sig og spytter det hele ud igen enten som et formfuldendt kunstværk eller som en ufærdig B-film, kun en Ed Wood ville elske. Bowie er ligeglad, alt er kunst. Han er en samler, en livsnyder der tager hvad han vil have i en lind strøm hvor vi, hans publikum, kan sygne hen i en guddommelig fascination af intellekt, tvekøn, stoffer og kunst. Bowie er blandt menneskets nye afguder efter forliset af gud, får vi fortalt, for Bowie lærte at løbe før han kunne gå.

Foto: IndieWire.

Men Bowie selv er også på flugt. Væk fra barndommen – “jeg gik i skole og spiste” -, væk fra fortiden, væk fra rockpersonaer, fra livets stilstand, modeluner, og karriereflops, indtil hans rigtige møde med kærligheden i en forholdsvis sen alder, gør at han mister noget af interessen for at udfordre kunsten.

´Moonage Daydream´ er en mosaik af flimrende billeder og musik, der fletter tid og sted sammen som en collage, der giver associationer til Godfrey Reggio´s ´Koyaanisqatsi – En verden ude af balance´ fra 1982. Alting hører sammen, der er hverken en begyndelse eller en slutning, livet er i evig bevægelse.

Det er dog fortrinsvis i de epokegivende år i halvfjerdserne vi befinder os. Det var her Bowie var mest spændende og grænseløs, alt skulle prøves af, intet var for farligt. Ziggy perioden bliver fortrinsvis gengivet via klip fra D.A. Pennebakers historiske koncertfilm fra 1973, hvor Bowie tog livet af sit alter ego foran både band og et måbende publikum. Her er der dog nyt guf at hente for hardcore Bowie fans, da vi for første gang nogensinde ser det sagnomspundne klip fra selvsamme koncert med bidrag af Jeff Beck, i en live version af The Jean Genie, hvor The Beatles ´Love me do´ kædes sammen. Et andet fedt klip jeg heller aldrig har set er fra ca. 1974 hvor Bowie iført klap for øjet og sin særprægede frisure giver et interview. Dette klip beskriver fuldstændigt mageløst hvor anderledes og aparte Bowie tog sig ud dengang, hvor England lå under for krise og konservatisme.

Men det største guld for hardcore fans er klip fra Bowies 1978 turné, som aldrig helt har kommet til sin ret. Det er højst sandsynligt klip fra optagelser skuespilleren David Hemmings fik i kassen til en endnu ikke udgivet koncertfilm. Klippene er simpelthen guf for Bowie fans, hvor live udgaver af ´Warszawa´ og ´Sound and Vision´ er helt forrygende både musikalsk og visuelt. Andet guf er en ikke tidligere udgivet live version af ´Rock´n Roll with me´ fra hans Diamond Dogs turné i 1974.

Foto: UltimateClassicRock

Hans katastrofale Glass Spider Tour fra 1987 bliver splejset sammen med ´Rock´N Roll suicide´ fra 1973 udgaven, hvilket jeg ikke kan fornægte ideen omkring. Der er intet Tin Machine, Nazi hilsener eller Angie Bowie, det er primært det gode og ikke det onde der klippes sammen i den knap to timer og tredive minutters “Bowie-trailer”, man med en vis kølig distance kunne kalde den.

Men det fornægter ikke Bowies plads i historien. Få den set i IMAX formatet, hvor lyden og billedet kun kan blive for stort til denne kunstner. Også selvom vi ikke rigtig kommer ind på ham.