Anmeldelse og interview omkring: A-ha: The Movie.

Foto: Daily Scandinavian.

Anmeldelse: Dokumentaren ´a-ha: The Movie´ forsøger at give os et dybere indblik i de tre norske træmænds indbyrdes konflikter, men forløses ikke tilfredsstillende.

Thomas Robsahm og Aslaug Holms dokumentar kommer tæt på de tre nordmænd, der dog ikke udviser nogen større interesse i at viderebringe deres interne konflikter.

Den norske poptrio A-ha brød i 1985 massivt igennem til både glitrende hitlister og bankende pigehjerter, primært båret frem af mega-hittet `Take on Me´ der stadigt rå spilles verden over. Senere, hovedsagligt i USA, forsvandt successen i takt med at et mere modent udtryk indfandt sig, og popgruppen har da også været opløst hele 2 gange. Nu forsøger de to norske filmmænd Thomas Robsahm og Aslaug Holm at komme lidt tættere på popfænomenet, der trods helt åbenlyse konflikter, stadig er Norges største musikexport.

Vi møder i dokumentaren bandet der igen gør klar til at spille deres signaturhit `Take on Me´ live foran et jublende publikum, og snart går fortællingen tilbage til barndommens gader i Oslo omkring 1974. Det er her de tre kommende superstjerner vokser op, i et land hvor der dagdrømmes væk i Englands farverige Top of the Pops udsendelser med spirende og inspirerende grupper som Queen og Soft Cell. Oslo er en by uden musikalsk udvikling der længe har stået i stampe, og de tre unge teenagere, sangeren Morten Harket og de dengang to guitarister Magne Furuholmen og Pål Waaktaar, vil invadere verden i håb om at blive den første Norske musiksucces. Men som i alle rigtige eventyr er vejen hård og lang, og det er først med en kontrakt med Warner Bros. i 1983´s udslidte London, at solen begynder at skinne. Det skal senere vise sig at en gammel sang Magne og Pål allerede have tumlet med som 14-årige, skulle blive det store vendepunkt ved indgangen til året 1985. Sangen hed `Take on Me´, og denne sang ville for evigt forandre gruppens liv. Sangen bliver dog kun krediteret til hovedsangskriveren Pål Waaktaar, og det skal desværre senere vise sig at blive at vedvarende problem. For hvordan opdeles den kunstneriske inspiration og hvordan fordeles den, hvis medlemmerne alle er stædige norske træmænd? Vil de nogensinde komme til enighed og dermed lave deres bedste musik?

Det hævdes at A-has samlede pladesalg ligger på mere end 55 millioner enheder og udgør dermed et af de mest indtjenende bands i verden. Bandet blev desuden opført i Guinness World Records- bogen for at have det største betalende koncertpublikum; de trak nemlig i 1991 et publikum på 198.000 på Maracanã Stadion under Rock in Rio festivalen. Lidt andre tal end danske Kandis må der siges.

Foto: Eventworld.

Nordmændene Thomas Robsahm og Aslaug Holm hævder at have lavet dokumentaren i håb om at få A-has musik ud til et bredere publikum, der kun kender gruppen for deres signatursang. De har dog også andre agendaer, for det skal vise sig at de tre norske herrer overhovedet ikke kan sammen. Keyboardspilleren Magne Furuholmen udtaler således at han ikke vil sætte benene mere i “det hvepsebo”, og alle tre bandmedlemmer bliver også kun interviewet hver for sig. De ankommer alle til koncerterne i hver deres bil, og hilser knap nok på hinanden når de mødes.

Filmen beskriver via gamle klip, interviews og i den særegnede `Take on Me´ tegnefilmsstil, hvordan denne udvikling har udviklet sig. Dette er alt sammen ganske godt og kreativt klippet sammen, men filmen har et problem når de tre hovedpersoner Morten, Pål og Magne er sådan nogle tørre norske træmænd, der alle både er bange for at blive snydt af hinanden, men også sjældent viser oprigtig interesse i at åbne op for følelserne.
Vi får ikke rigtig fortalt hvorfor filmen egentligt er lavet og hvorfor gruppen selv medvirker, men vi kommer alligevel ganske vellykket omkring knap fyrre års musikhistorie. Fra Oslos sneklædte gader i halvfjerdserne, over firsernes farverige optagelser fra klubber og tidstypiske `Top of the Pops´ klip til halvfemsernes uddøende MTV generation. A-ha virker dog utroligt uændrede. Kunne der ikke , udover skjorterne, knappes mere op?

Lidt ærgerligt, for A-ha ER et rigtigt godt band, med en masse gode sange på samvittigheden fremført at den stærkt fotogene og velsungne Morten Harket. Så hvorfor er det så svært at få dem til at åbne sig?. For det er under filmen helt tydeligt at de ikke kun kan undvære hinanden musikalsk, men primært set også kommercielt. Ingen af de herres solokarrierer har rystet noget særligt af sig, udover hos de norske pladekøbere, så det er fuld forståeligt at gruppen nu for tredje gang er samlet. Men gruppen syntes desværre aldrig for alvor at konstatere dette og deres sociale angst, til seernes frustration. Kan gruppen ikke selv høre de sammen har noget magisk?

Instruktørerne er selv Nordmænd. Måske hele kernen til problemerne skal indfindes i de Norske fjelde?

TheMovser interview med Thomas Robsahm i Grand biografen.

Hi, Thomas!

1. Du var 21 år gammel da A-ha brød igennem. Blev du fan med det samme eller tog det dig lidt tid, jeg tænker lidt på din dengang “fremskredne” alder?.
– Jeg spillede selv på dette tidspunkt og lidt før i et synthband, da A-ha brød igennem. Vi spillede dog en lidt mere mørk “goth” stil, inspirerede af bands som Suicide og Birthday Party. Men det at A-ha tog til London for at bryde igennem med synthinspireret musik, fik gjort mig interesseret. Specielt numrene `The Sun always shines on T.V. og `Hunting High and Low´ var fantastiske. Senere udgav de mit favorit A-ha album `Scoundrel Days´. Deres comeback med albummet ´Minor Earth Major Sky´ gjorde også stort indtryk på mig.

2. Prøv at forklare Norges reaktion på deres verdensgennembrud i 1985.
– Det var på dette tidspunkt helt uhørt i Norge. Norge var på dette tidspunkt nærmest et kulturelt uland. Bare tag de gentagne bundplaceringer i Melodi Grand Prixét med Jahn Teigen. Vi havde INTET musikalsk at tilbyde og så kom A-ha! Pludselig var vi kommet på det kulturelle verdenskort! Vi vandt jo også Grand Prix´et det år med Bobbysocks!.

3. Du har stor interesse i dokumentarfilm, så hvorfor en film om A-ha?
– Primært på grund af mit eget forhold som fan, deres ændring på den norske musikscene og fordi A-ha stadigvæk i dag er langt mere end bare `Take on me´. Specielt i forhold til den engelske presse.

4. Hvorfor medvirker du ikke selv i filmen som fan eller som fortæller og hvorfor er der ikke kommentarer fra fans i filmen?
– Jeg syntes ikke rigtig at det ville fungere i filmen hvis jeg selv skulle medvirke. Filmen skulle også gerne kunne fortælle sig selv. Med hensyn til medvirken af fans, havde vi faktisk kontakt med nogle. f.eks. en leder af en fanklub i Holland, der i starten fungerede. Men da vi så senere lavede interviewet var der for meget baggrundstøj osv., så det blev skrinlagt.

5. Hvorfor tror du at A-ha besluttede sig for at medvirke i filmen, og var de forbeholdne?
– Jeg tror, ligesom jeg, at de var interesserede i at vise omverdenen at de er mere end `Take on me´. Jeg kontaktede først deres manager der i første omgang sagde at det kunne jeg godt glemme. Senere viste Pål så interesse, ham spurgte jeg naturligvis først, senere Morten. Magne hørte jeg intet fra, så jeg tænkte: Øv, det var så det!, men han var bare i starten lidt mere forbeholden end de andre.

6. Jo tættere du kom på gruppens interne problemer, gjorde det filmens proces sværere at arbejde med?
– Ja måske specielt i forholdet til Pål. Han var den af de tre der havde de største problemer med at få deres problemer med i filmen. Heldigvis nåede vi ikke ud i de rigtig store opgør. Jeg kendte allerede til problemerne inden filmens start. Morten og Magne endte begge med at syntes om filmen og den ærlige udlevering af problemerne.

7. Havde du inden filmens start et favoritmedlem og blev dette ændret under optagelserne?
– Nej jeg har aldrig som fan et favoritmedlem, det er ikke noget der interesserer mig.

8. Vil du sige at Pål er gruppens/filmens største problem?
– Nej det vil jeg ikke sige. Han har sin måde at se tingene på. Faktisk er han det medlem der er mest imødekommen og med på de fleste jokes. De er alle sammen bare stædige. Pål skrev i øvrigt til mig at grundet filmen er han blevet bedre til tennis, det er typisk hans humor!

9. Det virker ikke altid som om gruppen er særligt interesserede i at deltage i filmen og få kigget på deres interne problemer. Er det et specielt Norsk DNA eller problem? Jo mindre snak des mindre problemer?
– Nej jeg tror ikke det er et specielt norsk problem. Det du ser i filmen ER A-ha, det er sådan de er. Selvfølgelig ved de godt at de er på og derfor påtager sig en “maske”, men ellers er det hele meget ærligt. Når man laver en film håber man altid på at få nogle få glimt af sandheden, der kan indfanges. Det er bare ikke altid at tingene udfolder sig som man ønsker.

10. Fandt du selv løsningen på deres største problemer?
– Løsningen til deres nuværende problemer skulle have været løst for længe siden gennem deres gamle manager John Ratcliff, omkring gennembruddet med `Take on me´. Havde han dengang fået løst problemerne med rettigheder osv. så sad vi ikke her. En anden ting er en større liniefordeling på sangskrivningen bandmedlemmerne imellem. Kan dette løses tror jeg vi har kimen til en fælles succes.

11. Hvem besluttede at interviewsene skulle indspilles separat?
– Jeg syntes at det var den mest ærlige måde at få de bedste svar på. Skulle jeg interviewe bandet kollektivt, ville bandet bare “dække sig ind” hos hinanden.

12. Magne spiller i slutningen af filmen en spændende og fantastisk sang, ved du om den vil dukke på A-ha´s næste album?
– Nej det ved jeg ikke, men den er pt. ude på Magnes seneste solo album `White Xmas Lies´. Sangen hedder ´A Punch-Up on Boxing Day´. Der er mange såkaldte solonumre der burde have været A-ha numre, hvis de ellers kunnet have været nået til enighed. Det bliver nok et mere “ballade” agtigt album, mere melankolsk album, næste gang A-ha udgiver noget.

13. Så her til slut vil du så sige at filmen handler om A-ha eller om kunstneriske ambitioner og er du tilfreds med din film?
– Ja den ender vel med at handle lidt om begge dele. Alt i alt er jeg ganske tilfreds med filmen, man må jo tage det med som man kan få?.

Vi når inden vores afsked at kalde A-ha for “The Richard Burton/Elizabeth Taylor of bands”, grundet deres indbyrdes forhold.