Anmeldelse: Paul Verhoevens ´Benedetta´.

Foto: EksBerliner

Paul Verhoevens ´Benedetta´ er en visuel og syndig “lækkerbidsken” af lesbiske nonner, lyst og tortur i det 17´ende århundredes Pescia.

Den kontroversielle instruktørs første film i fem år, giver katolicismens kvindesyn en svingende lussing, der giver associationer til Ken Russells ´The Devils´.

Den nu 83-årige hollandske visionær og instruktør Paul Verhoeven har lige siden gennembrudsfilmen `Tyrkisk konfekt´1973, aldrig været bleg for at forarge og chokere sit publikum. Dog har han altid formået at holde sine historier i fortællingens centrum og dette fortsatte han også forfriskende ufortrødent, da Hollywood fik øjnene op for ham efter filmen ´Den fjerde man´1983, som han mere eller mindre fik genindspillet under titlen ´Iskoldt begær´1992 med b.la. Michael Douglas og den trusseløse Sharon Stone i hovedrollerne. Ellers huskes Verhoevens Hollywood eventyr mest for den moderne Frankenstein fortælling ´Robocop´ 1987 og Arnold Schwarzenegger braget ´Sidste udkald´ 1990, før ´Showgirls´ 1995 fadæsen fik sat et gevaldigt kæp i hjulet for den iltre hollænder, der efter hans uinteressante ´Hollow Man´ 2000 atter vendte hjem til tulipanmarkene.

Hans forrige film ´Elle´ 2016´ var et kærkomment mindre comeback og nu vender Verhoeven tilbage til nye muligheder for chok og overskrifter, med nonnekloster filmen ´Benedetta´ og filmen er da også allerede blevet total forbudt i Singapore, grundet de ufølsomme fremstillinger af den katolske kirke. Især en homoseksuel scene mellem to nonner, der benytter sig af en træfigur af Jomfru Maria, efter at være blevet tilsnittet som en dildo, syntes at bidrage til dette.

Vi befinder os i det 17. århundredes Pecia i Italien, hvor bl.a. pesten hærger som en mørk væskende skygge over det katolske styre. Novicen Benedetta Carlini har nogle chokerende religiøse syner af Jesus – syner, der inspirerer hende til at udleve sit begær efter magt og seksuel tilfredsstillelse. Snart indleder hun derfor et lesbisk forhold til en nykommen nonne fra klosteret – noget som den katolske kirke ikke ser på med milde øjne. Dette bliver starten på en lavine af forhør og afsløringer, hvor b.la. det berygtede torturinstrument ´Angstens pære´ bliver anvendt, til de mandelige præsters fulde tilfredshed!

Ja så er seerne hermed advaret! Verhoeven er tilbage med lesbiske nonner, byldepest, hykleriske/korrupte præster, orgasmerystende kvindekroppe, blodig stigmata, udrensende tarmluft og en penisløs Jesus!

Foto: Metacritic.

”Benedetta” var nomineret til Guldpalmen i Cannes og til hovedprisen på San Sebastián International Film Festival, men Verhoeven måtte dog ende med at gå tomhændet hjem. Dette har dog næppe generet ham, for det er den første film i LAAAANGE tider, der kan indgå under genren ´Nunsploitation´, der havde sin storhedstid i 70´erne, hvor alle disse film var kraftigt inspireret af Ken Russell mesterværket ´The Devils´ 1971. Denne film er stadig totalforbudt i de fleste lande og udgiveren Warner Bros. har stadig filmen i den komplette ucensurerede form bag lås og slå, til filmsamleres store frustration.

Paul Verhoevens fransksprogede lesbiske nonnekostumedrama er løst baseret på Judith C. Browns bog fra 1986: ´Usømmelige handlinger: Livet ifølge en lesbisk nonne i renæssancens Italien´. Brown afslørede her den veldokumenterede historie om søster Benedetta Carlini, en ung kvinde der sluttede sig til et kloster i Pescia, Italien, i en alder af ni år. I årenes løb hævdede hun at have oplevet overnaturlige forbindelser med den hellige jomfru og Kristus sammen med mere erotiske visioner. Selvom efterforskningsmyndighederne afslørede beviser for, at hun havde forfalsket sine stigmataer og desuden engageret sig i seksuelle relationer med en anden nonne, bruger manuskriptet af Verhoeven og David Birke, den virkelige beretning som et startskud for noget tvetydigt og menneskeligt. Ikke overraskende er Verhoevens film en langt mere salig(saftig?) beretning, der dvæler ved lesbisk sex i grænseoverskridende scener. Men i sin kritik af kirken og deres militante afhøringer, der fører til tilståelser tvunget af vridnings- og kvalmefremkaldende tortur, hurtige domme og afbrændinger på bålet, har `Benedetta´ mere til fælles med tidligere nævnte The Devils´, end nogen af de lesbiske eksempler, der er dukket op i de seneste to år ( Ammonite , Portrait of a Lady on Fire, osv.). Det er overflødigt at sige, at der sker meget i Benedetta , og selvom det lejlighedsvis er en rodet forestilling, er det aldrig kedeligt.

Den belgiske skuespillerinde Virginie Efira lægger primært krop til hovedrollen som den muligvis sindssyge, men meget sanselige Benedetta, der skiftevis viser jomfruelighed og æggende erotisme, når hun ikke blødende og brølende giver efter for sin opslugende stigmata.
Ligeledes belgiske Daphne Patakia sætter også nøgenhed og krop ind med dansende erotisme, men filmens centerspil erhverves af veteranen 76-årige engelske Charlotte Rampling, der leverer filmens mest overbevisende spil. Rampling har i sin lange karriere aldrig været bange for udfordrende roller i film som Luchino Visconti´s ´De lange knives nat´ 1969, Liliana Cavani´s ´Natportieren´ 1974 og senest i Denis Villeneuve´s ´Dune´ 2021 og her velspiller hun igen fint og overbevisende som abbedissen Felicita med brændfarlig byldepest og heksebål.

Verhoeven beskriver sin nonne Benedetta ærligt og meget kropsligt, uden at fordømme og undgår at komme med forcerede forklaringer på hendes martyragtige gøren, men giver hende en rustning af lys, som der er en vis fascination i.

Danske Jens Jørgen Thorsen fik i 1992, efter flere års kulturstridigheder, udsendt sit makværk ´Jesus vender tilbage´. ´Benedetta´ er et godt modbud på HVORDAN den burde have været skåret, havde Thorsen haft et snit af talent i sin liderlighed.

Verhoeven siger i sin film: “Alle har ret til en synd”, men ´Benedetta´ gør det ikke skamfuldt.