Anmeldelse: Pixar´s `Soul` er en fantastisk afroamerikansk “himmelflugt”, men er det for børn?

Pixar er igen mageløst klar i spyttet, denne gang om en “average Joe” der finder sin livsgnist.

Pixars `Soul` er med animationsstudiets 23. og mest ambitiøse film til dato, årets film og muligvis allerede nu, en personlig favorit af Pixar klassikerne.

2020 har mildest talt været et underligt år, og blandt de mest ventede film for mig i år, var Denis Villeneuves `Dune` og Pete Dotcers `Soul´. Så hvor er det dog “heldigt”, at `Dune` nu er blevet corona udskudt,: for hvilken film skulle jeg mon ellers have valgt som årets film?

Joe er en midaldrende afroamerikaner, ugift uden børn, får stadig lappet sit tøj af sin mor og så er han musiklærer. Kort sagt Joe er en “TABER”. Eller det er i hvert fald hvad omverdenen, hans mor og han selv syntes. Joe drømmer imidlertidigt om, at blive en anderkendt musiker med fast job og en dag øjner chancen sig: han får en dag gennem en gammel elev helt ekstraordinært, chancen for et ´gig´ med den anderkendte jazzmusiker Dorothea. Men i glædesrusen over ENDELIG at få CHANCEN, lander Joe i et kloakhul…….og dør! Joe er nu på vej til himlen, helt mod sin vilje. Mon han kan nå at ændre dette, når han nu var så tæt på at leve det liv han drømte om og kan man overhovedet det i “himlen”?

Pete Docter er nok min favorit Pixar instruktør. Han står b.la. for perlerne `Op` fra 2009 og Ìnderst inde´ fra 2015. Docter har været i gang med `Soul´, eller `Sjæl` som den hedder på dansk, siden 2016 og det er noget der kan ses i denne fornøjelige, veloplagte men meget udfordrende fabel, om at lære at elske og værdsætte det man har.

Filmen centreres om de to sjæle: musikeren Joe, der ikke ønsker at dø, og pigen 22 (Joes såkaldte “hjælpementor” fra “himlen”), der allerede syntes “verdenstræt” uden nogensinde at have levet. Ja såmænd ønsker hun ikke engang at blive født(!!) her på jorden. De to synes at være uoverensstemmende partnere, men ender alligevel med at hjælpe hinanden med at lære vigtige livserfaringer undervejs.

Denne formel er en del af mange film – især Pete Docter’s, hvis film alle syntes historiefortalt og plotdrevet, omkring personernes følelsesmæssige rejse. Dette må dog ikke tages som en kritik.

Filmen er skøn spirituel uden at blive klistret religiøs, persontegningerne er glimtvis nogle vi “gider” at følge og som i vanlig Pixar stil, er både animation og stemmer “topnotch”.

`Soul´ er dog næsten umulig ikke at blive sammenlignet med et andet Pixar mesterværk nemlig ´Coco´, Pixar’s festligere, mere levende, mere musikalske, og mere meningsfulde(?) kig på liv og død, som provokerer en dybere og mere resonant følelsesmæssig reaktion end noget ´Soul´ fremmaner. Selv når man vejer ´Soul´ mod Docters egne film, er intet her så tårevædet eller katartisk som Bing Bongs farvel i `Inderst inde´ eller åbningen af de første 10 minutter af ´Op´.

Kløften mellem krop og sjæl ender faktisk med at blive en central del af ´Soul´, så det er bemærkelsesværdigt, at historien er stærkere og mere særskilt, når det kommer til specificitet af den legemlige, levende verden, end det er at forestille sig en “anden verden” blottet for kultur og kunst og familie. ´Soul´ føles derfor mest levende, eller i det mindste mere som sin “egen” film, når Joe kommer tilbage til Jorden. Filmens skildring af New Yorks jazzscene og Joes jordlige verden er levende realiseret, især i nabolagets barbershop, Half Note klubben, og dens respektive stamgæster. (Og jazz spiller en musikalsk fremtrædende rolle og lyder vidunderligt, med Jon Batiste der gengiver den oprindelige jazzmusik og Trent Reznor og Atticus Ross, der komponere den minimalistiske, æteriske score, hvilket gør Soul ligeså behageligt for ørerne, som det er for øjnene.)

Soul markerer Pixar’s første film med en afrikansk-amerikansk by, og sammen med ´Coco´, er det for det meste befolket af (og stemmer med) mennesker af farve.
En karakter som jazzmusikeren Dorothea Williams (udtrykt med cool autoritet af Angela Bassett), føles i `Soul` levende og har så meget nærvær, som var vi i en live-action film. Dette “lever” b.la. bedre end en den udveksling, Joe har med 22.

`Soul` ender slutligt som en slags animeret riff på ´Heaven Can Wait´, og er altså slet ikke hvad man forventer af en en “kids film”. Ikke engang “Bambi” gik så langt som til at dræbe sin hovedperson før åbningstektsten. Men “Soul” vil alligevel heldigvis ikke køre efter reglerne. Helt ærligt, kan dette ikke være en “kids film” for alle. Joe’s død i sig selv er ikke skræmmende, men det beder sit unge “Disney+” publikum om at anerkende spørgsmålet omkring dødelighed på en måde, uagtet teknik, få film tør. Og så fortsætter det med at bøje – selv om “form” kan være et mere præcist ord – deres forståelse af, hvad der sker før og efter “os” her på Jorden.

Filmen lander faktisk i sidste ende til, at være bedre egnet til det voksne Disney+ publikum. Som et animationsvar til Capra’s “It’s a Wonderful Life” eller Dickens ‘”A Christmas Carol” krydret med lidt livserfaring.

`Soul´ er altså i sidste ende, ikke et budskab børn har brug for at høre, når “juletømmermændene” siger godmorgen 25. december, selvom de sikkert nok ved at pizza har mest smag her på landjorden.

Men kære ALLE filmfans, se `Soul` som det denne anmelder vil kalde ÅRETS FILM!