Anmeldelse: Skipperlabskovsen er pilrådden og uden søkort, i mesterlige The Lighthouse.

Lidt pædagogisk indledningsbaggrund omkring fyrtårne og bibelske beretninger, for de ikke indviede:

Et fyr (og dertil svarende virkemidler) skulle efter sigende have tre funktioner:

– at give den søfarende oplysning om hvor vedkommende befinder sig,

– at vejlede et skib gennem et vanskeligt sejlbart område,

– at advare imod ikke umiddelbart synlige farer, fx lavvandede områder, sunkne skibe og undersøiske skær.

……og fra det bibelske, læs kristne budskab, fremgår det:

Vi må lade os lede af lyset

FYRTÅRNE har reddet utallige menneskeliv. Men for den trætte søfarende har et lys der ses i det fjerne, ikke kun det formål at advare om farlige klippeskær. Det fortæller også vedkommende at han snart er fremme ved sit bestemmelsessted. Som en parallel hertil nærmer Guds tjenere sig afslutningen på en lang rejse, en rejse der er gået gennem en farlig og åndeligt formørket verden. I Bibelen sammenlignes menneskeheden — folkemasserne som har fjernet sig fra Gud — med „det oprørte hav, der ikke kan falde til ro og hvis vande bliver ved med at opskylle tang og dynd“. Det er det miljø Guds tjenere befinder sig i. Ikke desto mindre har de et vidunderligt håb om frelse, og det er for dem som et pålideligt lys. Takket være Jehova og hans skrevne ord er „lys . . . brudt frem for den retfærdige, og fryd for de retskafne af hjertet“.

Brudstykket fra Edgar Allan Poe’s The Lighthouse, bliver fornemt fuldbragt.

Det forekommer sikkert vores læsere underligt at afgive lettere spoilers og punchlines i starten af en anmeldelse, men da herrens veje tilsyneladende er uransagelige, er det sådan vi starter denne gang. Amen!

Og hermed stopper så TheMovsers prædiken, og et mere normalt sprogbrug vil gælde.

At fastholde et fyrtårn som ankeret i denne historie, er virkeligt snedigt udtænkt af de to manuskriptforfattere og brødre: Robert og Max Eggers.

The Lighthouse er filmet i filmisk sort/hvid i gammeldags 1:19:1 ratio, og vi er i Robert Eggers mesterlige instruktion magisk henlagt til en anden tidsperiode og bogstaveligt talt, verden.

Vores historie, (meget)kort fortalt:

Vi er “ombord” i begyndelsen af det nittende århundrede og den erfarne fyrmester Thomas Wake begiver sig, sammen med den nye og noget yngre assistent Efraim Winslow, afsted mod en ikke navngiven ø.

Her skal de over en fire ugers tid, kun sporadisk afbrudt af proviant levering, alene passe øens fyrtårn.

Det skal dog vise sig at blive en fælles og indbyrdes kamp, med forstyrrelser fra både ydre og indre dæmoner, der alle er interesseret i at komme ombord på øens gæster og dets mystiske sjæleslugende fyrtårn.

Vil fornuften eller sindsygen sejre?

Dystopisk/psykologisk horror fabel med bibelske undertoner, fremført med stort skuespil og instruktion.

Det er altid en brandfarlig kombination at blande Edgar Allan Poe med bibelske værker, men The Witch instruktøren Robert Eggers viser igen med sikker hånd, fremragende skuespillere og lyssætning, hvordan sådan en opgave kan løses.

Det er jo egentlig en utrolig simpel historie: to ensomme mænd ankommer til endnu mere ensomt sted, hvor kun den “stærkeste” overlever.

Men 64-årige Willem Dafoes kaptain Haddock fra søulke helvedet, direkte udskidt fra Poe´s sorteste hjerne kroge og Robert Pattinson´s underkuede, men mere diabolske og hemmelighedsfulde karakter, tilføjer filmens historie nerve og karakter, vi ikke har en redningsbåd mulighed for at slippe ud af.

Dafoe når for mig her hans karrieres tinde, som han nu næsten kun kan falde ned fra.

Det er muligt at Pattinson er den næste Batman, men denne “fyrtårnet og de to bivogne” fabel burde ende som hans personlige twilight overgang.

Og heldigvis for det.

For vi bliver i tågernes Poe lakaj ikke sparet for skørbug fortællinger, fælles prutteri, solo onani og sømandsskrøner godt skåret for tungebåndet. Vi svømmer med ned af en syndflod af fælles pis, sæd og hummer gryderetter og samforliser med fordærvende havfruer.

Dafoes furede ansigt vises skånselsløst af fotograf Jarin Blasshckes knastørre men Fritz Lang ekpressioniske totalbilleder, der kunne freez frames til kollektive laptop minder for sortseende gothforherligende Bill Gates disciple.

Kun i Dreyers Vampyr, finder jeg federe sort/hvid billeder af samme stil finesse.

Mark Korven står for de musikalske billeder og hans lydbilleder flænser og revser vores salte øre muslinger og brænder os fast til biografsædet, så DFDS står til at udprinte flere afbudsrejser.

Sindssygens skatkammer i menneskehedens urhav.

Det bedste ville være at splitte sine egne bramsejl ad og se filmen alene i biografen, gerne i Grand, og betale de lidt over 12.000 kr det ville koste for en fuld sal. Men så mærker man også muggen, ensomheden og sindssygen ralle til tidevandets salte fuldemands opløsning.

Der drages normalt mod lyset, men i The Lighthouse venter kun mørkets ætsende forløsning.

Ja det er ikke Mågeklatter fra BonBon det her, men nærmere “Picnic at a very hanging rock”.

Filmen er ironisk nok produceret af Alene hjemme manden Chris Columbus.

Aye!

Tips:

Kast dig bare ud i det. Skipperlabskovs er en næringsrig, fedtfattig, mættende ret, der fortjener en renæssance. 4 personer. Arbejdstid: 30 minutter + 1-1½ times kogetid.