Anmeldelse: ´The Northman´.

Foto: Jobio

Robert Eggers afslutter sin “New England Horror Trilogy”, med intet mindre end verdens bedste vikingefilm: ´The Northman´.

Blod og afskårede lemmer serveres med brutal råstyrke, i ravnesort og visuelt imponerende vikingefortælling, der må forblive et skandinavisk svar på ´Apocalypse Now´.

Indenfor filmhistoriens mere end hundrede års sejlivede kulturdomæne, har det ikke skortet på fantastiske westerns, gangsterfilm, krigsfilm, sværd- og sandalfilm, samuraifilm og sågar glimrende stenalderfilm. Men vikingegenren har alle tider været et tyndt krus mjød, hvor ét af de små højdepunkter stadig er den mere end tres år gamle ´The Vikings´ af Richard Fleischer. Det var en glimrende og vellykket, set med nutidens øjne, mindre vikingefilm, der dog næppe kan betegnes som et mesterværk. Men NU dukker den altså op, denne ´The Northman´, der ikke blot er en fantastisk vikingefilm, men også en sand kunstnerisk triumf, der synes at være en tårnhøj mirakuløs umulighed i disse tider.

Robert Eggers og den islandske forfatter Sjón har i samarbejde med alverdens arkæologer og historikere verden over, inklusiv hjælp fra Roskildes Vikingemuseum, genskabt vikingetiden ned til mindste detalje, med dens stemninger, lokationer, beklædningsgenstande og mystisk overtro, så vi ikke blot TROR på vi er der, men i den grad FØLER vi er der. Som vi gjorde det med Francis Ford Coppolas ´Apocalypse Now´ 1979 og Alejandro González Iñárritu´s ´The Revenant´ 2015.

Året 895.

Den Shakespeare inspirerede fortælling med nordiske aner af Sigurd Fafnersbane, Beowulf-kvadet og de Islandske sagaer, fortælles blodigt om kongesønnen Amleth(nej ikke Hamlet!), der må flygte for sit liv efter at have set sin egen farbror Fjólnir(danske Claes Bang), skille sin kongefaders hoved fra kroppen. Den unge prins flygter derfor helskindet bort i en jolle, mens han igen og igen råber remsen: “jeg vil hævne min far, jeg vil redde min mor, jeg vil dræbe Fjólnir”. Mange år senere har Amleth(et nu visuelt imponerende muskelstykke af skuespilleren Alexander Skarsgård), vokset sig til en stærk kriger, der hærger langs de russiske floder. Men en mystisk seerske(en visuelt imponerende Bjórk), minder ham om sit barndoms løfte om at fuldføre sin blodhævn, der syntes skæbnebelagt. Amleth forklæder sig derfor som russisk slave og som træl bliver han solgt til den nu Islandske leder Fjólnir. Amleth er nu tættere end nogensinde på sin blodhævn, men vil han finde fred som Odins kriger ved porten til Hel? For først skal Amleth opsøge en åndemaner der fortæller om et magisk sværd, som er begravet i en stor konges gravhøj. Forsegles nu de blodige skæbner?

Foto: Playlist

Robert Eggers er en vaskeægte “auteur”, der sikkert ville have mere end vanskeligt ved at tilpasse sig det “rigtige” Hollywoods normer og paragraffer, og heldigvis har ´The Northman´ s imponerende 90 millioner dollars budget ikke fået ham til at skrue ned for de kunstneriske ambitioner. Snarere tværtimod! Om filmen så er Robert Eggers “Final Cut” af versionen, må historien og Hollywood så senere vise.

Min favoritfilm for 2019 var hans fantastiske ´The Lighthouse´ og hans ´The Witch´ fra 2015 var én af de mest vellykkede horrorfilm de sidste 25 år. Om det er fordi Eggers er vild med fortidens og historiens ondskab, der gennemsyres af hans fascination ved menneskets primitive brutalitet, skal jeg ikke kunne sige. Men Eggers har med sin nu fuldendte trilogi bevist, at han er én af de få filmskabere der skal følges nøje, de næste forhåbentlig halvtreds år frem. Fortsætter han med at mørbanke mit legeme, bliver jeg yderst tvivlsomt vegetar!

Storfilmen flankeres af stort skuespil, hvor Alexander Skarsgård og danske Claes Bang spiller de to gnistrende modpoler Amleth og Fjólnir, der til sidst blodigt forløses på lava ejakulerende vulkaner, i en scene der føles som taget ud af den berømte afslutningsscene fra Ken Russells ´Når kvinder elsker´1969. Det er maskulinitet i yderste potente form.

De to kvindelige hovedpersoner spilles lige så gnistrende af henholdsvis Nicole Kidman som Dronning Gudrún, der er virkelig imponerende som djævelsk moder med kyniske karriere motiver. Én af hendes bedste roller i lang tid, der dog desværre ikke altid skjuler hendes lettere fejlslagne kosmetiske opstramninger. Men det klæder ironisk nok filmen, der ynder at vise sin brutale natur i al sin “skønhed”.

Anya Taylor-Joy spiller Amleths håb og kærlighed Olga, der igen beviser hvorfor den lysende stjerne er værd at holde øje med. Også talentet vokser i hendes mave. Desuden medvirker b.la. Willem Dafoe og Ethan Hawke, der naturligvis også spiller upåklageligt.

Det fantastiske og meget autentiske vikinge score er komponeret af Robin Carolan og Sebastian Gainsborough, der imponerende er deres første filmscore. Det lyder som en Hans Zimmer med tredive års erfaring. Dette må udmøntes med en Oscar nominering!

Jarin Blaschke og Craig Lathrop, der også leverede de brillante billedmætninger på Eggers ´The Lighthouse´, er her tilbage med fuld kraft, der ikke kan undgå ditto Oscar nomineringer. En kraftpræsentation større end Will Smiths! Linda Muirs kostumer er også i en særklasse for sig.

Det har taget sin tid, ja mere end hundrede år, men nu har vi endelig fået DEN vikingefilm vi har ventet så længe på. Så gør det ikke noget at hjertet er ravnesort af blodig hævntørst!

For Valhals port venter!