Anmeldelse: Top Gun: Maverick

Foto: Cinemablend

Anmeldelse: Tom Cruise og hans seneste bedrift ´Top Gun: Maverick´, er et fantastisk stunt af en tyngdelovsophæver, der frembringer ægte “GOOSEhud”.

59-årige Tom Cruise vender efter 36 år tilbage som en olympisk mester i gennembrudsrollen som Pete “Maverick” Mitchell i IMAX baskeren, der SKAL ses biografen!

Tom Cruise må simpelthen komme fra en anden planet, for denne tyngdelovsophævende Dorian Gray karakter fra Hollywoods inderste cirkler, vender igen tilbage i mildest talt topform med en efterfølger, der faktisk ikke burde have den jordiske chance for hvor god den er.

Piloten Maverick(Tom Cruise) lever sit drømmeliv. Han flyver stadig flådens jetjagere, hvor han som testpilot kan prøve sine talenter af på de sidste nye maskiner. Han er en fri mand: ingen kone venter ham med varm mad, ingen børn styrer hans fritid og vennerne findes på jobbet. Men en dag beder hans gamle kollega Iceman(Val Kilmer), nu en firestjernet general, ham om hjælp. Han tilbyder nemlig den lettere frie fugl Maverick, at påtage sig opgaven som træner for den seneste gruppe af nye piloter. De skal nemlig gøres kampklare til en mission i et fremmed terræn omkring en undergrundsbunker, der bestemt ikke er for kyllinger. Blandt eleverne findes dog til Mavericks store overraskelse, også hans gamle ven Goose´s søn Bradley(spillet af Miles Teller). Maverick går nemlig stadig rundt med store skyldfølelser omkring Goose´s skæbne fra den første `Top Gun´, og han vil derfor gøre alt for at Bradley ikke skal findes i de samme kapitler. Men hvem er i virkeligheden klar til den livsfarlige mission og mon Maverick endelig finder sin store kærlighed i bartenderen Penny(Jennifer Connelly)?.

Det hører som bekendt til de yderste sjældenheder at en filmopfølger er bedre en originalen og i særdeleshed når en efterfølger kommer 36 år efter den første, som i dette tilfælde er en opfølger til den ikoniske 80´er klassiker ´Top Gun´ fra 1986, som Ridleys lillebror Tony Scott instruerede. Filmen lignede hvad den skulle dengang: en time og halvtreds minutters forløsning af virkelighedsflugt, kombineret med en vaskeægte patriotisk tilgang af amerikansk tyggegummi propaganda med flotte solnedgange over svulmende kavalergange og skjult olieindsmurt “homo eroticism”, tilsat et hitsikkert ti millioner sælgende soundtrack.

At der skulle gå 36 år før den 357 millioner i datidens dollars omsatte blockbuster fik sin to´er, findes der nok ikke nogen direkte forklaring på, men i lighed med George Millers ´Mad Max: Fury Road´ fra 2015, hvor der jo “kun” gik 30 år fra ´Mad Max i tordenkuplen´, har det utroligt nok været ventetiden værd!

Det er en mere moden og eftertænksom Maverick vi møder her i 2022. Vi kan stadig kende ham, men der er kommet en større klarhed frem omkring hans karakter, både hans styrker men også hans svagheder. Det er en del af filmens styrke at vi mærker den ensomhed det er, at stå alene som en vinder som Maverick. “Din art er ved at uddø”, som det klædeligt siges. Og nå ja, så kører han i øvrigt stadig på motorcykel sådan 1986-agtigt uden styrthjelm!

Foto: Cinemablend

Men filmens største styrke er absolut de åndeløse scener bag cockpittet i de virkelige scener hvor INTET cgi bliver brugt. Det er et fascinerende skue, hvor man kun kan håbe at Star Wars og andre serier ligeledes vil følge virkelighedstro op.

Action sekvenserne er nemlig meget mere spændende og gispende medrivende end i originalen!

Du føler nemlig, at du virkelig ER i cockpittet blandt disse piloter, og det er fordi du vitterligt ER i cockpittet med dem. Alle skuespillere gennemgik nemlig under optagelserne intens flyvetræning og fløj faktisk de rigtige fly. I den henseende føles filmen faktisk som et nærmest nostalgisk tilbageslag til en tabt æra af praktisk filmskabelse, før de computergenererede visuelle effekter senere overtog Hollywood. Man begynder hurtigt at forstå, hvorfor Cruise, den kreative kraft bag filmen, var så drevet af at lave den: Ved at fortælle en historie, hvor ældre og yngre piloter støder hoveder, forsøger han at vise os, at der er plads til, at det gamle og det nye stadig kan eksistere harmonisk side om side.

Alt ved filmen er dog ikke lige rosenrødt(eller er det blåt?). Filmens midterstykke tynges lidt af den ikke særligt overbevisende historie omkring Maverick og dennes nye kærlighed Penny Benjamin, der spilles med let kølig distance af Jennifer Connelly. Det er dog ikke hendes fejl, men hende og Cruise har ikke den fornødne kemi og scenen med Cruise der kravler ud af vinduet som en forsmået teenager fordi mor Penny ikke vil afsløres i en “one-night stand” over for sin teenagedatter, falder lige så tungt som Cruises bagdel på jorden. Og selvom historien i ´Top Gun: Maverick´ er mere fyldig denne gang end i originalen, er der heller ikke tale om en snarlig manuskript overrækkelse af en Pulitzerpris.

Dette skal dog ikke forstås direkte negativt, for der kan fuldt fortjent gives en 5-stjernet biograf anbefaling, med stort G-tryk, herfra!