Dark Waters

Chernobyl 2

Når jeg siger den her film er Chernobyl 2, så er der flere ting som spiller ind. Først og fremmest er filmens stil og stemning, som taget ud af Chernobyl mini-serien, som sidste år blev en af mine yndlingsserier, nogensinde! Den mørke stil og det skræmmende realitetstjek, holder dig aktiveret hele vejen igennem.

Dark Water bytter dog atomkraftværket ud med kemikaliefabrikken DuPont, som gør alt hvad de kan for, at Rob Bilott (Mark Ruffalo) ikke skal finde frem til sandheden omkring deres produkter. Men selvom Rob møder meget modgang, så står han fast og bliver ved med at grave dybere og dybere i DuPont historie.

Den Lille Mand

Mark Ruffalo spiller rollen som den lille mand imod den store maskine, Perfekt! Lige fra starten af, så glemte jeg alle andre film, som jeg havde set ham i og så ham kun som advokaten Rob. Hele vejen igennem føler vi Robs kampe igennem ham, en mand som altid er blevet rykket rundt og har holdt sig for sig selv, finder sit kald som giganternes største fjende.

Robs kone Sarha Barlage Bilott, bliver spillet af Anne Hathaway. Hun er den hjemmegående husmor, som støtter op om sin mand og selvom det kan virke som en kedelig rolle for mange, så gør Hathaway rollen meget vigtig. Specielt i en scene, hvor hun efter en hel film i baggrunden træder i karakter, så vi igennem hende lærer mere om Rob.

Noget af det som filmen gør rigtig godt, er at den næsten hele vejen igennem er knivskarp fokuseret, budskabet er i førersædet. Den tilføjer ikke unødvendigt familiedrama, ikke for meget, men heller ikke for lidt, kun lige nok til, at det får det naturlige og menneskelige frem.

Grådighed

Filmen er en illustration af menneskers grådighed, hvordan penge kan tage over hos folk, som så lægger alle menneskelige værdier fra sig og lader grådigheden diktere. Som parallel til dette har vi Rob Bilott, manden som kun kan følge det han ved er rigtigt, selvom det nogle gange virker som selvmord.

På det punkt minder den mig meget om The Big Short, hvor Steve Carell spiller en lidt lignende rolle, som dog har en meget større følelse af brutal håbløshed til sidst. Mark Ruffalo spiller rollen med langt mere ro, hvilket giver hans udbrud større kraft. Derudover er Dark Waters bestemt ikke en komedie, men selvom tonen er mørkere, så deler de et fælles budskab om løgne og bedrag.

Det kan virke som en deprimerende historie, at vide de store firmaer får så frie hænder som de gør, hvilket denne film viser os. Men så længe nogle er villige til at kæmpe for sandheden, så er der stadig håb.

Mark Ruffalo

Det her er for mig, den bedste performance fra Mark Ruffalo, men ikke hans bedste film. det er kun fordi, han normalt altid er en del af et større stjernecast, hvor han aldrig får hovedrollen. Dark Waters er filmen, som for alvor viser ham i hovedrollen, ud af filmens 126 minutter, så er han med 90 % af tiden og hvor er jeg glad for det.

Han har alt for længe været en urimelig undervurderet skuespiller, som ofte skal spille andenviolin til de andre Hollywood stjerner, blandt andet i Shutter island (Leonardo Dicaprio), Collateral (Tom Cruise), Eternal sunshine of a spotless mind (Jim Carrey), Spotlight (Michael Keaton), Foxcatcher (Steve Carell) og i Marvel Universet, hvor han spiller Hulk overfor alverdens superhelte.

På trods af dette, så har Mark altid haft et talent for at stjæle scenerne fra de andre, hvilket har kastet tre Oscar nomineringer af sig, for Best Performance by an Actor in a Supporting Role. Lad os håbe at Mark får flere hovedroller og måske snart også den Oscar han fortjener.

En meget undervurderet hovedrolle fra Mark Ruffalo, kan ses i filmen What Doesn’t Kill You (2008).

Instruktøren Todd Haynes

Jeg har haft lidt blandede oplevelser med Todd Haynes, hans stil er ofte et lidt hit or miss for mange. Personligt har han nu ramt plet to gange, først med sin film Carol, tilbage i 2015, med Cate Blanchett og Rooney Mara i rollerne. Her vises hans evne for at genskabe en tidsalder og langsomt bygge karaktererne op, så publikum begynder at holde af dem og føler deres smerte i modgang.

Replikken der skilte sig ud for mig i denne film, sammen med den øgede mistillid til verdenen, er ordene ’’Good Job’’, det er måske lidt svært at forstå, til jer som endnu ikke har set filmen. Men i det øjeblik de ord bliver sagt til vores hovedkarakter, faldt der en bølge af lettelse over mig og en tanke ramte mig, ”ENDELIG, det var på tide nogen sagde det til ham!

Det er det som Haynes kan, han kan bruge 90 min på at bygge forholdet mellem karaktererne og publikum op. Så lige pludselige, så skal der ikke mere end en meget simpel replik, til at ramme os i hjertet. Det samme skete med Carol, hvor replikken ”and we are not ugly people” havde samme effekt på mig.

Endnu en dejlig overraskelse, midt i corona nedlukningen.