MovSer

All about movies and series

Filmanmeldelse: Amsterdam Filmanmeldelse: Amsterdam
Med sin første film i 7 ür, er David O. Russell i sÌdet som instruktør og forfatter, af et periodestykke i mellemkrigstiden af to... Filmanmeldelse: Amsterdam

Med sin første film i 7 år, er David O. Russell i sædet som instruktør og forfatter, af et periodestykke i mellemkrigstiden af to verdenskrige. Russell, en instruktør af exceptionelle talenter, har vundet Christian Bale, Jennifer Lawrence, og Melissa Leo både Oscar-nomineringer og statuetter for karrieredefinerende roller. Med ‘Amsterdam’, sigtes endnu efter priserne, med en stjernespækket besætning af de mest prominente skuespillere, i denne “inspireret af en sand historie” dramedy. 

I året af 1933, finder de to soldaterkammerater Burt Berendsen (Christian Bale) og Harold Woodman (John David Washington) sig indviklet i efterforskningen af deres tidligere generals død, der er sket under mystiske omstændigheder. Sammen med deres bedre tredjedel Valerie (Margot Robbie), som de fandt sammen med i Amsterdam i efterkrigstiden af ‘Den store krig’, efterforsker de en af Amerikas mest skandaløse komplots.


Ensomt pĂĽ toppen

Med ‘Amsterdam’, er denne Christian Bales tredje transformative filmrolle med den kontroversielle instruktør. I ‘American Hustle’ som bondefanger, ramte han loftet med 104 kg, og for sin Oscar-vindende rolle i ‘The Fighter’ som misbruger, en vægt på 65 kg. Med glasøje, rygbøjle, og karakteristisk ansigtsprotese, manifesterer Bale sig i Burt Berendsen, der som permanent såret veteran, er et omvandrende spil klodsmajor. Bale viser en unægtelig dedikation til sin metodiske rolle i ‘Amsterdam’, der saboterer resten af rollebesætning, der enten ikke kan eller gider at følge med ham. 

Medstjernen John David Washington, der bedst gjorde sig bemĂŚrket i Christopher Nolans ‘Tenet’, giver nemlig minimal autenticitet til sin sorte jurist i 1930’erne. Et par timers skuespilundervisning fra sin legendariske far kunne virkelig ikke have skadet, og der er til min undring, at instruktøren ikke har bedt om lidt mere professionalisme fra den tidligere sportsstjerne. Margot Robbie, som kĂŚrlighedsinteressen til Washington, gør som set før, mere end blot en Hollywood-skønhed, men er bagbundet som upĂĽlidelig fortĂŚller – en rolle der nĂŚgter hende nĂŚrvĂŚr som sidste stykke i trioen. Hendes forhold til Washington er ogsĂĽ kemiløst og kedeligt, hvilket underminerer deres kontinent-krydsende bĂĽnd. 

Imellem Christian Bale, der som den eneste giver sin bedste karikatur fra tidslommen, og John David Washington der kæmper med, at løsrive sig fra sit gadedrengssmil, befinder sig også Chris Rock der genindspiller sketches fra sin stand up comedy, Taylor Swift med en håndfuld livsløse linjer, og Mike Myers som opretstående kadaver. De to øvrige Oscar-vindende, Rami Malek og Robert De Niro, leverer også karrierelavpunkt som ellers nødvendige aktører til komplottet. Som funklende øjeblikke, er Zoe Saldaña og Anya Taylor-Joy scenestjælende, men spredt ud som for lidt smør på for meget brød. De to, sammen med Margot Robbie, er så soigneret og smukke at iagttage, at enhver tvivl om årtiet og dermed autenciteten endelig sætter sig i baghovedet. Var det ikke for en udmærket scenografi, og filmens rige kostumedesign, ville det være uden pegen fra karaktererne, hvornår og hvor i verden “historien om ‘Amsterdam’” finder sted.


What the faux?

Som komedie, har ‘Amsterdam’ svĂŚrt ved sin identitet, og forsøger, at lĂŚne sig op af andres mestervĂŚrker. I et domĂŚne hvor instruktører som Wes Anderson, og Adam McKay allerede har skrevet deres signatur med blĂŚk, vifter Russell forpustet i baggrunden med sin skitse. Alle deres klichĂŠer bruges, i forsøg pĂĽ, at vedligeholde fnis i det langt ude narrativ – men det lykkedes for det meste ikke, i denne langtrukken imitation.

Som drama, og relief til sin virkelige historie, drukner ‘Amsterdam’ også i voice-over monologer, der beskriver plotudvikling i stedet for at vise den. Det er kedelig fortælling, når der ikke engang kompenserer med en god sans for komisk timing. En svag analogi om hvordan korporatisme kan lede til facisme er også tåkrummende bagefter, når helheden af ‘Amsterdam’ føles uægte, og som en parodi af virkelige hændelser. 

Svaghederne i filmen kulminerer i en triviel filmoplevelse, der ikke laver aftryk, og ligesom ‘Thor: Love & Thunder’, spilder Christian Bales talent. ‘Amsterdam’ kan ses som David O. Russells første forsøg pĂĽ, at lave en Wes Anderson-plagiat – hvilket ogsĂĽ viser sig, at vĂŚre filmens største kritik og vĂŚrste kompliment.

 

Spread the love

Philip

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.