Filmanmeldelse: Beast

Instruktøren Baltasar Kormákur, der tidligere har inviteret publikum til det højeste punkt på jorden i ‘Everest’, og i eftervirkningerne af en orkan midt i Stillehavet i ‘Adrift’, har vist flair for det værste tilfælde i de mest hostile omgivelser. Med ‘Beast’ inviterer Baltasar denne gang på safari, i en reinkarnation af ‘Jaws’ under Sydafrikas varmeste sol.

Idris Elba, som faren Dr. Nate Samuels, vender med sine to teenagedøtre tilbage til deres mors hjemsted for, at forbinde til både hende, men også til hinanden, i en forsoning hvor naturen af Sydafrikas bush ingen nåde viser, når familien og guide (Sharlto Copley) pludselig fanges i hævntogtet mellem griske krybskytter og en uhæmmet løve på rov. 

Fatal safari

Det er ingen beskeden bedrift, at mennesket har udkonkurreret samtlige rovdyr der stod øverst i deres fødekæde, og gjort sig herre som den dominate race på Jorden. En bedrift der samtidig har fået os til, at glemme den dødsfrygt, når øjne låses med et apex rovdyr i sit element. Med ‘Beast’ genskabes disse krydsende øjeblikke i en visceral og eskalerende fortælling, der benytter alle moderne teknikker til, at virkeliggøre familiens overlevelse.

Iscenesættelsen af safarien viser filmfotograf Philippe Rousselot i sit es, der formår med “long takes”, at komme tæt nok på skuespillerne til, at kunne se deres svedperler, og samtidig fange solen gå ned i horisonten i ét. Det er svært ikke at blive købt ind i indlevelsen, og endda føle en form for æresfrygt med disse mangfoldige scener – der er ligeså effektive i nætternes virvar. Speciel effekterne af og omkring løven er især elitært, og gør Disney’s udøde “live action” filmatiseringer til skamme. Det er ikke perfekt, men levende nok til, ikke at kolliderer med nogen “uncanny valley”.

Steven Prices rivende guitarstrenge lægger også et anspændt soundtrack, der er ligeså effektiv som den genre-beslægtede film ‘Gravity’, som komponisten også kan krediteres for. Det er en kalkuleret sammensætning af filmmager der opløfter ‘Beast’, men det er præcis matematik som mange andre skrækfilm bør bestræbe. Her kan nævnes instruktørerne Jordan Peele og James Wan, der går ligeså manisk op i detaljerne, hvis ikke én ligning bedre.

Overlevelse i fokus

Der dedikeres ikke meget til en karakterudvikling i ‘Beast’, men healing af familien, manifesteres i deres sammenhold mod en territorial løve med seriemorder-tendenser. Især døtrene fanges ofte som irrationelle, men er man godt købt ind til dette mareridt scenarie, der er en kamp om overlevelse mod tiden, og kun tæller ned mod deres sikre død, bør de dummeste handlinger i bagklogskaben ses som de mest realistiske. 

Baltasar Kormákur er ikke en instruktør man automatisk associerer som gyser-connoisseur, og slet ikke i kaliber med Spielberg, men med ‘Beast’ formår han, at bringe relevans og uhyggen tilbage til sydafrikas slette, med et flair af ‘Jaws’, og teknisk snilde på niveau med Alfonso Cuarón. Filmen er simpel i sin fortælling, men ligeledes optimeret i sin niche, og topper fødekæden side om side med ‘Crawl’ der overraskede følgere af skrækfilm i 2019.