MovSer

All about movies and series

Filmanmeldelse: Dolittle Filmanmeldelse: Dolittle
Dr. Dolittle blev først introduceret i 1967, som en musical der floppede katastrofalt, men de fleste forbinder nok navnet med Eddie Murphy komedierne af... Filmanmeldelse: Dolittle

Dr. Dolittle blev først introduceret i 1967, som en musical der floppede katastrofalt, men de fleste forbinder nok navnet med Eddie Murphy komedierne af samme titel, som udkom i slut 90-erne/start 00-erne.

Murphys film var proppet med teenage-humor, falde-på-halen jokes og virkelige dyr med animerede munde.

Nu får vi så en 2020 opdateret, moderne version af doktoren, i form af Robert Downey Jr. omgivet af animerede dyr i den virkelige verden.

Resultatet er lige dele bizart og til tider overraskende velfungerende.

Vi ankommer i bizar-land

Det tog mig dog lidt tid at vænne mig til de animerede, talende dyr, og de første 15 minutter af filmen trak mig ind og ud af historien, da mine øjne (og hjerne) ikke kunne vænne sig helt til at se Robert Downey Jr. tale med animerede dyr.

Men så igen, når først du har set Cats, er der nærmest intet som kan skræmme dig længere i ‘the uncanny valley’.

Da Dolittle først begynder at drage ud på sit oceaniske eventyr besluttede jeg mig for bare at læne mig tilbage og ignorere filmens bizarre præmis – hvordan skal man ellers komme igennem den?

Historien kom igang og filmen kørte pludselig med fuld fart fremad til nye farverige miljøer, karakterer og… ja, flere talende animerede dyr.

Til Dolittles forsvar, vil jeg dog sige at det som voksen ofte er nemt at køre død i børne- og familiefilm, men Dolittle er overraskende engagerende, humoristisk, og sørger for også at smide et par jokes ind her og der som kun voksne vil forstå.

Den gør sit bedste.

De originale stemmer

Dolittle vises med både dansk og original tale. Da jeg så den originale version, kan jeg kun tage stilling til de engelske stemmer, og de gør det fremragende, med store navne som Emma Thompson, John Cena, Selena Gomez, Tom Holland, Octavia Spencer og mange flere på rollelisten.

Særligt Emma Thompson som papegøjen, Poly – Dolittles mest trofaste ven – og Rami Malek som den angst-fyldte gorilla Chee-Chee er sjove og gør det godt.

Blandt filmens ‘virkelige’ personer, finder vi en fremragende casting af Martin Sheen som superskurk (komplet med et fjollet navn og endnu mere fjollet skæg), og Antonio Banderas som en piratkonge på en piratø.

Dolittles assistent, den unge Stubbins (Harry Collett), er også god, men total anonym og kun til stede for at børnene har nogen at relatere til når de ser filmen.

Stubbins har et meget passende mantra af “Hvad i alverden foregår der?!” og “Nah, lad os bare se hvad der sker”, hvilket perfekt matcher de to følelser man konstant sidder med under denne film.

Hvis du skal se den med de mindste

Lad os sige at du er træt af at se Frozen 2 om og om igen, og nu skal der noget nyt på biografmenuen. Dolittle er ikke det værste du kan vælge.

Først og fremmest er der ikke nogen sange med, og tilsyneladende heller ikke et hav af merchandise du bliver tryglet om at købe bagefter – så langt, så godt!

Men:

Dolittle er lidt lang for en børnefilm (104 minutter), og jeg sad da også lidt halvbekymret og kiggede på uret til sidst, da jeg ved at børnevenlige film normalt vil afrundes efter 80 minutters tid.

Jeg fandt senere ud af at filmen ‘frarådes børn under 7 år’, hvilket måske i højere grad skyldes spilletiden end indholdet.

Der er lidt voldsomme scener på piratøen, med piratkonge Antonio Banderas og hans tiger (hvis stemme er frygtindgydende indtalt af Ralph Fiennes), så her er det måske et godt tidspunkt at trække de mindste ud til en 10 minutters pause – I går ikke glip af noget vigtigt i den tid alligevel.

Skal du se den?

Jeg vil sige at Dolittle overraskede mig. Den er farverig, eventyrlig, fantasifuld, velfortalt og heldigvis langt fra 90’ernes Eddie Murphy version. Det er som om at Stephen Gaghan og hans team virkelig har fundet en plads til Dr. Dolittle, som en børnevenlig dyrehelt som spreder empati og venlighed i verdenen, omgivet af farverige, sjove dyr.

Jeg er stor fan af ideen om en moderne superhelt hvis evne er empati og at lytte, fremfor at slås og smadre ting, men hvis du ikke har børn der vil se den, så bare lad den ligge – den egner sig bedst til børn og unge.

Filmen har premiere d. 23-1-2020

Spread the love

JaneValeur

Professionel nørd med svaghed for gysere, indiefilm og dokumentar.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.