MovSer

All about movies and series

Filmanmeldelse: Men Filmanmeldelse: Men
Hvor længe kan følelsen af skyldfølelse hjemsøge en kvinde? Det er et spørgsmål auteur Alex Garland forsøger at svare på katartisk, i en surrealistisk... Filmanmeldelse: Men

Hvor længe kan følelsen af skyldfølelse hjemsøge en kvinde? Det er et spørgsmål auteur Alex Garland forsøger at svare på katartisk, i en surrealistisk Stephen King-præmis med absurd billedlig ‘body horror’, der mætter selv inkarnerede Cronenberg fans, imens de længes efter ‘Crimes of the Future’. Garland, både som instruktør og forfatter på ‘Men’, har gjort en karriere ud af, at tage konventionel sci-fi tematik, og redefinere med egen trademark af karakter melankoli, psykologisk gys, skarp cinematografi, banebrydende special effects, og stemningsmusik med identitet. Med film som ‘Ex Machina’, og ‘Annihilation’, samt den intellektuelle drama serie ‘Devs’, har instruktøren kultiveret sit eget domæne med triumf, og derfor er forventningerne af hans tredje spillefilm med længsel og særlig spænding.

I ‘Men’ har enken Harper, spillet af Oscar-nominerede Jessie Buckley, søgt flugt og lejet et hus i en landsby for, at komme væk fra traumatiserende rammer, efter hendes mands dødsfald. Det afsides hus udlejes af en gammeldags gentleman ved navn Geoffrey, spillet af den mangefacetteret Rory Kinnear, som gør sit bedste for, at gøre opholdet behageligt for Harper, og uden at overtræde hendes personlige grænser. I hendes nyfundne idyl findes en fin have med egen æbletræ, og kun få minutters gang til frodig skov med tilsvarende engelsk vejr. Med fornyet energi, går Harper en tur i skoven, hvor hun snubler over en gammel og efterladt tunnel. Tunnellen er lang, og genlyder ligeså med lange ekkoer, hvor Harper leger med sin rugende vokal og laver korte melodier. Pludselig laver tunnelen lyde tilbage som ikke er hendes, og hun spotter en skikkelsen af en mand for enden, som støt bevæger sig imod hende. Af frygt, løber hun vildfaren genvej gennem træerne, og ender ved foden af en mark. Stolt af sin bedrift, tager hun et billede af nogle huse hun er løbet forbi, men opdager en nøgen mand på fotografiet, og hun søger hastigt hjem. Dette er den første af mange mænd, der passivt-aggressivt forfølger Harper igennem ‘Men’.

 

Byrden de afdøde efterlader

Harper er uagtsom i sin mands ende, og som sit katariske kapitel, er det op til fortolkning om han begik selvmord eller døde ved ulykke. Inden dødsfaldet havde de et skænderi, hvor hendes mand James – spillet af Paapa Essiedu – slog Harper, efter at have truet hende med selvmord. Dette er katalysatoren for hendes manglende skyldfølelse, og i hendes øjne, fremstår alle mænd nu indtrængende. Hun ser mændene forskellige, men for publikum af ‘Men’, bærer de alle samme ansigtstræk, spillet med fremragende teater af Rory Kinnear. Det er en hammerende metafor, der både gør filmen eksperimental og komisk, men på sin vis også patroniserende; “alle mænd er ens”. Jessie Buckley formår heller aldrig, at hæve Harpers kompleksitet som kvinde, og efterlader en forglemme præstation, der er ubyttelig med helst en anden fra Garlands tidligere casting. Med sit forsimplet narrativ der ikke bevæger sig uden for filmens metafor, er det næsten et must med stærke aktører gennem hele skuespillet. Hedensk symbolisme er også i overflod, der kræver indblik i bibelsk materiale ‘Men’ aldrig præsenterer fuldt forståeligt eller sætter ord på. Der er meget at afkode på kort tid, men det føles ikke besværet værd, at forstå hvad Garland har valgt at sige inkonklusivt.

‘Men’ leverer dog den særlige spænding i sin tredje akt, hvor surrealisme tager overhånd med nogle af Garlands mest skamløse og goriske billedsprog. Også i denne film, brillierer han sit visuelle med medfødt talent, og kun få gange bliver illusionen brudt af en “uncanny valley”, der påklistrer Roy Kinnears aldrende ansigt på et barn.


Mænd af få ord

‘Men’ bruger meget af sin spilletid på, at modne sin myte, som bare ikke er belønnende nok i filmens surrealistiske afslutning, der heller ikke efterlader en større smerte, end at rive hud af omkring sin negl. Som et forstyrrende gys, med flade jumpscares, er filmen Alex Garlands mindst ambitiøse projekt, der føles mere som hjemmearbejde end en helhedsoplevelse, hvilket gør ‘Men’ en svær anbefaling.

 

Spread the love

Philip

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.