Filmanmeldelse: Morbius

Jared Leto er tilbagevende som endnu en ikonisk karakter, baseret på en superhelte tegneserie. Denne gang befinder han sig i konkurrentens lejr hos Marvel, som den titulære vampyr-lignende Morbius. Morbius “the Living Vampire”, der først blev introduceret i 1971, såede sine dage som skurk i Spider-Man tegneserier, og efterfølgende som antagonist til vampyrjægeren Blade. Han har siden hen, ligesom Venom, formet sig til en antihelt. 

Som mange superheltefilm engang gjorde, fortæller ‘Morbius’ en slavisk oprindelseshistorie om den pulserende vampyr. Michael Morbius er født med en sjælden blodsygdom, som gør, at han skal have en blodtransfusion tre gange dagligt. Som en overhængende nedtælling til sin død, gør han det til sin livsmission at finde en kur. Ikke kun til sig selv, men alle andre berørte af samme sygdom, og især sin barndoms- og bedsteven Milo. Fra en tidlig alder, opdages det, at Morbius faktisk har et naturtalent for videnskab, han er et sjældent geni, og hans intellekt bliver næret af det institut han vokser op i sammen med Milo. Som voksen bliver han anerkendt med en Nobel-pris, da han nu med en doktorgrad opfinder kunstig blod, der er redning til udsatte mennesker verdenover. Morbius befinder sig i fronten af sit felt, men kan ikke knække sin sygdom, og det driver ham ud i ekstreme alternativer, hvor han begiver sig ud i, at splejse sin DNA med eksotiske flaggermus. Men ingen god gerning går ustraffet, og følgerne af sin ambition forvandler Morbius til en overnaturlig og blodsugende modbydelighed, der efterlader ravage og blodtømte lig – ikke kun i sin egen kreds, men også i resten af New York City.

Levn fra fortiden

‘Morbius’ er en film der har været længe undervejs, som oprindeligt havde en udgivelsesdato for snart to år siden, men filmen føles langt ældre end det. Fra titelskærm til abrupt slutning, udspiller filmen sig som en generisk oprindelses film ligesom Daredevil (2003), Elektra (2005), og Ghost Rider (2007). Det er kriminelt trivielt, efter at Marvel Studios har formået at standardiseret genren med overordnet solide filmoplevelser i et årti, der springer kedelig eksposition over, og i stedet krydre med rammende humor, grandios action spektakler og efter appetit; CGI-helvede til millioner. 

Manuskriptet til ‘Morbius’ følger en ældre formular, en formular der aldrig har været god, og den største forskel til filmene fra midt 00’erne, er det generøse fremskridt der er sket i visuelle effekter. Jared Leto, i dag 50 år, forvandles sømløst fra en underærnet Christian Bale i ‘The Machinist’ til Chris Evans’ heftige Steve Rogers. Overbevisende, men resten bliver overeksponeret af ekstra computerspils effekter, der skjuler detaljerne i de digitale artisters håndværk. Det er ikke til at se bort fra, og det bidrager kun til, at gøre verdensopbygningen kunstig. Det er i forvejen svært at overse den skærende inkompetence i forfattelsen, der føles som om de – forfatter-duoen Matt Sazama og Burk Sharpless – aldrig har sat en fod indenfor et rigtigt laboratorium. Det er tåbeligt at se, at en videnskabsmand ikke ved hvordan en centrifuge fungerer, og hvordan Morbius’ laboratorium ligner en højloftet og underbelyst arbejdsplads designet af en arkitekt med fetish for Tesla sportsbiler. Hvorfor skal videnskab nu se sexet ud, når Jared Leto alligevel bærer på facet med sin smukke kollega Dr. Martine Bancrof, spillet af puertoricanske Adria Arjona. 

Der er ingen tvivl om, at Jared Leto vil være et stor trækplaster for alle typer af publikum. Han har bevist sig selv, som Oscar-vindende talent, sin dedikation til transformationen, og som attraktiv skuespiller der har vundet det genetiske lotteri, men hans vampyr-portræt er humorløs og har ingen kant. Han gives ikke nok at arbejde med, og er udskiftelig – til stor forskel for sin kollega Tom Hardy, der tog nyt ejerskab over rollen som Venom. Turde ‘Morbius’ vove sig ud på et Cronenberg-landskab, og stemple sig som ‘Fluen’ for denne generation, ville rollen kunne kræve mere af Jared Leto, og ikke bare det minimum vi er endt med.

En Marvel film uden bid

I kontinuitet, fortsætter ‘Morbius’ efter ‘Spider-Man: No Way Home’ i Venom-universet, men det er svært at se hvem filmen egentlig er for. Denne monsterfilm føles som en fælde for Marvel Cinematic Universe-fans, med sin sene indlagte cameo, og sparet referencer. Med sine udskydelser og udtrukket ventetid, er Morbius oveni forbandet som et ligegyldigt kapitel i Sony’s sideløbende Marvel-univers – og uden en Spider-Man. Man kan gøre sig den tjeneste, og vente til at se de to post-credits på Youtube, og selv forbinde kontekst, indtil den næste forhåbentlige gode oprindelses fortælling i dette antihelte filmunivers.