Filmanmeldelse: Nope

Få vil forsøge, at reducere instruktør, forfatter og producer Jordan Peeles aftryk som en af de vigtigste filmskaber inden for elevated horror-genren. Med sin debut ‘Get Out, og efterfølgende ‘Us’, sammenlignes Peele med Hitchcock, hvor han også formår at levere en rugende social kommentar, imens bølger af gåsehud overvælder. Indirekte er der store løfter, når han præsenterer sin forventningsfulde tredje film. Med tre gange budgettet fra forrige film, er der hverken sparet på talentet, scenesættelsen eller effekterne i filmen ‘Nope’, når Peele forfører publikum i biograferne igen. 

Daniel Kuluuya og Keke Palmer, som søskendehovedroller i ‘Nope’, arver en forretning i Hollywood, der opdrætter heste til stuntarbejde i spillefilm. En aften på deres ranch under en mørklæggende strømafbrydelse, begynder familien at se en mærkelig skikkelse bevæge sig ind og ud af skyerne, og de indser, at de måske er faldet over et livs opdagelse. Med deres pragmatisme, lokale midler, og andres kyndighed, vil de forsøge at fange deres mistanke på video.

Ensemble uden arketyper

Modstridende historiens præmis, er karakterne i ‘Nope’ aldeles unikke, hvilket lægger op til uforudsete træk. Som usandsynlig helt i sin egen historie, er Daniel Kaluuya en stoisk hestetræner, der i handling og ord er monoton, men i sine øjne ses en byrde og ansvar, der ville knække de fleste. Keke Palmers ligeledes nysgerrig- og sprælskhed, som modsætningen af sin brors liv, er alt hvad han ikke siger, men gør sig ikke malplaceret. Hun er som en ildflue, intet net er stor nok til at fange, men hun holder projektet sammen. Ud af det blå, overrasker Brandon Perea som den teknisk kyndige, og opsluges uformelt af de to søskendes kameraprojekt, uden at bede om noget retur. Han gør det med en flair, hvor man ville ønske, at alle havde en ven som ham. Sammen er de tre svære at prikke huller i, og er pragteksemplare af, at arketypernes dage kan være ovre. Steven Yeun, der har opløftet sin karriere efter at han blev skrevet ud af den populære serie ‘The Walking Dead’, spiller desværre hovedperson i et fjernt subplot, der bliver fortalt i baggrunden af ‘Nope’. Hans desensibiliserede karakter, er dog foruroligende udpenslet i en opvækst som barnestjerne.

Sci-fi mareridt bedst i biografen

Peele låner fra Spielberg-drejebogen, og med kræfterne af filmfotograf og -legenden Hoyte van Hoytema, er ‘Nope’ en af årets flotteste og mest visuelt-medrivende film. Effekterne er superlative, og er kun gjort endnu mere grandiose af et lyddesign, der hiver salen ind i filmen. ‘Nope’ er et testamente til, at der aldrig var brug for 3D-film i 2009 og frem, når de klassiske virkemidler aldrig gik af mode. Filmen er et ærefrygtindgydende besøg i biografsæderne, og intet mindre kan gøre det. 

Stemningsmæssigt skal der ses helt tilbage til M. Night Shyamalans ‘Signs’, der tog det elegante præmis, at vise noget verdensomvæltende fra øjne af en provinsiel familie. Desværre når ‘Nope’ aldrig på samme højde med sin historie, der bruger meget af sin 130 minutters spilletid på et subplot, der aldrig fører til noget substantielt. Hovedplottet traver også afsted uden en kommentar på samtiden eller noget socialt klima, hvilket er en af de vigtigste byggesten i en sci-fi fortælling, og kendetegn for Jordan Peeles varemærke.

Med et større budget, kan ‘Nope’ på sine svageste punkter, føles som et forfængelighedsprojekt, der ikke har meget på hjertet. Peele tæmmer en genre som få kan, med en stilistik blockbuster der bare ikke symboliserer noget konkret. Filmens tidligt afslørede twist er ukonventionelt, men er også svær at sluge i filmens konkluderende sidste øjeblikke. ‘Nope’ ér Jordan Peeles svageste film til dato, hvilket mere eller mindre falder sammen i sit tredje akt, men fans af både gys og sci-fi, bør absolut ikke snyde sig selv for en effektfuld storfilm i biografen.