Filmanmeldelse: Speak No Evil

Instruktøren af ‘En Frygtelig Kvinde’, Christian Tafdrup, er tilbage med endnu et chokerende gys, der udforsker nylige relationer og menneskets sociopatiske natur. Publikums psykiske smertetærskel punkteres i Tafdrups første internationale film, når han vrider en ellers provinsiel genre, og drysser ‘body horror’ henover en ordinær historie, der fører en familie i en blindgyde af magtesløshed.

I ‘Speak No Evil’ følger vi Bjørn, Louise og deres datter Agnes – en vaskeægte dansk kernefamilie – på ferie i Toscana. I den frodige region, under den italienske sol og i den historiske idyl, møder de et tilsvarende hollandsk par, Karin og Patrick, og deres introverte søn Abel. Det er et familiært ritual, og de kulturelle forskelle og sprogbarrieren bliver brudt. De to familier klikker, og fejrer resten af deres ophold sammen med vin, god mad, og latter langt ud på aftenen. Ikke længe efter den danske familie vender hjem fra ferie til Danmark, får de uventet et postkort fra deres nye venner fra udlandet. Det er en hjertelig håndskrevet invitation til Holland, og et indbydende weekendbesøg hos familien. Bjørn, der er træt af sine rutinerede og kastrerende bymenneske-rammer, får overtalt Louise, at tage imod, og fortsætte det spændende venskab de efterlod i Italien. Det er gået lidt hurtigt, men kufferterne bliver pakket, og familien kører til Holland med sikkerhedsselerne halvt i. Hvad er det værste der kan ske?

En mestring af faux pas

Det er en stor opgave for skuespillerne i ‘Speak No Evil’ og dens voldsomme tema, at skulle skildre forældre så høflige og godtroende. Morten Burian, som spiller Bjørn, formår at bringe fundamentet af en vaskeægte beta male til live, med både gejsten og nederlaget i selv samme udstråling. Med et forcerede smil, forsøger han at følge strømmen, og samtidig bevare kontrollen over sig selv, og sin familie. Patrick, spillet af den hollandske stjerneskuespiller Fedja van Hûet, formår dog at knække ham gang på gang med sin fandenivoldske livsglæde, og piner Bjørns impotens, selv når Bjørn presses ud hvor han gerne vil se sig selv; som en rigtig mand. Patrick er dog en ulv i nonchalant forklædning, der finder spænding i jagten, og antænder den danske families skrøbelige naivitet. I disse omgivelser, ude i provinsen, er de aldrig ment til at holde længe. 

Det er især Louise, spillet af Sidsel Siem Koch, der ikke lige kan følge med ægtemandens ambitioner – og nuanceret portræt. Som sit filmgennembrud, bærer Sidsel rollen hæderligt, men det er for ofte kun i enderne af følelsesspektrummet. Louise har svært ved at sige fra, og når hun endelig gør, er det i små udbrud der ikke gør scenestjælende indtryk. Det er dog mere fyldestgørende end Karin, spillet af Karina Smulders, der fungerer som en gold konspiratør på sidelinjen. Summen af disse aktørerer tjener dog ‘Speak No Evil’, og sender – på trods af et ambivalent midterstykke – gnidningerne ud i en eksplosiv og surrealistisk tredje akt.

Filmens cinematografi er i verdensklasse, teknisk finpudset, og opfanger scenerne både inden- og udenfor med autenticitet. Det er især om natten, i den isoleret hollandske forstad, at man kan se tilstrækkeligt uden at stemningen dikteres. Det er raffineret, og opløfter filmens stemning af vedvarende fortvivlelse. Musikken af Sune Kløster er dog i en hel liga for sig selv, og lægger en tung dyne af overstyrede instrumenter skabt til terror og trauma henover alt ondt. Det er gribende fra første billede af, og binder knast til sidste scene. Uovertruffen, med masser personlighed, og umuligt at ignorere.

Det værst tænkelige

‘Speak No Evil’ udfolder sig ret formularisk, men helt komprosmisløs til sit emne, og skubber sit narrativ ud i et tovtrækkeri af faresignaler, og magten til at sige fra. Det er især filmens drejning, der gør den gemene ubehag langt, langt værre. Det er aldrig helt uhyggeligt, men foruroligende og morbid nok til, at være fascinerende – dog med en måske tabt symbolisme. Det føles som meningsløst terror, men det er underholdning med koldsved. Kære forældre, se bort.