Det er helt på sin plads, at der nu kommer fokus på en af de vigtigste mænd i dansk historie, under og efter anden verdenskrig. Vores mand i Amerika, handler om den danske eventyrer Henrik Kauffmann, der under anden verdenskrig var Danmarks diplomat i Washington. Diplomaten der på ingen måde ville føje sig nazisternes krav og gik enegang imod den Danske regerings samarbejdpolitik.

Hvorfor er hans historie så vigtig? Fordi han var den første og eneste fra det officielle Danmark, der fra start af, undsagde den danske regerings politik og klart var imod Nazityskland. Man kan sige han var med til at skabe Danmarks historie for eftertiden.

ALT DET GODE

Henrik Kauffmann var en kompleks mand og instruktør Christina Rosendahl har meget hun vil fortælle, om denne helt igennem interessante mand. Rosendahl er uden tvivl en fortrinlig instruktør og de virkemidler hun bruger til at fortælle en historie er fabelagtige. Hun mestrer de billedelige kontraster, der skal underbygge fortællingen og hendes måde at lave overgange i tidsperioder er subtile, men ret rammende. Der kan nævnes flere scener, men en af dem hvor det er allermest tydelig, er hvor hun skifter fra hans dødsleje i 1963 og til hans tid under krigen. Der bliver blomster og frugt skiftende mellem friskt og rådden. Derved får man netop den fornemmelse af, at hans tid er ved at være slut.

Filmen bugner af talent, der på mange måder udfolder sig på bedste vis. Skuespillet er hele vejen rundt til 6 stjerner, hvor dog Ulrich Thomsen skinner igennem og han viser muligvis at han er en af de største og bedste skuespillere i Danmark. Han underspiller rollen som Kauffmann formidabelt, han balancerer lige så perfekt som diplomaten, der altid skal satse det hele, uden at han falder over kanten. Denise Gough der spiller Kauffmann´s kone Charlotte brillierer også med en troværdig og kraftfuld præstation, der byder Thomsen kamp til stregen.

Alle elementer til en fremragende film er til stede, det er lige fra det visuelle look, skuespillet og Rosendahl´s glimrende evne til at bruge filmtekniske virkemidler, burde vel gøre at filmen ville få 4+ stjerner?

Det som gør filmen til en parentes i dansk film

Jeg ville så gerne elske denne film, for hvor har dansk film og biograferne brug for en god film, som kan trække folk ind i mørket, men filmen bliver bare aldrig rigtig interessant.

Hvis man ikke lader sig forblænde af det fremragende skuespil og Rosendahl´s normalt ret kyndige instruktion, så opdager man desværre at manuskriptet er umådelig rodet, men også ret febrilsk, fordi der fokuseres på så mange ting, at det bliver små mindre dramaer, som aldrig får lov til at udfolde sig. Det hele omhandler trekants dramaet mellem Henrik Kauffmann, hans kone Charlotte (Denise Gough) og hendes søster Zilla Sears (Zoe Tapper).

Man har valgt, at det store artilleri skal sigte imod kærlighedsdramaet imellem Henrik, Zilla og Charlotte. Jovist det er selvfølgelig interessant, til en vis grad. Det har dog den effekt på resten af filmen, at alle de vildt spændende dramaer der har udspillet sig politisk i Washington og ikke mindst de politiske intriger udebliver. Man har selv efter 115 min ikke nogen rigtig idé om, hvem Kauffmann virkelig var, altså udover at han var dybt forelsket i Zilla. Det er selvfølgelig fint, at man har fornemmelsen af, at han ikke kun gjorde det for landets bedste, men lige så meget for egen vindings skyld. Undertegnede finder det trist, at en så stor personlighed i dansk historie, bliver kastet under M4 Sherman tanken og må nøjes med at være genstand i et kærlighedsdrama. Hvad gjorde ham til den han var som person? Han fremstilles som en grå trist mand, når han var meget andet end det.

Forholdet mellem Charlotte og Henrik var ubetinget fyldt med konflikter, så slemt at man også kan undre sig over, hvorfor hun ikke forlod ham. Henrik forlod ikke Charlotte pga. hendes familiære forbindelser til magt eliten i USA, bl.a. Fraknlin D. Roosevelt (Henry Goodman). Det var uden tvivl også det, der gjorde at han kunne gøre som han kunne.

Der er flere scener, der virker mere komiske end fængenede. Dette ikke fordi skuespillet eller instruktøren ikke ved hvad de laver, men manuskriptet er bare langt fra godt nok. Der er en del, men én scene, hvor undertegnede grinte en del. Det er når Roosevelt pludselig er blevet parterapeut for Charlotte. Det virker både tåbeligt og urealistisk, når USA´s præsident pludselig er en progressiv 70´er hippie parterapeut. De minutter kunne være brugt på at uddybe mere om, hvem Henrik var som person eller det der foregik bag væggene på Ambassaden.

Der er enkelte steder i filmen, hvor man berører intrigerne. Desværre er det hurtigt overstået og uden rigtig opbygning. Ja, selv det at Kaufmann snigløb Grønland som han gjorde, er der heller ikke ret meget fokus på. Kærlighedsdramaet kunne, eller burde have været en side historie. Der kunne den uden tvivl have forstærket budskabet om, at Charlotte havde en større del i Kaufmann´s liv og succes.

Konklusion: En film der kan og vil meget – for meget!

Det meste bliver i filmen en parentes og det føles filmen også som. Der er uden tvivl folk der vil føle sig godt underholdt af filmens trivialiteter, men for undertegnede føltes filmen langt fra interessant.

Hvis du vil se fremragende skuespil af høj klasse og gode filmtekniske virkemidler, så kan du sagtens se Vores mand i Amerika.

Forventer du en høj potent politisk krigsdrama i stil med filmen Darkest Hour (2017), eller en film der giver dig et meget større indblik i, hvem Henrik Kauffmann var og hvad der bevirkede til hans ageren, så er dette ikke filmen – Desværre!

Har du ikke disse forventninger, så kan du godt tage ind og se filmen

Spread the love