MovSer

All about movies and series

Filmstalgi: 40 år med Fredag den 13. vækker gyldne minder hos de største horrorfans. Filmstalgi: 40 år med Fredag den 13. vækker gyldne minder hos de største horrorfans.
Vi kickstarter vores nye personlige filmserie og tager jer med tilbage til dengang hvor gyset ikke var noget man slap frivilligt. Den første "Fredag"... Filmstalgi: 40 år med Fredag den 13. vækker gyldne minder hos de største horrorfans.

Når man fylder 40 er man jo fyrre, fed og…….fredag?.

Filmhistoriens første Fredag den 13 fik amerikansk premiere torsdag den 9. maj 1980, og altså ikke på en fredag, hvilket kunnet have været gjort havde man opsat filmen en måned senere, nemlig fredag den 13 i juni måned 1980.

Men da det jo var en b-film med lutter ukendte skuespillere og dengang et utroligt usikkert “kort” på et franchise, var det ikke noget datidens producere og producenter spekulerede i.

Filmstalgi nr. 1: Fredag den 13, fra 1980.

Den tidligere porno instruktør/producer Sean S. Cunningham, havde i 1972 sammen med vennen Wes Craven chokeret horror “crowded” med filmen Rædselsnatten aka. The last house on the left og det inspirerede herefter tid til at “rippe” lidt fra John Carpenters Halloween fra 1978, Sergio Martinos Torso fra 1973 og sidst men ikke mindst: Mario Bavas Twitch of the Death Nerve aka. Bay of Blood fra 1971, uden dog at nå disse genre mesterværker til en perfekt overskåret strube vinkel.

Filmen blev skrabet op med et budget på knap 600.000 dollars og endte med at slashe næsten 60 millioner dollars tilbage til Paramount Pictures.

Fredag den trettende lånte, ligesom datidens talrige slashers og “murder mysteries”, en side fra Agatha Christie’s 1939 thriller “And Then There Were None,” hvor en gruppe isolerede karakterer systematisk bliver myrdet på kreative måder af en mystisk fjende.

Cunningham skruede modsat Carpenters Halloween op for blodsnitsårene, ligesom italienerne tidligere gjorde, med økser, pile, jagtknive, macheter og et hit var skabt, til trods for at maskotten Jason først dukkede op i efterfølgeren i 1981 med den danske titel Øksemorderen. (Ja, for mon der senere kunne komme en 3´er?)

Det er dog først i seriens tredje del at Jason ifører sig sin berømte ishockeymaske i Fredag den 13 3-D i 1982.

Personligt stod jeg selv lidt af efter The Final chapter i 1984, måske fordi jeg fandt spillet til Commodore 64 lidt “final”?.

Men hvad er så punchlinen, hvad er det jeg vil konkludere når jeg lige netop kun kan skrabe op på 4 stjerner for en film, der slet ikke kan opretholde en standard som dens/seriens tre inspirationsfilm?

Bevares filmen har da en “hyggelig” tidlig firsertone med glimrende kills men…..

Opvækst og dannelsesfilm for begyndere 1977-1984.

Vi er her på TheMovser blevet “bedt” af vores “chef” om følgende:

“Hey hey… Hvad siger I til, at I skriver en artikel om en film der betyder ufattelig meget for jer, hvor vi skriver hvorfor den har betydet noget for os, lidt historie omkring filmen og/eller folkene bag.
Hvad den gør for jer, kan filmen noget særligt eller hvad rør jer.
Hvad siger i til det?
En god måde for vore læsere, at få et indtryk af hvem vi hver især er.”

(Notatet er genredigeret for stavefejl, gentagelser og lign.) – Kasper

Jeg kunne sagtens have valgt en anden og meget bedre og mere inspirerende film, men da den oprindelige Fredag den 13 fyldte 40, mente jeg det kunne være denne.

Eller i hvert fald genren: GYSET!.

For er der en genre der falder mig nær, er det gyseren og horrorfilmen der får mig til at skælve.

Det er her jeg finder min identitet, min nerve, mine fobier, min angst, min nysgerrighed og sammen med andre “nervevrag”, følges man i biografens mørke og udsætter sig selv for frydefulde pinsler.

I “gamle dage”, for mit personlige vedkommende specielt i mine dannelses år 1977-1984, flakkede jeg lidt rundt som det skilsmissebarn jeg nu var og sammen med de lokale rødder fra dengang satte vi hinanden “stævne” i hvor meget, hvor mange og hvor slemme film vi kunne nå at se.

Det var før det såkaldte “video-boom” brød igennem i ca. 1984, så missede vi en film i biografen, “var livet slut” og – troede vi – aldrig ville vi få sådan en film foræret igen. DR kunne i hvert fald ikke hjælpe os med vores opvækst.

Vi kom alle sammen fra henholdsvis Frederikssund, Ølstykke og Stenløse og omegn, og vores lokale biografer kendte os desværre godt nok til at vide hvor “gamle” vi var, så der var sjældent bonus når en film som Slagtehuset ved kirkegården forsøgte at invitere os indenfor.

Omvendt kunne vi nemmere “komme indenfor” i de københavnske biografer, muligvis fordi vi “havde så lang vej hjem”.

Én af vores yndlingsbiografer var City Bio, (tidligere Vester bio) som lå langt inde i 3 baggård, på Vesterbrogade 29.

Her var så skummelt, at de fleste, jeg kendte (inklusiv mig selv) var så rædselsslagne, for at gå derind efter mørkets frembrud, pga. selve billetkontoret lå over 100 meter fra den port du gik igennem ude fra Vesterbrogade, og inden man kom hen til billetkontoret, skulle du først igennem en mørk og kold port, dernæst skulle du slå et sving til venstre, for at gå igennem et meget langt espalier.

Man fantaserede sig altid, at der stod nogen, lige rundt om hjørnet og ventede på dig. Uhuuu.

Men det var det hele værd, for inde i selve biografen, var der charme, hygge og den helt rigtige stemning.

Biografen var oprindeligt en gammel teaterbygning vist nok fra 1920èrne, med guld balkon fyldt med flotte håndskårene udsmykninger, et stort velour rød scenetæppe, med græske skuespillere på, og ved siden af scenen, var der to gigantiske teatermasker i guld. Den glade, og den sure.

Og så var det “Billigt”, at gå i biffen dengang, og City Bio, viste altid et “dobbelt” program, som f.eks. Krigens børn og Karatenæver af stål, eller Dragen slår til igen og De vilde engles kamp m.fl.

Billet prisen var kun 25 kroner for to film, og du kunne sidde der hele dagen, fra de åbnede kl.14:00 til kl.22:00, hvilket mange af os gjorde ind imellem, så kunne man se filmene om og om igen.

Og ikke nok med det, så kørte de også natbio, også et dobbelt program, hvilket var det største hit hos os teenagere dengang, og så var film programmet igen ændret med noget helt andet, som regel var det så Kung fu og gyserfilmene de lokkede med.

Filmene begyndte som regel kl.23:30 til kl.03:30. Selvom vi kom sent hjem, så var det op tidligt den efterfølgende dag, for så var der jo lige en avisrute, der skulle ordnes, eller hvad man nu lavede dengang.

Så vi havde mad og drikkevarer med hjemmefra, sandwich eller andet spiseligt, for det var lang tid at sidde, uden mad og drikke, og så var det meget billigere end i biografen.

Filmene (Programmet) gik som regel fra mandag til torsdag, og fik nye film (Program) om fredagen til søndag.

Her kørte filmene nonstop, og det var ligegyldigt, hvornår man blev lukket ind, når først man havde købt billet. Det var nærmest en slags manddomsprøve at komme i City Bio, og den første del af prøven bestod i overhoved at komme ind i biografen, når man ikke var gammel nok.

Det var i øvrigt altid en god ide at have éns bedste vens storesøster med. Var hun tilpas nedringet, kunne man altid slippe igennem nåleøjet, hvis ikke det var hende der selv afhentede billetterne.

Min filmdannelse fik jeg i Colosseum og den har fulgt mig siden: Colosseum biografen på Jagtvej.

Når vores nerver ellers tillod det, foregik vores “oplevelser” hos Colosseum på Jagtvej lige ved siden af Nørrebros Runddel.

Lige overfor kirkegårdsmuren på Jagtvej lå den store Biograf med den for mig dengang imponerende facade og indgang.
Foyeren i Colosseum var utrolig flot, til venstre i indgangen var der billetlugen med den søde dame der solgte billetter, da man havde fået sin billet kom man ind i den store ventesal med springvandet og bagoplyste glasplader med dyremotiver, Colosseum var en af de flotteste og ægte biografer i København. Salen var stor med midtergang, røde plys stole, et stort lærred med fortæppe, en flot balkon.

I udhængskassen til venstre var alt det farlige, midnats-dobbeltprogrammer med gys, action og 70`er action og lumre film. Hvad jeg ikke har set af action, gys, splatter, slasher, sleaze, krigsfilm, karate og spaghetti westerns, er ikke værd at nævne. Her lærte jeg at man skal have et åbent sind for alle slags film for der ligger mange gode oplevelser og venter i alle genrer, en god C-film kan nogle gange være bedre end den forkromede Hollywood A-film.

Midnatsdobbeltprogrammet i Colosseum var meget populært, det startede ca. kl.23 og sluttede henad morgenen, lige i tid til at man kunne tage friskbagt varmt morgenbrød med hjem.
I de år startede min filmweekend om lørdagen kl.14, hjem og hvile, derefter til midnatsdobbeltprogram, morgenbrød, sove, derefter igen til Søndagsdobbeltprogram, 5 film i biografen på en weekend var ikke unormalt.
Hver anden lørdag måtte jeg aflyse kl.14 forestillingen med noget så trivielt som job.

De gode tider i Colosseum holdt ikke, i slutningen af 1970`erne var der krise, Biografen blev ombygget til 3 sale.
Der kom spillemaskiner og grill i foyeren. Den før så smukke foyer og ventesalen med springvandet blev mere og mere forfaldent.

Rygtet ville også vide at det til tider gik hårdt for sig under midnatsforestillingerne med hærværk på sæder til følge. Der var også indbrud på et tidspunkt, hvor hærværksmænd havde skåret omkring en kvadratmeter lærred væk efterladende et hul i den ene side. Det lappede man, men det kunne stadig ses specielt under CinemaScopeforestillinger.

Man havde omdannet balkonen til 2 sale med få sæder og mindre lærreder, i de sale viste man børnefilm og porno og midnatsprogrammet blev også flyttet til de to balkonsale.
I den store sal viste man nu de store film som for længst havde kørt færdig inde i de store biografer i indre by.

Colosseum var endt i en dødsspiral og måtte dreje nøglen om i 1983.

Jeg havde min yndlingsbiograf i mit liv fra 1977-1983 og den er stadig et kært minde og her havde jeg de bedste Bio-oplevelser i et alt for kort barndom og ungdomsliv.

Jeg nåede aldrig ud i den legendariske Platan Biograf på Platanvej.

Gys og horror ser jeg selvfølgelig stadig. Selvfølgelig!

 

 

 

 

 

 

 

 

Spread the love

Kasper

Professionel film nørd og selvlært skribent.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.