Ghost In The Shell

Manga historien Ghost In The Shell har betaget asien, og til dels vesten i mange år. Ja stort set lige siden Masamune Shirow skabte Manga serien tilbage i 1989. Populariteten blev alt andet end mindre, da den første Amine film udkom i 1995. Det er dog først nu, at der er skabt en amerikansk Hollywood version af Ghost In The Shell.

Jeg har personligt glædet mig enormt til denne film, men måske det også derfor det føltes lidt som en tom skal, da jeg gik ud af biografen. Filmen kan dog noget og det er heldigvis ikke en af de Hollywoodfilm, der totalt ødelægger et franchise. Det er – og bliver – dog en stor gang mainstream underholdning

Et fantasifuldt univers leveres uden de store overraskelser

Da Masamune Shirow skabte Ghost In The Shell universet, var det ikke et glansbillede af en lykkelig og perfekt fremtidsverden. Det var tværtimod en verden hvor mennesket, selv med store teknologiske fremskridt, ikke har formået at forbedre verden. Det er en verden hvor store megacorporations konstant forsøger at forbedre mennesket, ved hjælp af cybernetisk teknologi.

Det er også her filmen starter, nemlig hos hovedpersonen Major Motoko, der spilles af Scarlett Johansson. Hun kan nok ikke betegnes som en af de bedste skuespillere, når det kommer til udtryk og variation. Måske også derfor hun alligevel passer glimrende ind i rollen. Hvorfor kommer jeg til om lidt.

For Major (der i øvrigt er asiat i Manga/Amine serierne) er en Cyborg, som er ejet af Public Safety Section 9, en specialenhed der arbejder for regeringen, med det formål at stoppe Cyper-kriminelle fra, at hacke vores hjerner og alle vores online informationer.

Man ved ikke meget om Major Motoko, hvis menneskelige krop er blevet erstattet af en maskine efter en ”ulykke”. Dermed er hendes hoved reelt set det eneste menneskelige, der er tilbage af hende. Hun husker ikke meget af sig selv, og deraf har hun også en masse undren og indre konflikter med sig selv.

Forundringen og konflikterne kommer til udtryk igennem en nysgerrighed for at vide mere om mennesker, noget hun undersøger ved at interagere med både kvinder og mænd. Der er bl.a en scene der indikere hun er lesbisk/biseksuel, noget jeg er glad for, da det også er noget der bliver indikeret i de originale værker

Filmens main plot er Major Motokos kamp med at komme på sporet af den cyberkrimenelle Kuze. Det er i eftersøgningen af Kuze, at Major Motoko bliver opmærksom på, at hun har mere tilfælles med Kuze, end hun måske bryder sig om. Og der er mange ting, der omhandler hendes egen skæbne, der måske ikke er helt som man har fortalt hende.

Castingen af et spøgelse

Nogle vil måske synes det er underligt, at man har castet en hvid til rollen som Motoko. Jeg mener dog at Scarlett er glimrende castet til rollen. Hvis filmen skulle kunne sælges uden for asien, så betyder navnet en del, og man kan sige meget om Scarlett Johansen, men et navn det er hun. Læg dertil at vores protagonist Motoko, ikke formår at levere mange følelsesmæssige udtryk og mest er en maskine. Ja, så passer hun netop fortrinligt ind i rollen.

Derudover formår hun, at levere action sekvenserne troværdigt og beviser hun mestrer action genren rigtig godt. Desværre er castingen af hendes makker Batou, der spilles af den normalt fremragende danske skuespiller Pilou Asbæk, temmeligt fejlcastet. Den manglende succes må dog tillægges det materiale som han har at gøre godt med, for manuskriptet er desværre ikke særligt velskrevet.

Om det er fordi jeg ser Batou, på en anden måde end instruktør Rupert Sanders, det kan jeg ikke udelukke. Men Batou bliver fremstillet som en alt for fjollet og lettere retarderet agent.

Men det bedste til sidst! For i rollen som Aramaki, Chefen for Public Safety Section 9, har de castet japaneren Takeshi Kitano. Han er velspillende og umådelig troværdig i rollen. Dertil lykkedes det ham at omgærde sin karakter med en form for mystik, og en ægte badass chef.

Der mangler dog generelt noget for dem alle, og det er dybde i karaktererne. Rupert Sanders formår aldrig at gå i dybden på Motokos søgen efter sin eksistentielle baggrund, noget som uden tvivl ville tilføre filmen en masse.

Visuelt flot med revner i skallen

Filmen er for det meste fortrinlig smukt lavet. Dette lige fra kameravinkler, sets og CGI. Men hvad grunden er til, at der til tider er nogle sindssygt dårlige og mærkelige CGI-scener iblandt alt det gode? Ja, det undre mig en del. Specielt til sidst i filmen er der et par scener (vil ikke afsløre for meget), men en scene med vand er bare noget så vandet.

Derudover er den sidste scene hvor vi ser vores protoganist walk towards the sunset, der er det så uhyggeligt dårligt animeret, at man tænker det er et spøgelse af det tidligere flotte arbejde der er blevet lavet. Der er dog heldigvis generelt en høj standard hvad angår CGI, og det bruges som et redskab til at skabe en atmosfærisk storby.

En af detaljerne i filmen er brugen af ægte sets og minimal brug af CGI i jord højde. Dette er med til at skabe et mere råt og beskidt miljø, som virker mere ægte.

Filmen læner sig nogenlunde op af det originale materiale, og der bruges velkendte figurer, såsom geisha’erne. Der er en skummel mystik over geisha’erne, som der bør være, og det er her vores kære instruktør Rupert Sanders fanger noget af det futuristiske og stemningsfulde fra det originale materiale.

At Sanders startede sin karriere som reklameinstruktør, kan ses ved hans fornemme visuelle forståelse, der gør ham god til at fange stemninger ved brug af det visuelle. Desværre er Sanders ikke den største historiefortæller, hvilket kommer til udtryk i den til tider rodede opbygning.

Læg dertil flere ulogiske handlinger fra vores protoganister, der ikke ligefrem hjælper på en historie, der så fint leverer på det visuelle, men uden nogen form for substans og dybde. Hvorfor har man valgt ikke at gå i dybden omkring samfundets brug af forbedringer af mennesket, som kan sidestilles med tidens brug af botox, silicone og restylane? For ligger det i menneskets natur, at vi for enhver pris vil forbedre os?

Rupert Sanders formår ikke at gå i dybden i de forskellige karakterers personligheder og bevæggrunde. Specielt ærgerligt er det, at Motokos søgen efter sin eksistentielle baggrund, bliver prioriteret så lidt som den gør.

Konklusion: Visuelt får den en skalle, men historien fyldt med revner i skallen

Ghost in The Shell leverer udmærket underholdning, hvor det visuelle for det meste er noget af en lækkerbisken for fans, der værdsætter atmosfæriske billeder.

Desværre er historien lidt som et spøgelse, nemlig alt for gennemsigtig. Alle de interessante emner som man kunne gå bare lidt i dybden på, formår man kun lige at kortvarigt at kradse i overfladen. Dette gør, at filmen ligner alt for meget mainstream Hollywood produktion.

Til trods for sine mangler er Ghost In The Shell alligevel fin underholdning og jeg håber personligt, at der kommer en 2´er. Der er i hvert fald nok at bygge videre på

Jeg giver den 3 store skaller