Gone Girl

Er man skyldig til andet er bevist eller kan man bruge medierne til at føre sin sag og ikke mindst flytte befolkningens anskuelse? Eller hvad med det formfuldendte og lykkelige ægteskab findes det? Det er nok nogle af de mest essentielle spørgsmål i Davids finchers nye thriller, hvis original titel er Gone Girl.

Filmens hovedkarakterer spilles af Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris og Tyler Perry som er de helt afgørende hovedroller i filmen, der er baseret på Gillian Flynns anmelderroste spændings novelle fra 2012. Spørgsmålet er så, om det er lykkes David Fincher, at levere samme intense spænding som novellen leverede. En ting er dog sikkert, instruktøren har før leveret mesterlige film såsom Fight Club, Seven og Zodiac bare for at nævne nogle få.

Kvinden der forsvandt er bygget op omkring 3 parter, hvor den ene er Amy Dunne der kommenterer om hvad der muligvis er sket i parrets dagligdag og ikke mindst tumulte forhold. Hvorimod Nick også fortæller sin version, om end den version er noget anderledes og til sidst selve historien som den rigtigt udfolder sig. Parret Nick og Amy Dunne er flyttet tilbage til Nicks fødeby, da hans mor var blevet meget syg, udad til virker alt som det skal være.

Nick har dog svært ved livet som arbejdsløs og Amy er den der tjener pengene. Ved første øjekast kan det se ud som om, at Nick udnytter hende. Men da Amy forsvinder på deres 5års jubilæums dag, virker alt dog langt fra helt almindeligt, Nick virker ikke særlig påvirket og ikke mindst så begynder hans små løgne og bedrag at hensmuldre, for er det ham der har slået hende i hjel? Og hvis han har, hvorfor?

Det viser sig dog også, at der er noget mystisk og manipulerende ved fortælleren Amy, for er alt som hun fortæller sandheden? Kan der være et større komplot bag det hele? Filmen giver i hvert fald en masse spørgsmål i starten og hver gang man tror man har luret svaret på et spørgsmål, ja så dukker der straks et nyt op. Thriller genren har ikke fået kniven i ryggen og ej heller er den lagt i graven med denne film, tvært imod har genren fået tiltrængt blod og spænding tilbage.

Obskur spænding leveret skarpt og virtuost
Der kan ikke herske tvivl om, at David Fincher endnu engang præsterer mesterligt med denne thriller, både stemning og følelsen af ægte had, manipulation og falskhed leveres fuldendt i måden den er filmet på. Det er ikke fordi den er filmet mørkt, men fordi instruktøren formår ved formidable billede sammensætning og den rette lyd og musik, at få den rette Obskur tone ind under huden på en. Man er måske ikke fanget de første 10 min, men hold da op hvor får han bygget historien og stemningen op i et perfekt tempo, som virkelig passer genren godt.

Manipulation og troværdighed er en essentiel del af bogen og heldigvis har Fincher fanget dette i filmen, som forfatteren også har skrevet manuskriptet til. Selv om man får et tidligt svar på hvem og hvorfor, ja så formår instruktøren at holde en siddende på kanten af stolen. Alt dette er kun muligt, fordi selve historien er utrolig godt gennemtænkt også selv om der måske er nogle ting, som ikke virker helt plausible, ja så fungerer det alligevel til fulde.

Det er dog ikke alt der køre perfekt rundt på filmrullen, for måske bliver det hele en tand for perfekt? Selv om der er en god fornemmelse for mord og det diabolske trives godt i filmen, så er der et element som gør det ikke rammer helt plet, nemlig at det til tider bliver for poleret, det gør lidt at det bliver et hak for meget, tilmed så er parrets ægteskab som virker perfekt ud ad til alt andet end perfekt. Deres handlinger især til sidst i filmen, ja det er altså bare ikke troværdigt, med mindre altså abnormal sindssyge er en normal bestanddel i et ægteskab. Men hvad gør det når man alligevel for det meste føler sig draget af deres sindstilstand og noget forunderlige reaktioner.

Diabolsk ægteskab med top præstation
Der er generelt castet nogle dygtige skuespillere, som må siges at være skabt til thriller genren bl.a. Rosamunde Pike´s som spiller Amy/fortælleren, ja hendes stemme er utrolig intens og man fornemmer hver gang hun snakker, både en hvis form for oprigtighed/had og hvor manipulerende hun er. Det er umådeligt godt castet for hun er og bliver en diabolsk dygtig skuespiller på skærmen, tilmed er hendes stemme som skabt til at fortælle historier.

Der er dog noget som bare ikke spiller helt ligesom deres ægteskab, bl.a. Ben Affleck, skuespilleren med kun et ansigtsudtryk. Ærligt, så synes jeg han er en utrolig dygtig instruktør og manuskriptforfatter, men det er altså ikke ham der gør en film bedre pga. godt skuespil. Man mister til tider interessen for hans karakter, hvilket gør der er fare for at filmen falder til jorden og mister sin troværdighed, hvilket er en skam for der ret gode præstationer hele vejen rundt.

Bl.a. Tyler Perry som den noget tv vante advokat eller Neil Patrick Harris Amys ex kæreste, de spiller alle exceptionel godt og med en præcision der bare rammer perfekt. Dog er den største stjerne også den som er tættest på at forringe filmen, dog må det siges, at det udtryksløse ansigt egentlig passer rigtig fint til den karakter han spiller, hvilket også er grunden til at det ikke bliver værre end det er.

Instruktøren selv, ja han formår at levere en vigorøs og sansepirrende film, desværre er det ikke uden skønhedsfejl, for filmen rummer virkelig en masse kraftfulde scener og det uden at der bliver brugt meget andet end god kameraføring og lydeffekter. Lyden og musikken er nemlig en lidt stille, men stærk partner til filmen. Når alt kommer til alt så er hele filmen beviset på, at med et stykke veludført håndværk, ja så kommer man rigtig langt.

Konklusion: perfektion uden at være det
Kvinden der forsvandt er et mesterligt udført stykke håndværk, der rent filmteknisk er noget nær det perfekte og det tæller især billede og lyd sammensætningen, for på det punkt kan man kun sige David Fincher brillere igen.

Men selv om man er tæt draget på filmens historie, så er perfektion ikke altid perfekt. For eksempel så er ægteskabet imellem dem ikke realistisk og virker heller ikke på noget tidspunkt, som noget der kunne forekomme i den rigtig verden, tilmed at skuespillet fra bl.a. Ben Affleck heller ikke 100% overbevisende, det eneste der afholder mig fra at give den de helt store stjerner, er at der under overfladen mangler det sidste. En ting er dog sikkert du vil sikkert føle dig rigtig godt underholdt og er du til en rigtig god thriller, så skal du absolut tage i biografen.

den lander på en stor