Guilty Pleasures: About last night og den forsvundne ungdomskultur.

Hvordan formes vi? Er det gennem vores forældre? Vores tilknytninger? Eller er det gennem en speciel tidsperiode?

Da jeg selv var teenager i ungdomsfilmens guldalder, hvilket uden diskussion var under de pastelfarvede firsere, var én af tilgangene til min udvikling og sociale forståelse nemlig: ungdomsfilmen!

Vi har tidligere kørt en filmserie i stilling ved navn “filmstalgi”, hvor vi beskrev film med en særlig tilknytning til vores personlige film dna. Du kan genlæse en tidligere artikel her:  https://www.themovser.dk/films/filmstalgi-40-aar-med-fredag-den-13-vaekker-gyldne-minder-hos-horrorfans

Disse film skulle være deciderede “anbefalingsværdige”, altså film der udover en personlig favorit vinkel, også skulle kunne anbefales til den “menige mand/læser”.

Derfor tænkte vi her på TheMovser at opstarte en ny serie ved navn “Guilty Pleasures”, altså en filmserie hvor filmen måske ikke direkte egner sig til en almen anbefaling, men kan anbefales til den “rigtige” seer.

En sådan film for mig er “Dig og mig” aka. “About Last Night”. Filmen er fra 1986 og blev instrueret af Edward Zwick der med denne film lagde sin instruktørdebut, efter i en længere årrække at have ernæret sig gennem tv-film helvedet.

Senere lagde han navn til mere “seriøse” film som f.eks. Ærens Mark 1989, Legendernes tid 1994 og Blood Diamond fra 2006, men nu er det altså teen “mesterværket” med den danske titel Dig og mig vi snakker om.

Den fantastiske “handling”.

Vi møder de “nogle og start tyve-årige” Danny og Debbie der mødes herligt anti corona agtigt på en bar, efter en lokal softball kamp.

Begge er indstillet på et “one night stand”, men følelserne tager over det unge par efter de første kropslige lyster, og nærmest før de ved det, snakkes der om at undertøjet “bør ligge i samme kommodeskuffe”.

Filmen fortsætter så igennem en masse “vignetter” tilsat kulørt musik af bla. Sheena Easton, der gradvist får sat vores romantiske hovedpersoner tættere sammen.

Vi møder i filmen også vores hovedpersoners respektive venner Bernie og Joan, der på hver deres mere eller mindre uortodokse måder forsøger at bidrage med de gode råd og vejledninger.

Historien er rimeligt forudsigeligt fortalt, med det “dramatiske” højdepunkt omkring nytårsaften hvor parret for en stund splittes op og flytter fra hinanden.

Hovedrollerne som vores unge par, bliver spillet af henholdsvis Rob Lowe og Demi Moore der, hvis ikke vi vidste bedre, kunne have været den naturlige udvikling, havde deres roller fra filmen Kliken fra St. Elmo fra forrige års 1985, båret frugt.

Der spilles så naturligt og fysisk nøgent det nu var muligt på en firser filmproduktion, og specielt Demi Moore har nogle rørende scener længe før Hollywoods lokale plastikkirurg, skar hende op til “comebacket” i Charlie’s Angels.

Men det er alligevel skuespillerne Jim Belushi og Elizabeth Perkins der tit truer vores hovedpersoners spotlight, når de er på som deres respektive venner Bernie og Joan.

Specielt Jim Belushi er et sandt “festmåltid” af dårlig timing og upassende manerer.

Ser man filmen flere gange, ligesom undertegnede har gjort det gennem vhs, laserdisc, dvd og senest blu ray, dukker der sjovt nok også nærmest et signal op at deres venner nærmest fungerer som et slags “overjeg”, hvor selvirettelses ventilerne synes sprunget.

Filmen er baseret på et manuskript af David Mamet under titlen “Sexual Perversity in Chicago”, der i tidernes morgen kørte for fulde huse på diverse amerikanske teatre.

Den ellers så syre befængte anmelder Roger Ebert skrev i sin tid positivt om filmen:

“About Last Night…” is a warmhearted and intelligent love story, and one of the year’s best movies.”

Dette kan jeg også skrive under på, men filmen er så meget mere end det. Den er nemlig en stor del af en eventyrlig tidslomme, der aldrig vil komme igen og derfor ser jeg måske også mere pudder lyserødt på strimlen end hvad godt er.

De farverige firser år 1982-1988.

En film som Dig og Mig så man typisk i den københavnske biograf Cinema 1-8, som lå lige ved Rådhuspladsen.

Det var for os den førende “teen” biograf, her viste de film non-stop med b.la. Molly Ringwald og diverse mere lumre sex-komedier.

Her lokkede man en sød pige i biografen, for at tage hende med i Saga biografen dengang var et rigtigt no-go.

Som man kan se på billedet foroven var Molly Ringwald dengang dronningen af teen dramaet. Filmplakaterne er Abefest for viderekomne fra 1984 og Pretty in Pink fra 1986, så billedet er nok et efterårsbillede fra 1986.

Indenfor så biografen sådan ud:

Som det kan ses var det typisk teen komedier og billig “tju-bang” action der kunne soldes for.

Vi der voksede op som teenagere i firserne tog som udgangspunkt for gode varer, at ungdomsfilmen som medie var en ligeså naturlig del af livet som lektier og fingerromantik. Film som Måske ku vi og Vil du se min smukke navle, havde sat forventningerne op efter at halvfjerdserne brændte ud til Masser af succes. Derfor mente vi at der fra filmproducenternes side var en kollektiv forståelse for at give “vi” unge en underholdende “facitliste” i hvordan et ungdomsliv skulle udleves.

Bille August diskede op med de to fremragende Bjarne Reuter filmatiseringer Zappa 1983 og Tro, håb og kærlighed året efter i 1984 og selvom begge film foregik i Brønshøj omkring midttressernes “vilde” ungdom, gav de nyt dna til vores spirende hormon ubalancerede teenagerliv.

Vi fik ovenikøbet vores egen danske udgave af Molly Ringwald i debutanten Stine Bierlich, der fuldstændigt mindede os om naboens datter med hvem man tog hjem til efter den sidste sene fredagsfest.

Hendes Pinky rolle i filmen Ballerup Boulevard fra 1986, giver stadig minder til dengang en brandert blev båret hjem til tonerne af Depeche Mode, Duran Duran og Danseorkestret.

Senere kunne man i det virkelige liv møde en hærget Stine Bierlich der ventede på pusherne ved Pisserenden, når man nu alligevel skulle hente den nye med Sonic Youth hos Sex Beat Records. Ja ingen fest uden tømmermænd som der siges.

Eftermælet:

Meget er blevet glemt siden skoletiden forsvandt, men en del af vores lærdom stod filmbranchen dengang for, så mange tak!.

Jeg har prøvet at se om det hele bare var et nostalgisk eftermæle, men på de fleste “best of” lister med ungdomsfilm, figurerer disse hyppigst:

Breakfast Club, John Hughes 1985.

Abefest for viderekomne, John Hughes 1984.

Heathers, Michael Lehmann, 1989.

En vild pjækkedag, John Hughes 1986.

Alle elsker Lloyd, Cameron Crowe, 1989.

Outsiderne, Francis Ford Coppola, 1983.

Ja,”they just don’t do ém like that anymore!”

Hvor var det godt man voksede op i den rette tid!