Hugh Grant er garant for flere begravelser end bryllupper i Guy Ritchies comeback: The Gentlemen.

“En rigtig bitterfisse!”

At ordene skulle komme fra den 59-årige tidligere storcharmør Hugh Grant, var lige noget jeg skulle have skyllet ned.

Var det virkelig den samme Hugh Grant som vi kender fra Fire bryllupper og en begravelse, About a Boy og Notting Hill?

Det skulle vise sig at være den helt samme Hugh Grant og hurra for det, for hvor er det forløsende at se en skuespiller skifte ham for øjnene af os, med en så velspillende overbevisning.

Helt ærligt, vi vidste jo allesammen godt inderst inde at Hugh Grant sagtens kunne, men hvornår ville han levere det?

Engelske solæg med krudtslam, pengebegær og masser af blodigt kris-kross.

Hold da op, jeg har lige indset at det er præcis 20 år siden jeg sidst har været så fornøjet over en Guy Ritchie film, og det var med Brad Pitt strimlen Snatch fra ja, år 2000.

To år tidligere brød den dengang 30-årige Guy Ritchie igennem med hans til dags dato hovedværk: Rub, stub & to rygende geværer, der fik året 1998 henlagt til et omvandrende skudår.

Hvorfor har det taget dig 20 år siden sidst mr. Richie? Du er BEDST med nedslidte brune pubber, english breakfast, hooligans fulde af pints og vilde selvbelærte slagsbrødre!

At det skulle være Disneys Aladdin der har fået dig på rette spor er svær at gisne om, men pyt med det, du er TILBAGE Ritchie!

Ganske vist ikke med et brag, men med en herlig 90’er-agtig gangster sag vi trods alt elsker dig for.

Så kære Movser læsere, drop jeres Bad Boys For Life billetter og tag på pubben i stedet!

The Gentlemen er velspillet, fornøjelig gangster halvleg med komisk tilsnit og slapstick vold.

Byens ubetingede narkokonge og marihuana imperialist: amerikaneren Mickey Pearson, (en højenergisk velspillet Matthew McConaughey), er i “midtvejskrise” og mener at han har fortjent det stille liv med hus, kone, børn og vovse, og hvorfor skulle han dog ikke have gjort sig “fortjent” til dette?

Han har sine velpudsede sko fint indplaceret hos den britiske adel og alt ser lyst ud, da hans måske sidste handel på 400 millioner dollars med den “upper-class´ede” og småluskede Matthew, ser ud til at falde i hak. Hans marihuana imperium er nemlig til salg for højestbydende og det er en “sikker forretning og investering”, som der smukt bliver formuleret.

Men flere bander synes at have opsnappet den lyssky handel, bla. den kinesiske gangster Lord George´s lejesvend Dry Eye og den lokale bande “The Toddlers”, (gruppens leder Coach spilles genialt af Colin Farrell).

Men den “største” trussel står tabloid avisen Daily Print for. De har nemlig udsendt en herre ved navn Fletcher(en hjørnestens rolle med en veloplagt og velspillet hopla udgave af Hugh Grant) og han ved for meget om hele gangster foretagendet, og samtidig har han en drøm om at filmatisere hele historien for et “lille” afpresnings beløb på 20 millioner pund.

Hans manuskript til filmen er næsten klar. Han mangler bare en eksplosiv slutning, så hvem vil nu kris krosse hvem, hvem bliver rigere og hvem skal sendes hjem som fyld på kistebunden?

Ricens to kill og ordkløverier på coke-striber med toptunede skuespillere.

Det var sgu en “hyggelig” oplevelse at være vidne, til denne lettere “old school-mændene-i-højsædet-gangster-strimmel”, for man ved næsten allerede fra starten hvad man får foræret, når Guy Ritchie instruerer med stram tøjring, uden kommerciel Hollywood indblanding.

Vores engelske bridge-blandings venner instrueres i en britisk Quentin Tarantino fortolkning, med “blinker-du-med-øjet,-så-går-du-glip-af-en-detalje” fortælling, der til trods for lettere udslidt kliche historie, kræver du er vågen hele vejen uden pædagogisk selvhjælp, til at bestige hesten igen.

Vi kommer ikke for psykolog-tæt på karaktererne, til trods for at Roxy Music klassikeren “In every dream home a heartache”, når at poppe op ved en heroin afhøring. Her er det de snip-snap hurtige punchline dialoger der krydres med klaskende håndmadder, og manden i højsædet bliver maskulint udstillet som løvernes konger, der skal afpisse deres territorier.

Men når det bliver så charmerende iscenesat af et kærkomment hopla tilbagevenden af britten Guy Ritchie, kan meget tilgives, selvom vi nok om en ti års tid vil omtale den som en parentes i gangster filmens historie.

Men helt glemme Hugh Grant som skabs homoseksuel gangster uden skrupler, glemmer jeg ikke foreløbig, som i øvrigt må være en personlig Guy Ritchie i fåreklæder!