It del 2

Så fik vi endelig den længeventede efterfølger og afslutning på klovnegyseren, It, og sikke et brag af en afslutning!

Siden successen af den første film har der været storpres på Del 2, som både skulle castes godt og levere mere uhygge end den halvlunkne første film. Ja, klart – den første var fin nok, men uhygge var der godt nok ikke meget af.

Jeg gik ind til Del 2 med høje forventninger til skuespillerne – Jessica Chastain, Bill Hader, James McAvoy… what’s not to like? – men med lave forventninger til uhyggen og en lille bøn om at det hele ikke ender i en stor edderkop (som 90ernes skamfulde afslutning af Tim Currys mesterlige præstation).

Og nøj, hvor blev jeg en glad lille horrornørd – for denne film er forrygende!

Historien fortsætter

Vi starter hvor vi slap med sidste film, da taberklubben træder ud fra cisternerne i 1989 og aflægger et ed om at de alle vil vende tilbage til Derry, hvis ‘It’ nogensinde begynder at hærge byen igen.

Gennem nogen ufattelig kloge og smukke match-cuts får vi præsenteret de voksne versioner af børnene, hvoraf alle undtagen Mike (Isaiah Mustafa) har forladt Derry og glemt alt om Pennywise. Beverly (Jessica Chastain) er i et tragisk voldeligt forhold, Bill (James McAvoy) er en forfatter med hang til at lave dårlige slutninger (haha, fordi 90’erne med edderkoppen…), den kække Richie (Bill Hader) er naturligvis blevet komiker, den neurotiske Eddie (James Ransone) er selvfølgelig gift med en kvinde som er præcis som hans overbeskyttende mor, den forsigtige og kloge Stanley (Andy Bean) er succesfuld og bor i et stort hus med sin kone, og Ben (Jay Ryan) er bestemt ikke klassens buttede dreng længere.

Mike har siden 1989 studeret Pennywise og byen, mens han har holdt øje med tegn på It’s tilbagevenden. Da mordene begynder igen, 27 år efter The Losers Club forlod Derry, samler Mike gruppen med en plan om at besejre Pennywise en gang for alle.

Flottere, blodigere, uhyggeligere

It Del 2 er både flottere, blodigere og mere uhyggelig end den første film, og lysår bedre end 90ernes version.

Traileren og filmens allerførste (og grimmeste) CGI scene tog røven på mig, og jeg tænkte “åha, gamle damer og grimt CGI. Skal det nu være skræmmende?”, men hold ud, for det er bare en form for forskruet distraktions-manøvre der lader filmen takle dig fra siden.

Der er en fed kemi mellem de voksne ‘tabere’, som føles langt mere autentisk end det stive og platte venskab som vi så i den ældre version. Samtidig er Bill Skarsgård virkelig vokset ind i rollen som Pennywise, på en måde der giver ham mere skurke-charme, humor og utilregnelighed. Han bliver aldrig lige så overdrevet som Tim Curry, men Skarsgårds Pennywise giver pludselig rigtig god mening, når der veksles mellem barnlig uskyld og frådende monster. Det fungerer netop fordi det ikke er overspillet og karikeret.

Som en horrornørd havde jeg det som et barn i cirkus (hvis jeg da var den slags barn som kunne lide cirkus). Hvor er det fedt at se nogen gå all in på underholdning i gysergenren, som ellers er blevet åh så alvorlig. Nej, det er ikke filmkunst på størrelse med Hereditary, det er en sommer blockbuster film som forstår hvad det er folk gerne vil se, og som formår at underholde i knap tre timer!

Konklusion: en værdig og mesterlig filmatisering

Jeg er så imponeret og hyggede mig gevaldigt. Halvvejs inde i filmen havde jeg allerede besluttet mig for at jeg vil se den igen, og det står jeg ved. Trækker en enkelt stjerne fra, grundet et subplot om nogle indianere som var virkelig svært at tage alvorligt, og som trak mig helt ud af filmens univers, selvom jeg godt forstod hentydningen til The Shining – se bort fra den del, og så er der ellers (u)hygge hele vejen. Hvis du er en gysernørd vil du hygge dig gevaldigt med popcorn, og hvis du er en helt almindelig dødelig så forbered dig på at blive skræmt.