John Wick Chapter 2

Den evige kamp for at lave den perfekte toer, som vi alle ved sjældent lykkes. Specielt svært er det, når det drejer sig om en film som John Wick, der hurtigt fik mange fans og i dag har opnået kultstatus. En kultstatus der har gjort, at Keanu Reeves igen kan regnes for en superstjerne. Cos let’s be honest, han har ikke været med i meget, der er værd at mindes siden The Matrix filmene (udover måske constantine).

Chapter to har været længe ventet af rigtig mange, undertegnet inkluderet. Ja, man har ligefrem glædet sig som en ung teenager, der skal til at have sin største fantasi opfyldt. Dette med den klassiske fare for, at fantasien er bedre end selve oplevelsen. Men dette er heldigvis en af de få gange, hvor oplevelsen er næsten lige så god som fantasien.

Det simple er ofte det bedste

Det som gjorde den første film så god, var dens simplicitet og ”realisme”. Ingen kompleks historie eller en masse underliggende historier at forholde sig til. Derimod en lige på action hævnfilm, med eminent koreograferede slåskampe og konsekvent brug af simpel, men alligevel overdådig gunfight – tilsat let subtil humor.

Vi er denne gang tilbage kort tid efter den første film og denne gang starter filmen, hvor han er på jagt efter sin elskede Ford Mustang. Han vil nu, en gang for alle, lade sig pensionere. Men selvfølgelig trækkes han hurtigt tilbage igen til sit gamle liv. Han bliver nemlig kontaktet af en gammel ven; Santino D´Antonio (Riccardo Scamarcio), der giver ham en guldmarkør, der betyder at Wick (Keanu Reeves) skal indfri en tjeneste.

Han har dog ingen intentioner om at indfri denne blodsvorne ed, men tvinges til det af The Continentals overhoved Winston (Ian Mcshane). For Wick skal respektere lejemordernes gamle love og dennes markør. Han er nu nød til at rejse til Rom og tjekke ind på Il Continentale, hvorfra han nu skal udføre det hit på Santinos søster, der skal indfrie guld markørens tjeneste.

Men tjenestens karakter gør, at Wick nu er jaget vild af alle lejemordere.

Der uddeles røvfuld fra start til slut

Hvis man troede, at det ikke kunne blive smukkere, vildere og mere episk end den første film, så tager man grueligt fejl. Filmens koreografi er bedre og mere gennemført end i den første film. Det står også meget tydeligt, at Keanu Reeves har trænet en masse inden optagelserne til Chapter to.

Der bruges stort set ingen stuntmænd til Keanu Reeves og hvorfor også det, når Reeves i en alder af 52 år står skarpere og mere kapabel end de fleste stuntmænd. At Keanu klarer det meste selv, bevirker også at man ikke behøver 15 kameravinkler, til at få en kampscene til at virke intens og ikke mindst ægte.

Denne gang er der også rigeligt med ‘Bad Guys’ – som skal igennem John Wicks brutale, men stadigvæk elegante, bøllebank. Udover hovedskurken Santino, så er der to håndlangere i form af søsterens bodyguard Cassian (Common), der viser sig som en hitman der er mindst lige så hårdkogt som John Wick.

En af de bedste og mest underholdende scener er hvor Cassian og Wick har været i fuld gang med den helt store slåskamp, hvor de går på to forskellelige etager. Alt imens der er masser af mennesker omkring dem og de så i små skjulte sporadiske skudsalver (med lyddæmper), forsøger at gøre det af med hinanden – intenst og alligevel lidt komisk på den fede måde

Derudover er der også den kvindelig og døvstumme Ares, der spilles af modellen Ruby Rose. Det er sjældent at modeller formår at virke overbevisende på film. Hun spiller dog fortrinligt og filmen bevidner om en sublim casting. Der er ingen der falder igennem. Det eneste der kan være lidt en torn i øjet, er hvor svag (i forhold til resten af slåskampene) hvor ”nem” hun egentlig er.

Visuelt er Chapter to stadigvæk en fryd for øjet og hvor der i dag er mange instruktører, der lader sig forfalde til det ulidelige koncept; shaky cam. Der igen blev populært efter Lars Von Trier brugte det skamløst i dogme bevægelsen i 90´erne. Så lykkedes det instruktør Chad Stahelski og den danske filmfotograf Dan Laustsen at vise at man godt kan lave intense scener uden brug af overdreven brug af shaky cam – TAK!

Læg dertil et formidabel filmscore/Soundtrack af bl.a. Tyler Bates, Joel J Richard, Le Castle Vania og mange andre. For uden et fremragende soundtrack, så ville flere scener uden tvivl føles tamme og der er intet tamt over John Wick Chapter 2.

Konklusion: Den svære toer lykkes næsten til perfektion

Chapter to formår vitterlig, at levere alt det vi fans af den første kunne forvente – sådan da – For vi vil jo gerne have alt det gode fra den første, mens den stadigvæk skal udvikle sig. Heldigvis gør den også dette.

Den udvikling filmen tager er om muligt begrænset, så det alligevel nok til, at man får en fornemmelse af, at det er en ny film. Desværre er en lille smule af ”realismen” gået tabt, hvilket er filmens største issue. Dette må dog betragtes som et forventelig casualty, hvis filmen skal udvikle sig

Det vil dog være en klar fordel, hvis man har set den første film. Ellers vil flere ting ikke give mening, men alle der elsker sublim action har vel også set den første?

Filmen har klart nogle små issues og filmen kunne reelt set også godt få 4 ud af 6 stjerner. Men grundet at det er lykkes at bibeholde de fleste gode ting fra den første og tillagt den lidt nyt og det faktum at jeg lidt frygter at Keanu Reeves kommer og giver en røvfuld, så lander den på en lille 5´er

John Wick: Chapter to får derfor 5 små headshots og jeg ser allerede frem til chapter tre!