Jojo Rabbit

Da Newzealandske instruktør, Taika Waititi (What We Do In The Shadows, Thor: Ragnarok), afslørede at hans kommende film ville blive en ‘Hitler-komedie’, blev han mødt med en del rynkede bryn.

Som stor fan af Waititi, lige siden hans Flight of the Conchords og Eagle vs Shark dage, var selv jeg skeptisk over filmens plot, men også håbefuld om at se hvad hans niende spillefilm ville bringe.

For hvis nogen kan lave en feel-good krigsfilm, så er det manden der formåede at lave den eneste fremragende Thor-film.

Ja, det er Hitler

Men denne film handler ikke om Hitler. Faktisk handler den ikke engang om nazisternes Hitler-jugend eller Anden Verdenskrig. Det er en historie der handler om at vokse op, at danne sine egne meninger, at lære at elske og at fejre livet.

Det er en intelligent coming-of-age film om at være barn af en skæv verden.

Hvad sker der?

Vi starter med virkelige optagelser af store folkemængder som skriger, vinker og heiler af Hitler, til lyden af Beatle-mania og en tysk version af sangen “I Want To Hold Your Hand”. En skræmmende påmindelse om den fanatik der omgav Adolf Hitler, og det stærke propaganda-greb som hans følgere befandt sig i, men det sætter også tonen for hvordan Waititi vil have at vi skal se på filmens nazister: de er latterlige, absurde, men også farligt magtfulde.

Den lille dreng, Jojo (Roman Griffin Davis), bor alene sammen med sin farverige mor, Rosie (Scarlett Johansson), i en tysk besat lille by, hvor svastikaflag præger bybilledet og modstandsfolk bliver hængt til offentligt skue på torvet. Jojo tør ikke at se på de hængte modstandsfolk, men hans mor tvinger ham til at se hvad hans såkaldte helte i virkeligheden gør mod folket.

Jojos værelse er fyldt med plakater af Hitler og han drømmer om at blive en del af Hitler Jugend, men hans Jugend-junior træning går ikke efter planen, og han ender med at blive sendt hjem til mor, mens hans bedste ven, Yorki (Archie Yates, den sødeste barneskuespiller nogensinde), bliver i lejren, hvor små børn får lov til at løbe vildt omkring med knive og håndgranatern under opsyn af lejrlederne, spillet af Sam Rockwell og Rebel Wilson.

En dag opdager Jojo en lille pige som bor skjult i et hemmeligt rum i hans hus. I starten er han bange for hende, men han får efterhånden sværere og sværere ved at forene hans propagandamalede syn på jøder, med den kloge og følsomme jødiske pige, Elsa (Thomasin McKenzie), som hans mor har boende i væggen – og så er Elsa desuden også en smule sød på en måde der giver Jojo sommerfugle i maven.

Jojo Rabbit gør alt det som god satire bestræber sig på. Det er skarpskydende, sjovt, skræmmende, rørende og i modsætning til Chaplins The Great Dictator (som mange har sammenlignet den med) er dette uden tvivl en film som Hitler ikke ville have syntes godt om.

Elsa er ikke bare en manic pixie dream girl i et skab. Hun er filmens hjerte, dets kerne, og man kan argumentere for at hun i virkeligheden er fortællingens hovedperson, fremfor Jojo.

Waititi formår nok at lokke os med provokation, men hiver gulvtæppet væk under os, da filmen først går i gang.

Hans version af nazisterne er absurde og latterlige set fra en voksens synspunkt, men for en lille dreng lyder ‘sommerlejr’, ‘soldateruniformer’ og mytiske historier om mænd der bekæmper ‘monstre’ som et spændende eventyr, indtil han opdager bagsiden af medaljen.

Vi får både grint en del og bliver samtidig sømløst mindet om hvorfor der ikke er noget at grine af. Det er mesterligt balanceret og utroligt smagfuldt udført. 

Tænk at en film som denne kan eksistere.

Konklusion

Jojo Rabbit er en fremragende, sjov og hjemsøgende coming-of-age fortælling, som får sine pointer frem uden at ty til grusomme billeder.

Det er en film som stoler på sit publikums intelligens, og tilbyder spændingsforløsning omkring en del af historien som mange ikke aner hvordan de skal tilgå.

Jojo Rabbit lader os grine, uden at glemme. Det er en intelligent og skarp film, som giver dig lyst til at grine rigtig meget, græde en lille smule og danse hele vejen hjem.

Den skal ses, og så skal den genses fra d. 16-1-2020.