MovSer

All about movies and series

Jumanji: The Next Level Jumanji: The Next Level
Plot De fire venner skal endnu engang forsøge at navigere og overleve spillet, Jumanji, mens de forsøger at redde en af deres egne. Men... Jumanji: The Next Level

Plot

De fire venner skal endnu engang forsøge at navigere og overleve spillet, Jumanji, mens de forsøger at redde en af deres egne. Men de opdager hurtigt at spillet har ændret sig siden sidst.

Siden den sidste film har de fire venner holdt kontakten over gruppechat og brunch, men Spencer og Marthas forhold knirker. Spencer håber at han kan få selvtilliden tilbage som spilkarakteren Bravestone, og lader sig blive suget ind i Jumanji. Da hans venner opdager hvad han har gjort, beslutter de sig for at redde ham ved at indgå i spillet endnu engang. De opdager dog hurtigt at spillet har ændret sig og at de har fået tildelt deres karakterer tilfældigt. Derudover, har spillet også suget Spencers bedstefar, Eddie (Danny DeVito) og hans ven, Milo (Danny Glover) ind i sit farlige univers, og de to ældre herre finder det svært at navigere junglens udfordringer og deres nye avatar kroppe.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at gense hvad holdet bag Jumanji: Welcome to the Jungle kunne gøre for at skrue op for sværhedsgraden og give den gas med nye niveauer af spillet, men efterfølgeren Jumanji: The Next Level, får ikke helt hevet sig selv op på det niveau den gerne vil op på.

Præmissen for hvordan de fire unge venner havner tilbage i Jumanji, forklares lidt løst gennem Spencers identitetskrise, da de andre i kliken er på vej til college, mens han selv arbejder i et supermarked og ikke længere er sammen med Martha. Er det grund nok til at sætte livet på spil i en virtuel verden? Åbenbart.

Filmen starter langsomt, men stabilt ud, med et gensyn med Spencer og kliken, men kommer hurtigt til at handle om Spencers bedstefar – nærmere hans bedstefars bitterhed over at gense sin gamle samarbejdspartner Milo.

Da vi endelig kommer ind i Jumanji og gerne vil have filmen lidt op i tempo, sænkes tempoet derimod drastisk ved at Milo og Eddie skal gennemgå alt det som kliken gennemgik i den første film (avatar kroppene, skills, chokket over at være inde i et spil, reglerne omkring at man kun har tre liv), og fordi de er ‘ældre herre’ skal de jo selvfølgelig have alting forklaret om og om igen gennem hele filmen.

Det hele føles derfor lidt som en langsom gentagelse af Jumanji: Welcome to the Jungle og jeg fandt det hurtigt irriterende at Eddie og Milo konstant skulle have alting forklaret og gentaget bare fordi de var ældre. Det lignede vitterligt et sørgeligt billede på hvordan unge tror at alle ældre mennesker opfører sig.

Der er nogle friske elementer i Jumanji: The Next Level, såsom de nye miljøer (udover jungle, har vi nu også en ørken og et snefyldt landskab ala Winterfell, komplet med en høj mur af is) og en superskurk, Jurgen (Rory McCann).

Vi skal næsten gennem 3/4 af filmen før ting rigtig begynder at blive godt og i sidste del af filmen følte jeg endelig at jeg fik de ting som jeg havde håbet på at få fra starten; kliken begynder endelig at bruge de ting som de lærte i den første film, der er kampscener og humor, og Eddie og Milo er ikke nær så håbløse længere. Fedt! Bare vi ikke havde siddet og ventet på det i halvanden time.

Jumanji: The Next Level har sin forgængers humor, farver og fede effekter, men mangler samme gejst og rene historiefortælling. Det bliver for meget med både Spencer og Marthas forhold og Eddie og Milo, kombineret med Jumanjis nye karakterer.

Jeg tilføjer en ekstra stjerne for castingen af Awkwafina, da det altid er fedt at se en asiatisk kvinde i en større talerolle, men jeg ville ønske at The Next Level i det hele taget bare ville tage os til ‘the next level’, med mere gang i den.

Filmen har premiere d. 5-12-2019

Spread the love

JaneValeur

Professionel nørd med svaghed for gysere, indiefilm og dokumentar.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.