Late Night

I Late Night møder vi den populære talkshow vært, Katherine Newbury (Emma Thompson) – en David Letterman lignende ‘late night’ vært, med årtiers TV dominans på bagen  – som står til at blive fyret fra sit eget program, med mindre hun kan give publikum sjovere og friskere materiale.

Da hendes programforfattere alle falder i kategorien af at være en gruppe dovne og umotiverede mænd med en dybt indlejret intern humor og nul ambitioner for showet, bringer Katherines producer, Brad (Denis O’Hare), et nyt og uerfarent talent ombord blandt skribent teamet: den sprudlende, ivrige Molly Patel (Mindy Kaling).

Molly har ingen erfaring indenfor branchen, men hendes friske øjne og ufiltrerede ærlighed, puster nyt liv i det trætte late night team, og sammen med Katherine sætter hun sig for at redde showet med viral kant og vovet politisk humor.

En intelligent og frisk komedie

Late Night er en frisk lille komedie, som desværre er nem at overse med sin ‘umage par’ plakat og blide marketing, og det er lidt en skam.

Jeg forventede en lidt nem og dum komedie, med et par sjove replikker her og der, men havde dog alligevel tiltro til den talentspækkede duo af Kaling og Thompson, som er to af mine favorit kvinder i Hollywoodland – og heldigvis skuffede de mig ikke.

Der er ingen tvivl om at Emma Thompson giver en af din karrieres bedste roller, som den hårdnakkede, stædige og dog dybt sårbare karrierekvinde, der vækker associationer til Meryl Streeps præstation i The Devil Wears Prada.

Thompson pløjer magtfuldt gennem filmen, i fede jakkesæt og med uimodståelig karisma, som gør det åbenlyst hvordan Katherines ansatte både kan frygte hende og være dybt fascinerede af hende på samme tid.

“I wish I was a woman of color, so I could get any job I want, without any qualifications” siger en af de hvide, mandlige programforfattere til Molly, i et bittert udbrud over hendes ansættelse, der ganske rigtigt skyldes hendes hudfarve og køn.

Naturligvis er scenen spillet dybt ironisk, da både vi og Molly, er velvidende om at hun netop er den eneste kvinde i teamet, fordi det er særligt svært for kvinder og personer af anden etnisk baggrund at få en fod ind i underholdningsbranchen.

Med Kaling som manuskriftforfatter (ja, hun er en komiker som er manuskriftforfatter til en komedie hvori hun spiller en komiker der bliver til en manuskriftforfatter) ved man at de mange blide albuehug til den mandsdominerede TV branche, hvor folk uvidende svælger i deres givne privilegier både foran og bagved kameraet, stammer fra egen hårde erfaring med at bryde gennem som kvindelig komiker.

Late Night har en klar holdning, men for en film der handler om at redde et show der mangler ‘kant’, træder filmen ironisk nok selv ganske varsomt omkring den politiske subtekst, med en del overfladiske og bløde jokes omkring køn og hudfarve, som nemt kunne være skruet op til 100%, men i stedet vælger at lande lunkent med halvt så meget potentiale.

Konklusion: Frisk men ‘sikker’ komedie

Jeg kan kun være enig i Molly Patels dom over det forældede talkshow; for at forblive relevant, må man vise at man har kant, og at man kan noget som ingen andre kan. Der svigter Late Night desværre lidt, ved at slibe kanterne lidt for fint, for ikke at fornærme det brede publikum.

Det bliver 6 stjerner til Thompson og 4 stjerner til Late Night.