Once Upon a Time In Hollywood

Vi er nået til Tarantino’s niende – og efter sigende hans andensidste – film, og skal man så være bange for at han er løbet tør for ideér? Once Upon a Time In Hollywood er på ingen måde udkørt eller idéforladt. Det er en atypisk Tarantino film, men alligevel en film du ikke er i tvivl om er hans.

Om Quentin Tarantino, der i løbet af få årtier har skabt den ene store film efter den anden, har man aldrig været i tvivl om hans kærlighed til filmens magiske arnested; Hollywood! Tarantino formåede på mange måder at genoplive et energi- og idéforladt Hollywood. Men nu hvor hans filmrejse snart er slut, så kan man kun konstatere at Tarantino langt fra er en færdig mand, for Once Upon a Time In Hollywood er en af hans bedste film til dato!

Tarantino har formået at skabe en historie, der flettes genialt ind i autentiske (om end han tolker disse ret lemfældigt) begivenheder fra slutningen af 60’ernes Hollywood. Vi følger TV-stjernen Rick Dalton (Leonardo DiCaprio), der var 50’ernes og 60’ernes helt store stjerne, der nu må se sin stjerne falme i takt med, at Hollywood forandrer sig for evigt.

Alt imens hans karriere er på vej ned ad bakken, forsøger han og hans stuntmand, Cliff Booth (Brad Pitt), at navigere rundt i en branche, som de ikke kan genkende. Det er her at Tarantino laver en mindre genistreg, for han formår at kroge disse to fantastiske karakterer ind i en autentisk tidslinje, der ikke bare i sig selv er spændende, men løfter filmen op på et nyt niveau.

Egentlig burde filmen ikke fungere så godt som den gør, da den er ganske simpel i sin strukturelle opbygning. Der er alligevel flere mindre lag bygget rundt omkring de fleste karakterer og scener, der gør at filmen virker kompleks og spændende. Filmens måske bedste scene er på Spahn Ranch, hvor Tarantino holder dig hen i flere intense minutter, fordi hvad er der sket med George? Mesterligt!

Leonardo DiCaprio – Columbia Pictures  – Once Upon a Time in Hollywood

Filmens visuelle look er helt igennem formidabel, og man har følelsen af at være suget ind i tiden omkring slut 60’erne. Tarantino viser med bl.a. eminente kameravinkler og filmiske virkemidler at han har en fortrinlig forståelse, for at bruge sit kamera på måder, som ville gøre Sergio Leone, Howard Hawks, Jean-Luc Godard og Sergio Corbucci (der også indgår i Once Upon a Time In Hollywoods historie) stolte.

Det hjælper selvfølgelig at han har sin faste filmfotograf Robert Richardson med, for igen viser Richardson hvorfor han er så eftertragtet, og mon ikke der denne gang ligger en Oscar nominering for bedste fotografering?

Som altid er det tydeligt, at Tarantino forstår at bruge musikken til at skabe intensitet og de ydre rammer, for at en scene går fra god til formidabel. Vi hører bl.a. så dejlige og velkendte numre som; Batman Theme – Neal Hefti (1966), Out of Time – The Rolling Stones (1966), California Dreamin’ – Jose Feliciano (1968), Hush – Deep Purple (1968) og mange andre, der kun gør hver scene mere ikonisk og fornøjelig.

Al Pacino stars in Once Upon a Time in Hollywood

Tarantino har samlet et formidabelt ensemble, der spiller noget af det bedste de nogensinde har gjort. Dette har altid været en af Tarantino’s store styrker; at kunne få det allerbedste frem i hans talent, ligesom Howard Hawks, der også er en af hans utallige inspirationskilder.

Brad Pitt og Leonardo DiCaprio bringer en coolness og finesse til deres respektive karakterer, hvor man ikke kan andet end at bukke sig i støvet. De to bærer vitterligt hele filmen fra rigtig god til fabelagtig, og viser igen hvor fremragende Tarantino er, til at finde den rette til en given rolle, og ikke mindst få det bedste ud af dem. Pitt’s og DiCaprio’s kemi er af en helt anden verden, og de to er i sig selv hele oplevelsen værd.

Brad Pitt & Leonardo DiCaprio – Once Upon a Time In Hollywood

Konklusion: Tarantino’s kærlighedserklæring

Filmen er en lang kærlighedserklæring til filmindustrien og sikken en smuk en. Det er alle de små detaljer i filmen og dens ligetil opbygning, der gør den så god, men også det, at Brad Pitt og Leonardo DiCaprio spiller så fremragende, at det går fra glimrende til helt formidabelt.

Sætter du pris på Tarantino’s tidligere film, så vil denne sandsynligvis også være en fortryllende og virtuos filmoplevelse du aldrig vil glemme!

Filmen er dog med en spilletid på næsten 3 timer, grænsende til at være for lang til nogle. Den er dog så god, at du skylder dig selv at se denne helt igennem fantastiske film.

En atypisk Tarantino film, der alligevel formår at overraske positivt på stort set alle parametre.

En film man er nødt til at se flere gange, før man kan indtage alle de indtryk og detaljer der er – Jeg skal se den hurtigst muligt igen.