Rambo: Last Blood

Sylvester Stallone har været en del af Hollywood i snart 50år og det er derfor nemt at tænke, at den nu 73årige Stallone er pensionsparat, men han giver ikke så nemt op. Stallone er mest kendt for sine actionfilm og ikke for storslåede historier, om end der på hans CV er nogle formidable perler iblandt. Den første Rocky film fra 1976, hvilket også var filmen der blev hans store gennembrud i Hollywood, for senere i 1982 at lave en af de andre få perler, nemlig den første Rambo film; First Blood

De efterfølgende Rambo film lagde mere vægt på voldsorgier end en reel handling. Vi er nu nået til den femte film i rækken og undertegnede mener stadigvæk at Stallone’s bedste film er fra starten af han karriere. Men er Rambo: Last Blood hans sidst skud i bøssen? Nej, for Last Blood er overraskende god underholdning.

En mærkelig hybrid

Last Blood er strukturelt meget bedre sat op end Rambo 2-4 og der er overraskende nok, lagt vægt på et rigtigt manuskript. Det klæder absolut franchiset, at man har en tålelig historie. Jovist, der vindes ikke nogen Oscar for bedste manuskript, for dertil er dybden i filmen for banal – men det fungerer

Rambo er nu en ældre PTSD ramt krigsveteran, der har fået nogenlunde styr på sine traumer/PTSD. Alt dette samtidigt med at han er blevet en surrogatfader for en ven’s datter. Det bliver også omdrejningspunktet for hele filmen, da ”datteren” bliver bortført i Mexico.

Tunge emner som menneskehandel, voldtægt og grænsekontrol tages elegant op, for så at blive ladt i stikken. Man vil for meget og skraber desværre kun i overfladen. Derudover gøres Rambo til en alt for simpel mand, der tager nogle underlige og til tider stupide valg.

Har du forventninger om at se voldsorgier fra start til slut, så bliver du også skuffet, da der går et godt stykke tid inden der kommer en masse farverig vold, som man kender fra de senere Rambo film. Men når det kommer, så er det til gengæld også ekstremt grafisk. Det er så voldsomt, at det utilsigtet bliver ganske sjovt.

Det er også her, at filmens største udfordring ligger, for hvilken slags film vil den være? En film om krigsveteraners traumer og menneskehandel? Eller vil den være klassiske good guy takes revenge? Filmen bliver på mange måder en underlig hybrid, der klart har sine gode momenter. Det havde dog nok været bedre at satse på enten eller.

Den kære Stallone er blevet 73år, hvilket er tydeligt og heldigvis ved han det godt. Han kaster sig ikke rundt som en akrobatisk ninja, der hjælpes på vej af en stålwire. Næh, good old fashion action, der endskønt viser hans styrke og toughness.

Hans skuespil kommer desværre ikke i nærheden af, hvad han kunne i bl.a. Copland. Men det er tilstrækkeligt til rollen som Rambo.

Konklusion: Bedstefar kan stadigvæk

Last Blood er ikke en film der kan eller bør sammenlignes med First Blood, dertil er den ikke seriøs nok. Den vil også være glemt lige så hurtigt, som den er set. Til gengæld er du ganske godt underholdt, alt imens det står på i en time og 40 min.

Rambo: Last Blood er en lidt rodet affære og den kunne have afsluttet First Blod perfekt. Beklageligvis har man ikke turdet at gøre det til en mere seriøs film, men valgt en hybrid form der ikke helt kan indfri alle forventningerne.

Filmen er uden tvivl til os der var barn i 80-90’erne og elskede actionhelte som Rambo og derfor har en form for connection med denne type film. Der er ikke meget Dwayne ”The Rock” johnson over Stallone, for så gammel er bedstefar trods alt ikke.

Jeg lyder måske negativ, men filmen er skam bedre end undertegnede havde forventet. Selv om man misser flere gode muligheder, så er det altså en ganske fin og underholdende film.

Har du 1 time og 40 min, du ikke ved hvad du skal gøre med, så tag du bare i biografen og blive godt underholdt.

Last Blood lander på en lille