MovSer

All about movies and series

Scary Stories to Tell in the Dark Scary Stories to Tell in the Dark
Hvor kan man dog glĂŠde sig som horrornĂžrd, og hvor kan man dog blive skuffet. Som barn af GĂ„sehudsbĂžgerne og storlĂŠser af alt hvad... Scary Stories to Tell in the Dark

Hvor kan man dog glÊde sig som horrornÞrd, og hvor kan man dog blive skuffet. Som barn af GÄsehudsbÞgerne og storlÊser af alt hvad der kunne gyse i mine unge dage, havde jeg virkelig glÊdet mig til at se hvilken magi som André Øvredal og Guillermo del Toro kunne fÄ ud af den litterÊre antologiserie, Scary Stories to Tell in the Dark af Alvin Schwartz. En samling af spÞgelseshistorier, som bÞrn kan skrÊmme hinanden med, gerne foran et lejrbÄl (hvilket er der hvor jeg rent faktisk lÊrte et par af filmens historier i min spejdertid).

Historien

Året er 1968 i den lille by Mill Valley, hvor vi mĂžder teenageren, Stella (Zoe Margaret Colletti), som bor sammen med sin enlige far og er storfan af gysere og monstre. Halloween aften beslutter Stella og hendes venner sig for at bryde ind i et gammelt, forladt hus som engang var den velhavende Bellow families eje. I fĂžlge byens rygter, plejede familiens datter – kendt lokalt som ‘SĂŠre Sarah’ – at vĂŠre lĂ„st nede i kĂŠlderen af mystiske Ă„rsager. Her sad hun og fortalte uhyggelige historier gennem vĂŠggen til byens bĂžrn, der besĂžgte hende i al hemmelighed.

Da Stella stjĂŠler en af Sarahs efterladte dagbĂžger, begynder der snart at ske mĂŠrkelige hĂŠndelser, og det ser ud til at SĂŠre Sarah endnu engang er begyndt at skrive monsterhistorier fra graven – men denne gang er det med Stella og hendes venner som hovedpersoner, og Sarah har en grum skĂŠbne i tankerne til hver af dem. Kan vennegruppen mon stoppe hende inden det er for sent?

Scary Stories to Tell in the Dark er et rod. Grundmaterialet er velkendte og stĂŠrke historier. Selv hvis ikke du har lĂŠst bĂžgerne, vil du kunne genkende nogle af monstrene alligevel. Filmen ser flot ud og har et par herlige scener her og der.

SÄ lad os kigge pÄ hvor det gÄr galt

Filmen er tilsyneladende sat i 1968 sĂ„ Vietnam krigen og Nixon valget kan bruges som baggrundsstĂžj pĂ„ Tv i flere scener, og fungerer som en form for sammenkobling mellem de virkelige og uvirkelige monstre som de unge ikke kan lĂžbe fra i den tid de lever i. Deres fremtid er ude af deres kontrol, da deres historie bogstavelig talt bliver skrevet for dem, yada yada… Vi fatter det godt – og det ‘intellektuelle’ strejf gĂžr ikke filmen bedre.

Faktisk mister Scary Stories to Tell in the Dark en stor del af sit potentiale ved at lÊgge alt for meget fokus pÄ Stella og hendes venner, og forsÞrger derved det som vi i princippet har betalt for at se; monsterhistorier. Der er tydeligt draget inspiration fra bÄde Stranger Things og Channel Zero serierne, men med sÄ mange monstre og teenagekvaler samlet i en enkelt film, bliver dette ganske enkelt til et stort, varmt rod.

Hver af monstrene, og derved sagt hver ‘scary story’ bliver komprimeret og tvangspresset ned over filmens overordnede historie om unge outcasts der har rigeligt med bþller og voksenpolitik at bekymre sig om i forvejen.

Det er som om at det gÄr meget godt i hvert monster-segment, indtil al suspense pludselig bliver kastet ud af vinduet. Vi fÄr lov til at se monstrene (mÄske lidt for meget, da CGI uheldigvis er vÊgtet hÞjere end praktiske effekter) men vi fÄr ikke rigtig lov til at leve os ind i de historier som de prÊsenterer, og derved mister vi ogsÄ fornemmelsen af hvad der egentlig skulle gÞre dem skrÊmmende til at starte med.

Hvem skal sÄ se den?

Jeg kan ikke finde ud af hvem denne film forsĂžger at appellerer til, og et endnu stĂžrre mysterie er; hvem der overhovedet vil finde den appellerende? Er den til os GĂ„sehuds bĂžrn som er vokset op med teenagevenlige spĂžgelseshistorier af R.L Stine og Alvin Schwartz, eller er det til et yngre publikum som skal stifte bekendskab med dem for fĂžrste gang?

En stor del af filmens rod, ligger i blandingen af bĂžrnevenlighed, blodige scener, uhygge – men sĂ„ ikke alligevel, praktiske effekter der afbrydes af en masse grimt CGI. Hvad foregĂ„r der?!

Svaret pÄ filmens problem er simpelt:

Der er for mange kokke i kÞkkenet. InstruktÞren André Øvredal, som stÄr bag den suspenserige The Autopsy of Jane Doe (2016) og vidunderligt mÊrkelige TroldjÊgeren (2010) formÄr ikke at udfolde sit talent. NÄr vi begynder at kigge nÊrmere pÄ filmens Þvrige bidragere, begynder resultatet at give mening

Manuskriftforfatterne, Hageman brĂždrene, er mest kendte for deres arbejde i bĂžrnevenlige animationsfilm som The Lego Movie (2014) og Hotel Transylvania (2012), er sammensat med den mesterfulde Guillermo del Toro som er kendt for sin forkĂŠrlighed til monstre og praktiske effekter. Dertil tilfĂžjer vi Patrick Melton og Marcus Dunstan til teamet. To mĂŠnd som stĂ„r bag nogen af horrorgenrens vĂŠrste titler i nyere tid, med splatterligegyldighed, sĂ„som Piranha 3DD og en rĂŠkke Saw film (efter franchisen begyndte at sejle, vel at mĂŠrke) pĂ„ CV’et.

Resultatet er for meget bÞrnevenlighed, sammensat med for meget blod. For mange praktiske effekter, Þdelagt af dÄrligt CGI. For meget suspense der fÄr lov til at sejle i sin egen bÄd.

Konklusion: Nej tak

Der er for mange kokke i kĂžkkenet, og de stĂ„r hver isĂŠr med deres ‘speciale’ sĂ„ vi til sidst ender med brun sovs blandet med guacamole. Med andre ord; her er ikke andet at se end spildt potentiale og spildt materiale, sĂ„ gĂžr dig selv en tjeneste og se i stedet Channel Zero serien (creepy pastas bragt til live til modent publikum, og med et rigt budget – start med sĂŠson 2!) eller GĂ„sehudsfilmene (til de yngre).

Filmen har premiere d. 8-8-2019

Spread the love

JaneValeur

Professionel nĂžrd med svaghed for gysere, indiefilm og dokumentar.

Indtil nu ingen kommentare

Be first to leave comment below.