Scary Stories to Tell in the Dark

Hvor kan man dog glæde sig som horrornørd, og hvor kan man dog blive skuffet. Som barn af Gåsehudsbøgerne og storlæser af alt hvad der kunne gyse i mine unge dage, havde jeg virkelig glædet mig til at se hvilken magi som André Øvredal og Guillermo del Toro kunne få ud af den litterære antologiserie, Scary Stories to Tell in the Dark af Alvin Schwartz. En samling af spøgelseshistorier, som børn kan skræmme hinanden med, gerne foran et lejrbål (hvilket er der hvor jeg rent faktisk lærte et par af filmens historier i min spejdertid).

Historien

Året er 1968 i den lille by Mill Valley, hvor vi møder teenageren, Stella (Zoe Margaret Colletti), som bor sammen med sin enlige far og er storfan af gysere og monstre. Halloween aften beslutter Stella og hendes venner sig for at bryde ind i et gammelt, forladt hus som engang var den velhavende Bellow families eje. I følge byens rygter, plejede familiens datter – kendt lokalt som ‘Sære Sarah’ – at være låst nede i kælderen af mystiske årsager. Her sad hun og fortalte uhyggelige historier gennem væggen til byens børn, der besøgte hende i al hemmelighed.

Da Stella stjæler en af Sarahs efterladte dagbøger, begynder der snart at ske mærkelige hændelser, og det ser ud til at Sære Sarah endnu engang er begyndt at skrive monsterhistorier fra graven – men denne gang er det med Stella og hendes venner som hovedpersoner, og Sarah har en grum skæbne i tankerne til hver af dem. Kan vennegruppen mon stoppe hende inden det er for sent?

Scary Stories to Tell in the Dark er et rod. Grundmaterialet er velkendte og stærke historier. Selv hvis ikke du har læst bøgerne, vil du kunne genkende nogle af monstrene alligevel. Filmen ser flot ud og har et par herlige scener her og der.

Så lad os kigge på hvor det går galt

Filmen er tilsyneladende sat i 1968 så Vietnam krigen og Nixon valget kan bruges som baggrundsstøj på Tv i flere scener, og fungerer som en form for sammenkobling mellem de virkelige og uvirkelige monstre som de unge ikke kan løbe fra i den tid de lever i. Deres fremtid er ude af deres kontrol, da deres historie bogstavelig talt bliver skrevet for dem, yada yada… Vi fatter det godt – og det ‘intellektuelle’ strejf gør ikke filmen bedre.

Faktisk mister Scary Stories to Tell in the Dark en stor del af sit potentiale ved at lægge alt for meget fokus på Stella og hendes venner, og forsørger derved det som vi i princippet har betalt for at se; monsterhistorier. Der er tydeligt draget inspiration fra både Stranger Things og Channel Zero serierne, men med så mange monstre og teenagekvaler samlet i en enkelt film, bliver dette ganske enkelt til et stort, varmt rod.

Hver af monstrene, og derved sagt hver ‘scary story’ bliver komprimeret og tvangspresset ned over filmens overordnede historie om unge outcasts der har rigeligt med bøller og voksenpolitik at bekymre sig om i forvejen.

Det er som om at det går meget godt i hvert monster-segment, indtil al suspense pludselig bliver kastet ud af vinduet. Vi får lov til at se monstrene (måske lidt for meget, da CGI uheldigvis er vægtet højere end praktiske effekter) men vi får ikke rigtig lov til at leve os ind i de historier som de præsenterer, og derved mister vi også fornemmelsen af hvad der egentlig skulle gøre dem skræmmende til at starte med.

Hvem skal så se den?

Jeg kan ikke finde ud af hvem denne film forsøger at appellerer til, og et endnu større mysterie er; hvem der overhovedet vil finde den appellerende? Er den til os Gåsehuds børn som er vokset op med teenagevenlige spøgelseshistorier af R.L Stine og Alvin Schwartz, eller er det til et yngre publikum som skal stifte bekendskab med dem for første gang?

En stor del af filmens rod, ligger i blandingen af børnevenlighed, blodige scener, uhygge – men så ikke alligevel, praktiske effekter der afbrydes af en masse grimt CGI. Hvad foregår der?!

Svaret på filmens problem er simpelt:

Der er for mange kokke i køkkenet. Instruktøren André Øvredal, som står bag den suspenserige The Autopsy of Jane Doe (2016) og vidunderligt mærkelige Troldjægeren (2010) formår ikke at udfolde sit talent. Når vi begynder at kigge nærmere på filmens øvrige bidragere, begynder resultatet at give mening

Manuskriftforfatterne, Hageman brødrene, er mest kendte for deres arbejde i børnevenlige animationsfilm som The Lego Movie (2014) og Hotel Transylvania (2012), er sammensat med den mesterfulde Guillermo del Toro som er kendt for sin forkærlighed til monstre og praktiske effekter. Dertil tilføjer vi Patrick Melton og Marcus Dunstan til teamet. To mænd som står bag nogen af horrorgenrens værste titler i nyere tid, med splatterligegyldighed, såsom Piranha 3DD og en række Saw film (efter franchisen begyndte at sejle, vel at mærke) på CV’et.

Resultatet er for meget børnevenlighed, sammensat med for meget blod. For mange praktiske effekter, ødelagt af dårligt CGI. For meget suspense der får lov til at sejle i sin egen båd.

Konklusion: Nej tak

Der er for mange kokke i køkkenet, og de står hver især med deres ‘speciale’ så vi til sidst ender med brun sovs blandet med guacamole. Med andre ord; her er ikke andet at se end spildt potentiale og spildt materiale, så gør dig selv en tjeneste og se i stedet Channel Zero serien (creepy pastas bragt til live til modent publikum, og med et rigt budget – start med sæson 2!) eller Gåsehudsfilmene (til de yngre).

Filmen har premiere d. 8-8-2019