T2: Trainspotting

Den fremragende britiske instruktør Danny Boyle har siden sin debutfilm – Shallow Grave (1994) – formået at levere den ene fantastiske film efter den anden. I 1996 instruerede han “Trainspotting”, en film som mange betragter som hans mest ikoniske. Den genoplivede britisk film i 90’erne, og den leverede også et af de bedste soundtracks i nyere tid.

Danny Boyle er uden tvivl en formidabel instruktør, og han vandt ganske fortjent en Oscar med filmen Slumdog Millionaire i 2009. På trods af de mange succesfulde film efter Trainspotting, har mange hungret efter en efterfølger til kultklassikeren, og endelig er den her. Det store spørgmål er dog; Kan den levere det fix vi alle hungre efter? JA!

20 år senere og alt har forandret sig… eller har det?

Vi følger Renton der efter 20 år vender tilbage til Edinburgh og hurtigt havner i Sick Boy og Spuds (dårlige) selskab. Ja selv Begbie er med tilbage, denne gang med en agenda om han skal have hævn for de penge Renton snød de andre for.

Men hvor meget har deres liv så forandret sig, og er de stadigvæk afhængige? Det står dog hurtigt klart, at de alle stadigvæk har store identitetsproblemer. De forsøger så godt de nu evner, at være normale og være en del af samfundet. Men er inderst inde, er de lige så blæste, som de var for 20 år siden

Selve hovedhistorien er ikke speciel velskrevet, og specielt mod slutningen bliver den en anelse ligegyldig og kedelig.

Derimod er de fire protagonisters individuelle historier utrolig spændende og velskrevet. Specielt må Begbies historie betegnes som rørende, og han er den karakter der udvikler sig mest.

Kemisættet fungerer stadigvæk eminent

En af filmens store styrker er, at kemien imellem Renton, Sick Boy, Spud og Begbie er fuldstændig uforandret. De ser umiddelbart ældre ud, men inderst inde har de formået at bibeholde en del af deres ungdommelig sind. Det er måske ikke i den klassiske forstand skuespil af højeste karakter, men på grund af deres gode kemi, så føles det alligevel utrolig ægte.

Derudover komplimentere filmens soundtrack (igen) alle scener, og vidner endnu engang om hvor dygtig en instruktør Danny Boyle er. For ikke nok med at Boyle mestrer at illustrere de mange historier med fremragende billeder, de leveres også med mere end fortrinlig præcision.

Musikken er bare med til, at for hæve niveauet for i forvejen fremragende scener, så bliver unikke.

Derudover er der flere små detaljer, som skal få os til at tænke tilbage til den første film. Bl.a. nummeret “A perfect Day” spilles i starten af filmen med få enkle toner, så man kun kan høre antydningen af hvilket nummer der spilles. Noget som trigger minder og associationer fra den første film.

Konklusion: Næste lige så godt som det første fix

T2 leverer et fremragende nostalgitrip af de bedre, om end at rusen forsvinder noget til sidst.

Selve hovedhistorien må i bedste fald betegnes som forholdsvis tynd, men det er og bliver de individuelle karakterers egne historier der er interessante at følge – Noget som leveres i fornemmeste stil af fortrinligt skuespil og kemi imellem vores protagonister.

Derudover er filmens visuelle stil og stemning lige så syret og farverig som den første film.

Selv om T2 ikke har helt samme ungdommelige friskhed, som den første film, så får vi en glimrende afslutning på karakterenes liv. Et ”værdigt” punktum.

Er du fan af den første, så få det hellere fixet og kom i biografen og se T2 Trainspotting

Det vil helt klart være en fordel at man har set den første film