Terrence Malick vender tilbage med gudeskønne billedlandskaber i A Hidden Life.

Den gådefulde enigma 76-årige Terrence Malick vender tilbage med hans bedste film siden The Tree of Life fra 2011, med 2.verdenskrigs dramaet A Hidden Life.

Malicks film er fulde af gentagne billeder og billeder af naturlig skønhed. Ofte lader han sine karakterer være fortællerstemme og bruger musikken til at forstærke sine scener.

Da Terrence Malick i en alder af 30 år debuterede med mesterværket Badlands i 1973, var det med éen af de mest lyrisk smukke film verden havde set.

Det poetiske vilde ungdomsdrama med Martin Sheen og Sissy Spacek, vandt omgående anerkendelse fra alverdens filmskabere, og er idag en rigtig klassiker.

5 år tog det før Terrence Malick vendte tilbage, nemlig i 1978 med endnu et mesterværk: Himlen på jorden med bla. Richard Gere og Brooke Adams. Filmen er lyrisk smuk med en meget berømt scene befolket med en græshoppesværm.

20 år skulle vi vente på hans næste film og det var med krigsdramaet Den tynde røde linje fra 1998 og det var en ren stjerneparade af medvirkende skuespillere b.la. : Sean Penn, Nick Nolte, George Clooney og Woody Harrelson.

Filmen druknede dog lidt, da Steven Spielberg samme år udsendte Saving Private Ryan. Rigtige filmfans finder dog Malicks bidrag til krigsfilmen i dette år, som den bedste.

I 2005 vendte han forbløffende “tidligt” tilbage med den lidt skuffende, men ligeledes billedmæssigt smukke film The New World, men det var i 2011 at han virkeligt bragede tilbage med guldpalme vinderen The Tree of Life. Filmen er vel nok hans mesterlige hovedværk?

Om succesen steg ham til hovedet er ikke til at vide, men de følgende film To the Wonder 2012, Knight of Cups 2015 og Song to Song fra 2017 var nogle lidt underligt flimrende og diffuse film, som selv Malicks største disciple kan have det lidt svært med at modforsvare.

Nu skulle han så efter sigende være tilbage på sporet med 2. verdenskrigs dramaet A Hidden Life.

En virkelighedens historie, hvor idyllens stilhed bliver fortalt med malende billeder af lyrisk skønhed, hvor kun gruen venter.

Den knap tre timer lange film Malick intenst har fået frembragt, er bygget over den virkelige historie om den østrigske Franz Jägerstätter, der kæmpede en brav kamp mod nazisterne om at få ham overbragt og omvendt til nazismen.

Franz Jägerstätter havde det moralsk svært med nazismen, og hans liv inden krigens indmarch, var en sand idyl med hans kone, 3 små piger, lokalbefolkningen i den lille landsby Radegund og de smukke naturomgivelser.

Men efterhånden som krigen nærmede sig måtte han stille sig nogle eksistentielle spørgsmål: hvor meget kunne hans idealistiske verdenssyn forankres med nazismens, og hvor meget kunne idyllen i familien tåle at bebyrdes med fra krigens rædsler i guds navn, Amen?

Få får fred, men krigen fortsætter.

A Hidden Life bliver på ingen måde fortalt altmodisch, men Terrence Malick har også en anden agenda.

Det åndelige aspekt har en central plads i de breve, virkelighedens Franz Jägerstätter sendte fra nazisternes fængsel. Sammen med brudstykker af musik poesi fra Beethoven, Arvo Pärt og Alfred Schnittke får Malick med citater fra brevene, dannet en overvældende smuk lydmosaik, særligt i tandem med Jörg Widmers glansbilleder af dalsænkninger og ru cellevægge.

Signaturerne i Malicks aktuelle værk er intakte: naturromantikken, den dominerende fortællerstemme, brugen af klassiske musikbidder og fiskeøje-optikken.

Hans collageagtige, lyriske fortælleform tager sig tid til at vandre ind og ud af hovedpersonernes forpinte tankesæt. Ud på markerne, ned i muldjorden og rundt i rum, så de føles håndgribelige og 3D-nærværende.

Terrence Malick´s nye poetiske filmdokument om tro, krig og kærlighed – er et historisk opråb, man bør sansesmage sig til.

Historien fortalt med engelsk tale i et Østrigsk samfund, gennem Terrence Malicks storslåede billedbegavelse.

Vi er i Malick´s version af Østrigs utroligt smukke naturlandskaber, under begyndelsen til Anden Verdenskrig. Vi møder de to hårdtarbejdende bønder og ægtepar Franz og Fani, der bor i landsbyen Radegund. Livet leves, som det bør leves – økologisk tæt på jorden og himlen i harmonisk harmoni med naturens afgrøder.

Men med nazismens indtog, skal landets østrigske mænd trække i trøjen og sværge Hitler troskab. Franz er trodsig, men forsøger at gennemføre det for familiens og landsbyens skyld. Men han kan ikke strække sit moralkodeks så langt, og da han også er en hengiven kristen ryger han lukt i en enecelle, henkastet af de mistroiske nazister.

For omgivelserne virker Franz’s modstand som en meningsløs selvmordshandling. Franz´s hengivne og dybt trofaste kone Fani, tager til byens myndigheds kontorer i håb om benådning, og den lokale præst sender flere bønner til Franz end til Gud: Krigen slutter nok snart, og da finder du frelse i dit hjerte!

I Terrence Malicks billedorgasmer, er billederne vigtigere end socialrealismen.

”At det gode i verden er i vækst, afhænger til dels af ahistoriske gerninger. At tingene ikke er så ilde for dig og mig, som de kunne have været, skyldes delvist de mennesker, der samvittighedsfuldt har levet skjulte liv og hviler i gravkamre, ingen besøger.”

Citatet indgår ved filmens afslutning og er fra den britiske 1800-tals-forfatter George Eliot.

Terrence Malick vil gerne ind og beskrive dette citat hudløst og ærligt, men han er “desværre” så hæmmet af sit fantastiske æstetik for de fremragende billeder, at han ikke kan nå helt ind i historien og dens vigtigste hovedpersoner.

Hvorledes skildres hverdagsrealismen, de ikke episke stunder med familien, den RIGTIGE dagligdag der ikke episk skal indfanges så storslået og smukt og visuelt begavet som kun han kan? Hvor skruer vi ned?

Kort sagt Malick: lidt mere Rainer Werner Fassbinder/Mike Leigh, lidt mindre Lawrence of Arabia/Barry Lyndon næste gang, tak!.

Det falder mig også generende ind, at dialogen skal foregå på engelsk veltale, når vores hovedpersoner skal have deres taletid som østrigske bønder, for dernæst på flydende tysk(østrigsk?) at kommunikere med landsbyen, nazisterne eller andet raskt godtfolk, når vi føres væk fra nær- og totalbillederne. Hvor blev dit mod af Mallick, kan du ikke løsrive dig fra dit amerikanske overjeg?

De lidt ukendte skuespillere August Diehl og Valerie Pachner som spiller det forpinte ægtepar, har Mallick fint instrueret, men det plejer han jo også at være ferm til.

Bruno Ganz dukker op som veloplagt nazist, som det desværre skulle vise sig, at være hans sidste filmrolle.

“Det er jo altsammen godt nok kære anmelder, med alle dine Grand biograf korrekte udtryk og fisefornemme ordvendinger. Kort sagt: skal jeg traske ned i Grand med min håndbajer med cowboytoast og se skidtet?”.

De slagenes billeddigt i krigsform.

Ja det skal du/i, for A Hidden Life er mere end fisefornem hovskisnovski for de kulturelt indviede.

Selvom filmen for mig ikke tangere de to bedste Malick film, hvilket stadig for mig er Badlands og The Tree of Life, bør man ikke snyde sig selv for at se en vaskeægte mester udfolde sig poetisk malerisk på københavns bedste kultur lærred: i Grand Teatret.

Malick bruger muligvis “billige” filmskolelærte filmtricks som: tårevædede adskillelser ved togperroner, præster i koncentrationslejre, væltede ølglas, mørke skyer, udtørrede brønde og kirkeklokker der bliver smeltet om til våbenskugler. Og hans fortællingsevne bliver muligvis floskelfortalt oplæst gennem skuespillerne, med skespisningscitater som: “Der er mørkere tider i vente”, “Er det nu lyset dør?”, “vi må trodse ondskaben”, “er lidelse noget vi vælger?”, Gud ønsker du finder fred i dit sind”, “kun den slagne kommer i himlen” ,hvad er der sket med vores land?”, “med guds hjælp bliver alting godt igen”, “verden er større end dig”, “jeg er altid hos dig i tanken”og “Du er alt jeg har!”

Men, men, men!

Far far krigsmand, døden skal du lide!

Jeg havde det på lidt samme måde som med hans ligeledes lyrisk smukke Himlen på jorden: smukke høstbilleder, bølgende kornmarker med brusende vandfald og harmoniserede mennesker i fuldendt natur harmoni. Men savnede det menneskelige naturlige, frembragt i en fuldendt historie.

Alligevel lander jeg på de fem stjerner, da “lidt” af Terrence Malicks mesterier er guld for os bønder på jorden. Amen!