The Good Lie

The Good Lie er basalt set historien om den smerte og afkald de unge børn gjorde og ikke mindst den følelsesmæssige kamp for at tilpasse sig det ukendte. En rejse der var ubarmhjertig og de valg de måtte tage for at overleve og skabe sig et liv uden krig og ødelæggelse. For borgerkrigen i Sudan skånende ikke børn og de unge mennesker der flygtede til USA, fra den frygtelige borgerkrig, der hærgede Sudan fra 80´erne til 2005.

Folkemordene står for nogle stadigvæk stærkt i erindringerne og historien instruktør Phillippe Falardeau gerne vil fortælle, er mere end tidssvarende og absolut værd at fortælle. De fortabte drenge er nemlig det man kaldte programmet, som bl.a. skulle sende de sudanesiske unge til USA for at arbejde.

Historien der fortjener at blive fortalt!
Historien er bygget over en kollektiv oplevelse fra en masse af de børn, hvor det lykkedes at emigrere til USA. De fortabte drenge(piger) som vi i filmen følger er Mamere, Paul, Jeremiah og pigen Abital. Vi følger hele deres lange og ikke mindst pinefulde rejse de begiver sig ud på, da hele deres landsbyen bliver tilintetgjort. Deres vandring tager dem til flygtningelejren i Kenya, hvorfra de venter i 13 år for at kunne komme til USA og forsøget på at få et normaliseret liv.

Det er dog ikke så nemt, som man skulle tro, for under rejsen har de mistet Mameres bror Theo som ofrede sit eget liv, for at de andre kunne komme sikkert til Kenya. Da de endelig efter 13 år i flygtningelejren får at vide at turen er kommet til dem, ja da bliver deres ”søster” Abital splittet fra gruppen, da hun skal til en anden stat end drengene. Hvilket også kommer til at være en essentiel del af den resterende historien.

Filmen levere et eftertrykkeligt indtryk af de fortabte drenges fortvivlelse over den forskellighed der nu engang er mellem et vestligt land og et udviklingsland. For det er ikke nemt for vores 3 drenge, at tilpasse sig deres nye liv i USA, desværre er det heller ikke gjort nemmere af, at dem som skal hjælpe med at akklimatisere de 3 unge drenge, ja de viser ikke meget forståelse og interesse for dem, i hvert fald i starten. Reese Witherspoon spiller på fantastisk vis den noget så ustrukturerede single kvinde, hvis job som jobagent netop skal hjælpe de unge drenge, ja et job som hun i starten på ingen måde viser den helt store interesse for.

Der er dog en masse scener som beskriver denne forskel, som der nu engang er og som viser hvor svært de 3 drenge har ved at tilvende sig livstilen og levemåden i USA. Scenen hvor Jeremiah har fået job hos den lokale købmand og er ved at smide uddateret mad ud, da opdager han en hjemløs der prøver at finde noget spiseligt. Jeremiah vælger at give den hjemløse noget af det lidt mere friske mad, hvorved Jeremiah og hans chef kommer i diskussion og som resultat, at Jeremiah vælger at sige op, da han mener det er ikke at vise medmenneskelighed.

Selv om flere scener er ret seriøse er der dog også en del, der nemt kan frembringe et smil eller et grin. Alt dette skabes af drengenes uvidenhed om hvordan verden fungere i den vestlige verden, såsom da telefonen ringer og de tror det er en alarm, det er bare en af flere scener, hvor man får sig et stort smil eller lettere grin.

Skønhed og smerte
Instruktøren viser på fornemmeste vis, at man sagtens kan levere visuelt stærke billeder uden at vise overdreven brug af blod, for billederne sammenlagt med en stemningsfyldt lydside fungere fantastisk til netop at befæste alvoren. Opbygningen af filmen er en klassisk metode, som ofte bruges må siges at være ganske velvalgt til lige denne film. Vi følger børnegruppen, fra da de er børn og hele rejsen over Sudan, Kenya og til sidst USA, hvorfra han laver flashbacks tilbage i fortiden, noget han bruger på de helt rigtige tidspunkter, bl.a. når tonen i filmen bliver for positiv og han er nød til at bringe publikum tilbage til alvoren.

Men selv om det er en smuk historie, som fortjener at blive fortalt uanset hvad, Ja så mangler der desværre noget mod, som mange af de fortabte drenge udviste under deres flugt for et bedre liv. Det hele bliver nemlig til tider lidt for poleret og selv om det nok mere er en smagssag, så er filmens styrke paradoksalt nok også den svaghed. Det bliver bare lidt for meget feel good og skulle filmen have ramt dybere, ja så skulle de unge drenges grimme oplevelser have haft mere effektiv tid. Det ville have klædt filmen, hvis instruktøren havde vist mere af den smerte og uretfærdighed der udspillede sig under borgerkrigen i Sudan.

Men instruktøren gør dog også noget rigtigt for at fastholde publikum, nemlig at være gang at tonen bliver for løssluppen, så får vi vores flashback af børnenes skræmmende oplevelser de havde under deres flugt til Kenya, alt dette gør at ens interesse for karakterne bibeholdes konstant. Men noget af det der gør film mere komplet er dog, at instruktøren formår at holde det primære fokus på et af de mest essentielle emner, nemlig kampen for at tilpasse sig det samfund de prøver at blive en del af. Det er dog også godt hjulpet på vej af nogle ufattelig gode præstationer af vores 3 hovedrolleindehavere, hvoraf 2 selv har være børnesoldater og ikke mindst har været flygtninge, de må om nogen vide hvilke problemstillinger der kan være ved at skulle integrere sig i et nyt land.

Man kan ligefrem trække parallel til vore samfundsmæssige spørgsmål og udfordringer vi stiller til de flygtninge, vi modtager i dag fra bl.a. Syrien. For kan vores samfund i dag gøre mere for at integrere dem, som nu engang kommer hertil. Men ikke mindst bør vi gøre et mere ihærdigt forsøg, på at forstå hvad flygtningene kommer fra og hvad de har været udsat for? Filmen stiller kun spørgsmålene og lader selv publikum ræsonnere sig frem til sine egne beslutninger og den kære instruktør lader sig heldigvis ikke lokke af for meget dramatisering af de reelle spørgsmål og glædeligvis bliver moraliseringen ikke alt for stor, hvilket det ofte kan blive i amerikanske dramafilm.

Overraskelsen over dem alle
Den største overraskelse er egentlig ikke fortællingen af en smuk og ikke mindst fascinerende historien, det er til gengæld det storslående skuespil der leveres af de 2 unge herrer, der spilles af Ger Duany og Emmanuel Jal. Om det er deres oplevelser som rigtige børnesoldater og egen smerte de udlever igennem deres roller, ja det kan jeg ikke sige. Men følelsen af tomheden, afsavnet, forvirring og ikke mindst smerten, den levere de på uovertruffen vis.

Det er ikke kun dem som levere gode præstationer, den kære Reese witherspoon leverer også en bund solid performance og viser hun virkelig mestre mange genre. Hun vinder nok ikke en Oscar for bedste birolle på denne præstation, det er dog en birolle, som hører til de bedre præstationer i år. Det er dog også alle de sublime præstationer hele vejen rundt, som absolut holder filmen oppe på et højt niveau

Den visuelle stil sammen med lydsiden må jeg sige leveres i en let, men flot stil. Men det er dog nødvendigvis ikke kun positivt. Det visuelle bliver desværre for lys og let, hvilket jeg personligt synes bliver lidt for kedeligt, det havde ikke gjort noget hvis det hele bare var lidt mere beskidt. Tilmed havde det måske været passende med nogle flere flashbacks, for måske havde filmen haft godt af lidt mere tyngde og dybde.

Konklusion: smukt, rørende uden alt for meget gøgl
Filmen The Good Lie leveres på flotteste vis og formår selv med nogle mindre gode perioder, primært i starten af filmen, at fastholde publikum og ikke mindst til sidst at røre ens indre. Undertegnede fik i hvert fald ved slutscenen lette tårer og selv om filmen måske mangler lidt mere dybde og tyngde, ja så ændre det ikke ved, at den på mange måder er utrolig velfortalt.

I det mindste så får man heller ikke en masse kvalmende og over moraliserende budskaber som ville kunne ødelægge en så flot en film som denne. Der mangler desværre det sidste vilje til at få den op i det øverste lag af store dramafilm, men den er dog absolut en tur værd i biografen.