The Invisible Man

The Invisible Man er baseret på H.G. Wells’ klassiske roman af samme navn fra 1897, og selvom der har været en håndfuld filmatiseringer hen ad årene, er det efterhånden længe siden at vi har set noget til denne klassiske film-skurk.

I Leigh Whannells nye version, følger vi kvinden Cecilia (Elisabeth Moss), som efter at have undsluppet et voldeligt forhold, får besked om at hendes kæreste, Adrian (Oliver Jackson-Cohen), er død kort tid efter. I starten er hun lettet over nyheden, men så begynder der at ske uforklarlige ting omkring hende, der overbeviser hende om at Adrian ikke er død, men at han stalker hende i usynlig tilstand.

Som udgangspunkt er det et frisk nyt spin på den klassiske historie, at vi nu følger et offer for ‘den usynlige mand’, fremfor manden selv, og at der trækkes en rød tråd mellem det uvirkelige sci-fi element af usynlighed, og det dybt alvorlige realitet af voldsramte kvinder som ikke bliver hørt eller troet på i samfundet.

Det hele ser så lovende ud: et frisk nyt spin på Usynlig Mand-tropen, Elisabeth Moss i hovedrollen,  et spændingsfuldt soundtrack, mesterligt mix af lyd, superb kameraføring og en overordnet ambivalens i historien; er der virkelig en usynlig mand? Eller er Cecilia midt i et mentalt sammenbrud?

Men så begynder det stødt at gå ned ad bakke på spektakulær vis.

Lad mig starte med at sige, at dette langt fra er den værste sci-fi thriller man kan sætte sig ned og se, men filmen taber så utroligt meget ved at love noget fra starten som den hurtigt frarøver os igen.

Det er ikke til at overse den underliggende pointe i at det i virkeligheden er hovedpersonen, og offeret, Cecilia, som er ‘usynlig’ i den forstand at hun konstant bliver ignoreret af venner og politi, i sit forsøg på at overbevise dem om den vold og manipulation hun bliver udsat for, og i den forstand er filmens fortolkning ret interessant.

Hvor ville jeg gerne have set Robert Eggers eller Ari Asters takle dette projekt i stedet for Saw-instruktør Leigh Whannell. Præmissen er fed, men udførelsen er klodset, inkonsistent og formår at smide alle sine gode kort på bordet alt for tidligt.

Havde historien dog bare vedligeholdt sin ambivalens og leget med sit publikum, kunne vi have stået med en fremragende og gennemført film, men flere ting går galt når først den bevæger sig fra psykologisk thriller til direkte cheesy slasherfilm.

Elisabeth Moss er så stærk i sin rolle som den nedslåede, men stærke overlever af et voldeligt forhold, men i filmens sidste halvdel er hun total spildt, og kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden skuespillerinde hvis eneste job er at løbe og gemme sig, og løbe og gemme sig.

Her er så meget spildt potentiale at man næsten bliver vred af det.

Forestil dig at du ser de første 10-15 minutter af Gone Girl og pludselig forvandler filmen sig til Hollow Man. Man kan jo næsten ikke få sig selv til at spise sine popcorn af bare skuffelse.

Konklusion:

En fremragende casting, frisk nyt spin og fed kameraføring er desværre ikke nok til at redde The Invisible Man op af det hul som den formår at grave sig selv ned i.

Nogen ting skal bare ikke ses.