The New Mutants

Hvor har vi dog ventet længe på denne lille X-Men spin-off film, og efter knap tre års ventetid er den nu endelig landet med et bragende:

… meh!

Jeg havde personligt glædet mig til at se The New Mutants siden slutningen af 2017, efter at have set fede trailers og plakater for filmen.

Plot

Den unge pige, Dani (Blu Hunt) vågner fastspændt til en hospitalsseng i en mystisk facilitet efter at have vidnet sin fars død under en voldsom ‘tornado’ i hendes by. Facilitetens eneste ansatte, Dr. Reyes (Alice Braga) fortæller hende at hun er indlagt til behandling for hendes hidtil skjulte mutant-evner.

Under hendes ophold møder Dani sine medpatienter; Rahne (Maisie Williams), Illyana (Anya Taylor-Joy), Sam (Charlie Heaton) og Roberto (Henry Zaga). De besidder hver især farlige og stærke mutant-evner, som kommer på spil, da der begynder at ske mystiske og uhyggelige hændelser på faciliteten.

Flashback: Oktober/November 2017

Maisie Williams var et af TV’ets mest velkendte ansigter fra sin rolle som Arya i Game of Thrones, og vi havde alle lige slugt to hele sæsoner af Stranger Things på Netflix, hvor Charlie Heaton debuterede som den vellidte Jonathan – og nu siger du til mig, 20th Century Fox, at de to skal være X-Men i en kommende film? JA. TAK!

Trailerens hovedperson så endnu mere interessant ud, med en rebelsk klædt Anya Taylor-Joy, som nærmest har været et af de hotteste navne i Hollywood siden hun brillierede som Thomasin i The Witch (2015), og efter at have trådt ind i superhelte-verdenen gennem Shyamalans overraskende hit-film Split (2016), var vi alle klar til at se hende som en fuldt ud mutant-superhelt.

Store navne, fed trailer og et frisk mere lowkey spin på det velkendte X-Men univers, som efterhånden var blevet for bredt og for rodet, med alle de mange forskellige tidslinjer. Det her virkede lovende med minimale effekter, de mest friske store navne i Hollywood og en ny spændende instruktør, Josh Boone (The Fault in Our Stars), bag rattet.

Move over, Wolverine!

Med denne baggrundsviden, er det måske nemmere at forestille sig niveauet af min skuffelse og frustration, da jeg endelig (snart tre år senere!) sad i et biografsæde og skrev krøllede noter i mørket, til en ugenkendelig tapenade af scener fra det der nok kunne have været en rigtig god film.

I stedet er The New Mutants en rigtig… OK film.

Hvad gik der galt?

Den hurtige forklaring er tre års konstant fiflen i redigeringslokalet og en markedsføring som lovede noget mere underspillet end hvad filmen reelt havde at byde på.

Der er dog flere modstridende faktorer som prøver at gøre sig gældende i dette kaos af en film. Mens traileren lovede os en kantet psykologisk thriller med X-Men teenagere og rock ’n’ roll, endte filmen ultimativt med at drukne i CGI af svingende kvalitet, og hovedpersonen er hverken spillet af Anya eller Maisie, men af en ung dame af navnet Blu Hunt (fedt navn, kedelig karakter).

Kan man få for mange Buffy referencer?

Åbenbart.

Måske er jeg ekstra sensitiv overfor Buffy relateret materiale, som en årelang fan af Buffy serien, men denne film er umodstrideligt pumpet fuld af referencer til Buffy The Vampire Slayer serien, som tilsyneladende er det eneste TV som faciliteten tillader.

Det lader i det hele taget til at Boone hellere bare vil have at vi sætter os ned og ser Buffy, for at forstå den historie han vil fortælle: Rahne er en ‘heks’ og varulv, så lad os vise den episode hvor Willow og hendes kæreste, Tara, bliver angrebet af en varulv. Illyana har et trauma hvor en masse høje, blege dæmon-agtige mænd angriber hende om natten, så lad os vise en episode hvor præcis det samme sker mod Buffy.

Rahne er endda stylet til at ligne Willow på en prik. Som Buffy-nørd kan jeg godt klappe af et par referencer her og der, men man åh man, hvor virker det spøjst og meningsløst, og jeg er ked af at sige det; men Buffy havde for det meste en mere sammenhængende historie og bedre effekter i løbet af sine syv sæsoner, end The New Mutants har i sin 1t39m. 

Resultatet

Vi ender med en film hvor jeg kan pege på max to oprigtig cool scener, som begge sker i anden halvdel (sikkert for at vække publikum fra deres lur), og resten kan bedst beskrives som en blanding af Girl, Interrupted møder Glass.

Hvad kunne have reddet filmen?

Svar: Mere Illyana.

Når nu vi alligevel skal redigere denne film til plukfisk, ville jeg hellere have set en version hvor det nærmest kun er Anya Taylor-Joys karakter, Illyana, som er i fokus. Hun er den eneste med en lidt dybere og kompleks baggrundshistorie, og hendes mutant-evner er de eneste som er nye og anderledes i forhold til de andres, som er set i utallige versioner før.

Jeg fandt hendes karakter og udvikling som en enestående brik i en lidt for forvirret film, hvor der tydeligvis ikke var tid nok til at fordele baggrundshistorier og karakterudvikling ud til alle på lige fod.

Konklusion: Alt i alt er det her en OK film, men med tre års ventetid, bliver dette desværre til en utilgiveligt OK film.

Jeg ville sige at denne film er en ommer, men jeg har en fornemmelse af at den allerede er blevet omredigeret så mange gange efterhånden, at det måske er bedst bare at lade den hvile i fred.

Se den med lave forventninger eller (undgå den indtil den kan streames) fra i dag, d. 3. september 2020.