Woody & Co. er stadig uopslidelige i fjerde del af Toy Story succesen.

Pixars “Toy Story” serie er et eksemplarisk bevis på hvordan en serie kan forblive fortælle lysten og teknisk udviklende, her knap 25 år efter “Toy Story 1″´s forandrings-og stilskabende børnefilm klassiker.

I 1937 frembragte Walt Disney en utrolig epoke i filmhistorien. “Snehvide & de syv små dværge” var en time og 23 minutters lang tegnefilm baseret på Grimms eventyr af samme navn. Det var første gang nogensinde verden havde set en tegnefilm i fuld spillefilmslængde og så var filmen med tale og sprudlende technicolours. Filmen blev et kæmpe hit og står idag som eén af de vigtigste og mest indflydelsesrige  film overhovedet sammen med film som “Citizen Kane”, “Lawrence of Arabia” og “Borte med blæsten”.

I 1995 formår en ukendt John Lasseter med hans Pixar studios næsten at forny tegnefilms genren på samme måde igen.  Han laver en historie om levende legetøj, men han gør det i CGI, altså 100% computeranimation. Verden bliver forbløffet over hans/Pixars film “Toy Story”, for ikke bare er det hele computeranimeret, men historien og figurerne fremstår spillevende foran alverdens små poder og håbløst barnagtige voksne.

John Lasseter ville nok dengang have forsvoret at han med denne “lille” film, ville få Disney studierne til at afslutte næsten 75 års håndtegnede klassikere i 2011, men sådan ville skæbnen det De såkaldte “Disney klassikere” laves nu alle 100% i CGI, til sikkert stort grædekor for dem/os der kan huske dengang der var noget der hed 4-forestillingen og repremierer.

Nu er vi altså nået til fjerde del af vores mesterlige fortællinger om vores “fortryllede” legetøj, med vores allesammens “Woody”, “Buzz Lightyear”, “Bodil” og alle de andre figurer, som allerede nu er blevet elsket af flere generationer af tegnefilms elskere.

Historien kort fortalt:

Vores allesammens rare cowboy “Woody”, er blevet et udtjent legetøj for pubertets drengen Anders og sammen med de fleste af vores gamle kendinge som f.eks. “Buzz Lightyear”, er vores legetøjs venner havnet hos den børnehaveklasse startende pige “Bolette”.

Men “Bolette” er en lidt forsagt pige, der i lidt frustreret afmagt får samlet sit eget legetøj af en brugt éengangs gaffel, en afbrækket ispind og andet “skrald”, får skabt en ny figur til vores univers: “Gafli”. “Gafli” bliver “Bolettes” psykologiske holdnings midtpunkt og sammen forsøger de at skabe deres egen livs identitet.

“Woody” bliver derfor en “nummer 2” til “Bolette”, men da “Woody”´s hjerte rummer mere guld end hans sherifstjerne, vælger han at hjælpe begge på vej gennem livets første svære faser.

Efter den første skuffende børnehaveklasse dag, tager “Bolette”´s forældre hende med på en udflugt, der skal blive en skæbnesvanger rejse for vores lille heltinde og vores legetøjsvenner, men specielt for “Woody” der kommer ud for både identitetskriser, jalousi og måske kærlighed, i form af gensynet med hans gamle flamme “Bodil”.

Inden dette kan blive forløst, mødes vores venner med den lidt mystiske levende dukke “Gabby Gabby” og hendes 4 yderst skræmmende levende bugtalerdukker. Har “Woody” noget den kærlighedshungrende “Gabby Gabby” ikke kan leve uden? Og måske det nye stuntmand legetøj “Duke Kaboom” kan blive et vigtigt medlem i truppen?

Livets cyklus og venskabers betydning.

Det er utroligt hvor meget Pixar kan få hældt ned i skrutten på små børn og såkaldte livskloge voksne.

Her går man i biffen for lidt letfordøjelig børneunderholdning men nej, vi skal belæres med vigtigheden af venskaber og hvor vigtigt det er at forstå hvornår sådanne igen skal brydes. Og hurra for det, for debutant instruktør Josh Cooley og Pixar manuskriptforfatterne/legenderne John Lasseter og Andrew Stanton, har igen kreeret et magnum opus til “Toy Story” epoken, der med selvsikkert pletskud får fuldendt verdens bedste quadrilogy. Sådan bare lige for sådan at sige: “selvfølgelig kan vi det!”.

Helt oppe på tredje del af føljetonen er vi dog ikke, men fem små stjerner kan jo også gøre det. Måske fordi “Toy Story 3” havde Lee Unkrich ved styrepinden, der jo senere udklækkede den fremragende “Coco” fra 2017. De vågne læsere vil sikkert så sige: “Hvorfor gik John Lasseter så ikke bare selv i instruktørstolen?”. Hertil svarer Movser.dk: “fordi han sidst instruerede “Biler 2”. Ha! tag den rumlegetøj!!

Hvis man er supernørd og filmhistorie interesseret var der sikkert nogle der ved tredje dels fortælling kunne spotte referencer til Orson Welles´ psykopat karakter Hank Quinolon fra “Politiets blinde øje” fra 1958, med den skumle stok karakter “Lotso” fra “Toy Story 3”. Denne anmelder syntes at se referencer i “Toy Story 4” til både karrusel scenen fra Hitchcocks “Farligt møde” fra 1951 og den forfærdende bugtalerdukke i Michael Redgrave afsnittet fra “Nattens mysterier” fra 1945.  Eller er det schizofren anmelder indbildning?

Animationen er også her i 2019 kæmpe lysår fra “Toy Story 1″s lettere primitive tilgang med animationen, med specielt regnvejrs scenen i starten af filmen som tydeligt bevismateriale.

Konklusion:

Der skal altså ikke herskes nogen tvivl: “The Godfather”, “The Dark knight” og sågar “Ringenes Herre” er altså blevet overhalet indenom af en børnefilm serie med denne quadrilogy. Helt utroligt, men Disney/Pixar har sikkert ikke tænkt sig at stoppe ved det.

Cirka i midten af filmen udtaler en karakter i filmen at legetøj ikke er noget børn længere leger med, hvilket trist syntes korrekt i disse BR-legetøjs lukkende tider.

Men så er det godt at vores fremtidige poder/barnagtige voksne stadig har rummelighed i deres hjerter til at gå i biffen eller i hjemmebiografen ved Disney/Pixars hjælp.

Der er stadig en slange i min støvle. Skal i se den kære læsere?