

Alan Parker har spillet på de sidste tangenter. Han blev 76 år, men han gjorde bla. 80´erne rigere.
NyhederFilm Nyheder august 1, 2020 Kasper 0

Alan Parker udtalte bl a. til det britiske medie The Guardian i 2017, at han var blevet træt af filmbranchen efter hans sidste film, den beskedent modtagne The Life of David Gale:
– Jeg fandt hele processen med at rejse penge til en film ødelæggende. Når jeg går til pengeautomaten foran mit lokale supermarked, sidder der en mand med sin hund i skødet og hånden rakt frem.
– Pludseligt tænkte jeg, at det var mig. Men i stedet for en hund var det mit manuskript, jeg havde i skødet, mens jeg tiggede penge.
Sådan har det det dog ikke altid været og nu er den britiske socialrealist og film auteur død, efter længere tids sygdom 76 år gammel.
Hans nærmeste kolleger i branchen må siges at være Ken Loach og Mike Leigh, som stadig udsender kunstnerisk begavede film, primært inden for den britiske socialrealisme.
Alan Parker nåede dog modsat sine mere “realistiske medbrødre”, at arbejde indenfor Hollywoods mere snævre kunstneriske ambitionsniveauer med både store kommercielle og kunstneriske resultater.
Han solgte dog imponerende nok aldrig ud, og der var altid et menneskeligt nærvær at spore i hans film. Parker var nemlig udover en fremragende instruktør også en ferm menneskekender med god psykologisk indsigt.
Han nåede måske ikke sit fædrelands stolteste sønner David Lean, Alfred Hitchcock og Emeric Pressburger´s høje tinder, men for ikke andet var han med til at give firserne som filmårti et yderst kvalitetsbevidst spark bagi, hvilket de færreste af os der voksede op dengang ville have været foruden.
Begyndelsen:
“Når jeg ser tilbage, kom jeg fra en generation af filmskabere, der virkelig ikke kunne have startet andre steder end reklamer, fordi vi ikke havde nogen filmindustri i England på det tidspunkt. Folk som Ridley og Tony Scott så reklamemediet som noget utroligt belærende.”
Bugsy Malone, 1976.
Parker skrev og instruerede sin første spillefilm, Bugsy Malone(1976), en parodi på tidlige amerikanske gangsterfilm og amerikanske musicals, men med kun børneskuespillere. Parkers ønske om at fremstille filmen var at underholde både børn og voksne med et unikt koncept og filmstil:
Jeg havde arbejdet meget med børn, og jeg havde fire meget små børn på det tidspunkt. Når du har små børn som sådan, er du meget følsom over for den slags materialer, der er tilgængelige for dem … Den eneste slags film, de kunne se, var Walt Disney-film … Jeg troede, det ville være dejligt at lave en film. Det ville være godt for børnene og også de voksne, der skulle tage dem med i biografen. Så for at være helt ærlig, var Bugsy Malone en pragmatisk øvelse for at bryde ind i amerikansk film.
Filmen modtog senere otte British Academy Award-nomineringer og fem priser, herunder to BAFTA’er til børneskuespillerinden Jodie Foster.
1978–1990: De legendariske år.
Parker instruerede i 1978 mesterværket Midnight Express, baseret på en ægte beretning af Bylly Hayes, om hans fængsling og flugt fra et tyrkisk fængsel, for at forsøge at smugle hash ud af landet.
Parker lavede filmen for at gøre noget radikalt anderledes end Bugsy Malone , hvilket skulle udvide hans filmstil. Manuset blev skrevet af bulderbassen Oliver Stone, som blev hans hans første manuskript og Stone vandt senere her sin første Oscar. Musikken blev komponeret af disko legenden Giorgio Moroder, der også blev tildelt sin første Oscar for filmen. Midnight Express etablerede Parker som en “front rank director”, da både han og filmen blev Oscar-nomineret. Succesen med denne film gav ham også friheden til frit at instruerer næste film efter eget valg.
Parker instruerede derefter teen-klassikeren Fame(1980), som følger livet for otte studerende gennem deres år ved New York City’s High School of Performing Arts. Det blev en enorm succes og førte til en tv-spin-off-serie med samme navn. Parker sagde, at efter at have lavet et seriøst drama som Midnight Express , ville han lave en film med musik, men meget forskellig fra typiske musicals fra fortiden.
Parkers næste film var Shoot the Moon(1982), historien om et ægteskabeligt opbrud, der finder sted i det nordlige Californien. Parker kalder den “den første voksne film, som jeg havde lavet”. Han valgte igen at instruere et emne, der var anderledes end hans tidligere film, og forklarede, “Jeg prøver virkelig at udføre anderledes arbejde. Jeg tror, at det ved at udføre forskelligt arbejde hver gang holder dig kreativt friskere.” Han beskrev filmens tema om “to mennesker, der ikke kan bo sammen, men som heller ikke kan give slip på hinanden. En historie om falmende kærlighed, sanseløs raseri og det uundgåelige forvirrende forræderi i øjnene af børnene.” Dens stjerner, Albert Finney og Diane Keaton, modtog begge Golden Globe-nomineringer for deres skuespil.
Filmen havde også en personlig betydning for Parker, der sagde, at han blev tvunget til at undersøge sit eget ægteskab: ”Det var en smertefuld film at lave for mig, fordi der var ekko af mit eget liv i det. Det handlede om en opdeling af et ægteskab , og børnene i historien var ganske tæt på mine egne børn i alder. Skyd månen var meget, meget tæt på mit eget liv.”
Samme år udsendes den legendariske film/musical Pink Floyd – The Wall, som bygger over Pink Floyds ligeledes legendariske dobbelt album fra 1979. Sangeren Bob Geldorf får hovedrollen som Pink.
Ligesom albummet er filmen yderst metaforisk, og der er mest symbolske billeder og lyd. Filmen er for det meste drevet af musik og indeholder ikke meget dialog. Filmen er derudover bedst kendt for sine billeder af mental isolering, stofbrug, krig, fascisme, mørke eller forstyrrende animerede sekvenser, seksuelle situationer, vold og krige. På trods af sin turbulente produktion og bandmedlemmer, der udtrykte deres utilfredshed med det endelige produkt, fik filmen generelt positive anmeldelser og har senere etableret en kultdyrkelse.
Parker beskrev optagelsen som “en af de mest elendige oplevelser i mit kreative liv.” og Pink Floyd lederen Roger Waters sagde at optagelserne var “en meget nervøs og ubehagelig oplevelse og at den var så utrættelig i dens angreb på sanserne, at den alligevel ikke gav mig som publikum en chance for at blive involveret i den,” selvom han ikke havde andet end ros for Geldofs præstation. Guitaristen David Gilmour kommenterede senere at konflikten mellem ham og Roger Waters begyndte med produktionen af filmen.
Parker instruerede dernæst filmen Birdy(1984) med Matthew Modine og den dengang næsten debuterende Nicolas Cage i hovedrollen. Den fortæller historien om de to skolevenner, der vender tilbage fra Vietnam krigen som både psykisk og fysisk sårede individer. Parker kaldte det en “vidunderlig historie” efter at have læst bogen af William Wharton. På grund af historiens art vidste han imidlertid ikke, hvordan man lavede den til en film: ”Jeg vidste ikke, om du kunne tage bogens poesi og få den til at være filmisk poesi, eller om et publikum faktisk ville ønske det.”
Nicolas Cage reflekterede sidenhen om rollen, “Jeg var bange for Al-rollen, fordi det var som intet, jeg nogensinde havde gjort før, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme til de steder, rollen bad mig gå følelsesmæssigt.” I de scener, hvor Al’s ansigt er vansiret og skåret i bandager, mistede Cage 15 pund og fik to af hans fortænder trukket ud. “Jeg ville se ud, som om jeg blev ramt af en bombe,” sagde han. “Det gav mig en følelse af noget, jeg havde mistet. Jeg følte, at dette var en del af livet, og det fortjente så meget.”
Filmen blev en kritisk succes, og kritikerne udtalte: at Parker havde “transcenderet realisme … [og] opnået sit personlige bedste og mest modne og måske hans bedste film”.
I 1987 vender Parker igen tilbage med en kontroversiel film, nemlig med filmen Angel Heart.
Parker ønskede oprindeligt, at Robert De Niro skulle spille hovedrollen som Harry Angel, men skuespilleren udtrykte en større personlig interesse i rollen som den mystiske velgører Louis Cyphre. De Niro forpligtede sig imidlertid ikke fuldt ud til rollen, før efter hyppige diskussioner med Parker.
Den “unge” filmskaber Christopher Nolan har senere udtalt, at filmen var en stor indflydelse på hans år 2000 film Memento: “Med hensyn til Memento var Alan Parker-film som Angel Heart og The Wall , der bruger meget interessante redigeringstekniker som en brudt fortælling, en stor indflydelse.”
Hovedrolleindehaver Mickey Rourke havde også under de dramatiske optagelser, flere sammenstød med De Niro, der nægtede at kommunikere med ham.
Filmen er senere opfattet som et horror mesterværk, hvad den dog også er.
Året efter drager Parker mod sydens racehad:
Med Mississippi Burning(1988) modtog Parker sin anden Oscar-nominering som bedste instruktør. Filmen er baseret på en sand historie om mordene på tre borgerrettighedsarbejdere i 1964 og har stjernerne Gene Hackman og Willem Dafoe i hovedrollerne. Hackman blev her nomineret til bedste skuespiller, mens filmen blev nomineret til fem andre Oscars, inklusive Bedste film.
1991–2003: Senere værker
I 1991 instruerede Parker The Commitments, en socialrealisme komedie/musical, om en arbejderklasse gruppe i Dublin der danner et soulband. Filmen blev en stor international succes, også her i Danmark og førte til et vellykket soundtrack der blev et kæmpe salgshit.
For at finde en passende rollebesætning, besøgte Parker de fleste af de anslåede 1.200 forskellige lokale bands der spillede i hele Dublin. Han mødtes med over 3.000 forskellige bandmedlemmer. I stedet for at vælge kendte skuespillere, valgte han nogle unge musikere, hvoraf de fleste ikke havde nogen skuespillererfaring, for at forblive “ærlige over for historien”. Parker ønskede at lave filmen, fordi han kunne forholde sig til vanskelighederne i de unge Dublineres liv, efter at have kommet fra en lignende arbejderklasse-baggrund i det nordlige London.
Evita (1996) var en anden musical med megastjernen Madonna. Parker husker Madonnas stærke ønske om at spille rollen som Evita, nemlig at “ingen kunne spille Evita så godt hun kunne, og hun sagde, at hun ville synge, danse og handle sit hjerte ud, … og det var præcis, hvad hun gjorde”.
Evita blev senere nomineret til fem Academy Awards og vandt b.la. prisen til bedste originale sang, der blev sunget af Madonna.
Parker’s næste film var Angelas Aske(1999), som var et drama der lå langt fra tidligere tiders storhedstid og blev ikke den store verdenssuccess.
Hans sidste film, The Life of David Gale fra 2003, anmeldte Roger Ebert temmeligt dårligt og skrev bl.a at han ikke kunne lide filmen, og kaldte historien “fjollet”, selvom han sagde, at skuespillet var “pragtfuldt udført”.
Men firserne kan INGEN røre og tak for opdragelsen!
Indtil nu ingen kommentare
Be first to leave comment below.