Fellini 100 år: Vi gennemgår og hylder “fødselaren” og den store italieners fantastiske karriere.

Hvem tegner sig for at være verdens største filminstruktør. Er det Spielberg? Scorsese eller måske Von Trier?

Her på TheMovser er der kun fem der kan placere sig på en (doh!) Top 5, og den ene af dem er den italienske mesterinstruktør Federico Fellini.

Nu sidder du måske og tænker: “Ha, det største Italien har produceret for “filmkunsten” er pizzaen ved streamingsbordet”.

I dette tilfælde er det så DIG vi gerne vil bidrage med lidt kultur.

For Fellini VAR én af de allerstørste og havde han levet i dag, havde han fyldt 100 år.

Men hvem var så den “pasta-bager” siger du nok. Derfor vil TheMovser så belære dig:

20. januar i år ville den italienske mesterinstruktør Federico Fellini som sagt være fyldt 100.

Fellini arbejdede i starten af sin karriere som journalist, karikaturtegner og manuskriptforfatter. Allerede i 1939 blev han ansat på det legendariske blad Marc’ Aurelio, og her kom han i kontakt med Roberto Rossellini og andre italienske filminstruktører. Fellini brød igennem som manuskriptforfatter på Rossellinis ‘Rom, åben by’ (1945), der samtidig markerede starten på, hvad filmhistorikere senere skulle betegne ‘italiensk neorealisme’. Fellini var manuskriptforfatter på en række andre neorealistiske film, herunder Rossellinis ‘Paisà’ (1946).

I sin første film som eneinstruktør, ‘Den hvide sheik’ (1951), trak Fellini først og fremmest på populærkulturens skatkammer og sine egne erfaringer som journalist og karikaturtegner. Fellini omdefinerede neorealismen til at dreje sig om ‘enhver form for virkelighed, ikke kun den sociale virkelighed, men også åndelighedens virkelighed… alt hvad mennesket har i sig’, som han sagde. Fellinis første film er dog stadig præget af neorealismens idealer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i, at det er personer i de lavere samfundslag, der portrætteres. Fellinis omformning af neorealismen i retning af en mere selvbiografisk og burlesk udtryksform blev mødt med rynkede øjenbryn af hans tidligere kollegaer. Fellini var på den anden side lige så kritisk over for Rossellinis melodramatiske udgave af neorealismen.

Når Fellini blev udfrittet om sine inspirationskilder, pegede han ikke på Dreyer eller Eisenstein, men på Chaplin, Keaton, Marx Brothers og Buñuels sorte humor. Inspirationen fra Chaplin er tydelig i hans film ‘La Strada’, som Fellini senere kaldte ‘det komplette katalog over hele min mytiske verden.’ Filmen blev det store gennembrud for hans kone Giulietta Masina i rollen som den klovneagtige Gelsomina – en kvindelig Charlie Chaplin.

`La Strada´ blev Fellinis helt store internationale gennembrud, og filmen, der modtog en Oscar(Fellinis første ud af fem!), er en poetisk, til tider næsten surreal skildring af forholdet mellem en afstumpet markedsgøgler, “stærk mand”, og en enfoldig ung kvinde, der elsker ham.

Den unge kvinde blev spillet af Giulietta Masina, som Fellini havde giftet sig med i 1943, og for musikken stod Nino Rota, som til sin død i 1979 var Fellinis faste komponist.

Selvom Fellini med filmene Il bidone (1955, Krapyl) og Le notti di Cabiria (1957, Gadepigen Cabiria) kort skulle vende tilbage til sit neorealistiske udgangspunkt, var det La Strada, som viste vejen frem mod det, der skulle blive hans varemærke: en drømmeagtig og fabulerende filmkunst, som i en ofte barok teatralsk form iscenesatte kunstneren Fellinis personlige visioner.

Med sit alter ego, skuespilleren Marcello Mastroianni, i hovedrollen skildrede han i La dolce vita (1960, Det søde liv) det romerske jetsets dekadente og indholdsløse liv. Filmen, der bl.a. indeholder den berømte scene, hvor Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen, blev fordømt som amoralsk af den katolske kirke, men belønnet med De gyldne palmer ved Filmfestivalen i Cannes.

I Otto e Mezzo (1963, 8 1/2), atter med Mastroianni i hovedrollen, transformerede Fellini en personlig og kunstnerisk krise til en sublim film om film og en instruktørs sammenbrud. Filmen rangerer stadig som én af verdens bedste film, ifølge Sight & Sound som den 10. bedste i verden.

Efter Giulietta degli spiriti (1965, Juliette), som blev Fellinis første farvefilm, der heri fremstillede et kvindeligt drømmeunivers, skulle han for alvor give den pompøse side af sin filmkunst frit løb i film som Fellini Satyricon (1969) efter Petronius, Roma (1971), Il Casanova di Federico Fellini (1976, Fellinis Casanova), La città delle donne (1980, Kvindebyen) og E la nave va (1983, Og skibet sejler).

Over for disse ekstravagante personlige visioner stod mere direkte selvbiografiske film som Amarcord (1973, Amarcord — Mig og min familie) – som tangerer som TheMovsers favorit – om instruktørens barndom og Intervista (1987), der med udgangspunkt i filmbyen Cinecittà beskriver en nostalgisk rejse tilbage til La dolce vita.

Nostalgien stod ligeledes i fokus i Fellinis filmiske opgør med det kommercielle tv-medie, Ginger e Fred (1985, Ginger & Fred), hvor hans to stjerner, Giulietta Masina og Marcello Mastroianni, spiller et aldrende dansepar, hvis kunst forfladiges i jagten på høje seertal.

Nogle måneder før sin død modtog Federico Fellini sin femte Oscar; denne gang for hele sit livsværk, der står som et af de mest frodige og uortodokse i filmkunstens historie.

Èt af Fellinis mest berømte citater lød således: “Det er ikke hukommelse, der dominerer mine film. At sige, at mine film er selvbiografiske, er en alt for let likvidation, en hurtig klassificering. Det ser ud til, at jeg har opfundet næsten alt: barndom, karakter, nostalgi, drømme, minder, for fornøjelsen af ​​at kunne fortælle dem.”

Kvinder, både tiltrak og skræmte ham, han har nspireret til ordet “Felliniesque” og et af hans første skrivearbejder var til den italienske udgave af Flash Gordon-tegneserien. Senere fik Fellini faktisk tilbuddet om at instruere den senere kultdyrkede `Flash Gordon´ fra 1980. Se DEN gad vi godt at se!

Vores drømme er vores virkelige liv. Mine fantasier og besættelser er ikke kun min virkelighed, men de ting, som mine film er lavet af.

Du er nødt til at leve sfærisk – i mange retninger. At acceptere dig selv for det, du er uden hæmninger, være åben.

Sæt dig selv i livet og mist aldrig din åbenhed, din barnlige entusiasme gennem hele rejsen, som er livet, og tingene vil komme din vej.

Det er lettere at være tro mod en restaurant, end det er for en kvinde.

Det er absolut umuligt at improvisere. At lave en film er en matematisk operation. Det er som at sende et missil til månen. Det er ikke improviseret. Det er for defineret til at blive kaldt improvisationsmæssigt, for mekanisk. Kunst er en videnskabelig operation, så jeg kan sige, at det vi normalt kalder improvisation i mit tilfælde bare har øre og øje for ting, der nogle gange opstår i den tid, vi laver billedet.

Jeg instruerer altid den samme film. Jeg kan ikke skelne hinanden fra hinanden.

Lykke er simpelthen en midlertidig tilstand, der fortsætter med at være ulykkelig. Heldigvis for os fungerer det også omvendt. Men det hele er en del af karnevalet, ikke sandt?.

Vi ved ikke rigtig, hvem kvinden er. Hun forbliver på det præcise sted i mennesket, hvor mørket begynder. At tale om kvinder betyder at tale om den mørkeste del af os selv, den uudviklede del, det sande mysterium indeni. I begyndelsen troede jeg, at mennesket var komplet og androgyn – både mand og kvinde, eller ingen af ​​dem, som engle. Derefter kom splittelsen, og Eva blev taget fra ham. Så problemet for manden er at genforene sig med den anden halvdel af hans væsen, at finde den kvinde, der er den rette for ham – højre, hun er simpelthen en projektion, et spejl af sig selv. En mand kan ikke blive hel eller fri, før han har frigivet kvinden – sin kvinde. Det er hans ansvar, ikke hendes. Han kan ikke være komplet, virkelig i live, før han gør hende til sin seksuelle følgesvend, og ikke til en slave af libidine handlinger eller en helgen med en glorie.

At tale om drømme er som at tale om film, da biografen bruger drømmesprog; år kan gå om et sekund, og du kan hoppe fra et sted til et andet. Det er et sprog lavet af billedet. Og i den virkelige biograf betyder ethvert objekt og ethvert lys noget som i en drøm.

Den visionære er den eneste sande realist.

Hov sidder du her endnu? Kan du SÅ se at få set lidt fra mesteren!?