

Fellini 100 år: Vi gennemgår og hylder “fødselaren” og den store italieners fantastiske karriere.
NyhederFilm Nyheder januar 22, 2021 Kasper 0

Hvem tegner sig for at være verdens største filminstruktør. Er det Spielberg? Scorsese eller måske Von Trier?
Her på TheMovser er der kun fem der kan placere sig på en (doh!) Top 5, og den ene af dem er den italienske mesterinstruktør Federico Fellini.
Nu sidder du måske og tænker: “Ha, det største Italien har produceret for “filmkunsten” er pizzaen ved streamingsbordet”.
I dette tilfælde er det så DIG vi gerne vil bidrage med lidt kultur.
For Fellini VAR én af de allerstørste og havde han levet i dag, havde han fyldt 100 år.
Men hvem var så den “pasta-bager” siger du nok. Derfor vil TheMovser så belære dig:
20. januar i år ville den italienske mesterinstruktør Federico Fellini som sagt være fyldt 100.
Fellini arbejdede i starten af sin karriere som journalist, karikaturtegner og manuskriptforfatter. Allerede i 1939 blev han ansat på det legendariske blad Marc’ Aurelio, og her kom han i kontakt med Roberto Rossellini og andre italienske filminstruktører. Fellini brød igennem som manuskriptforfatter på Rossellinis ‘Rom, åben by’ (1945), der samtidig markerede starten på, hvad filmhistorikere senere skulle betegne ‘italiensk neorealisme’. Fellini var manuskriptforfatter på en række andre neorealistiske film, herunder Rossellinis ‘Paisà’ (1946).
I sin første film som eneinstruktør, ‘Den hvide sheik’ (1951), trak Fellini først og fremmest på populærkulturens skatkammer og sine egne erfaringer som journalist og karikaturtegner. Fellini omdefinerede neorealismen til at dreje sig om ‘enhver form for virkelighed, ikke kun den sociale virkelighed, men også åndelighedens virkelighed… alt hvad mennesket har i sig’, som han sagde. Fellinis første film er dog stadig præget af neorealismens idealer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i, at det er personer i de lavere samfundslag, der portrætteres. Fellinis omformning af neorealismen i retning af en mere selvbiografisk og burlesk udtryksform blev mødt med rynkede øjenbryn af hans tidligere kollegaer. Fellini var på den anden side lige så kritisk over for Rossellinis melodramatiske udgave af neorealismen.
Når Fellini blev udfrittet om sine inspirationskilder, pegede han ikke på Dreyer eller Eisenstein, men på Chaplin, Keaton, Marx Brothers og Buñuels sorte humor. Inspirationen fra Chaplin er tydelig i hans film ‘La Strada’, som Fellini senere kaldte ‘det komplette katalog over hele min mytiske verden.’ Filmen blev det store gennembrud for hans kone Giulietta Masina i rollen som den klovneagtige Gelsomina – en kvindelig Charlie Chaplin.
`La Strada´ blev Fellinis helt store internationale gennembrud, og filmen, der modtog en Oscar(Fellinis første ud af fem!), er en poetisk, til tider næsten surreal skildring af forholdet mellem en afstumpet markedsgøgler, “stærk mand”, og en enfoldig ung kvinde, der elsker ham.
Den unge kvinde blev spillet af Giulietta Masina, som Fellini havde giftet sig med i 1943, og for musikken stod Nino Rota, som til sin død i 1979 var Fellinis faste komponist.
Selvom Fellini med filmene Il bidone (1955, Krapyl) og Le notti di Cabiria (1957, Gadepigen Cabiria) kort skulle vende tilbage til sit neorealistiske udgangspunkt, var det La Strada, som viste vejen frem mod det, der skulle blive hans varemærke: en drømmeagtig og fabulerende filmkunst, som i en ofte barok teatralsk form iscenesatte kunstneren Fellinis personlige visioner.
Med sit alter ego, skuespilleren Marcello Mastroianni, i hovedrollen skildrede han i La dolce vita (1960, Det søde liv) det romerske jetsets dekadente og indholdsløse liv. Filmen, der bl.a. indeholder den berømte scene, hvor Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen, blev fordømt som amoralsk af den katolske kirke, men belønnet med De gyldne palmer ved Filmfestivalen i Cannes.
I Otto e Mezzo (1963, 8 1/2), atter med Mastroianni i hovedrollen, transformerede Fellini en personlig og kunstnerisk krise til en sublim film om film og en instruktørs sammenbrud. Filmen rangerer stadig som én af verdens bedste film, ifølge Sight & Sound som den 10. bedste i verden.
Efter Giulietta degli spiriti (1965, Juliette), som blev Fellinis første farvefilm, der heri fremstillede et kvindeligt drømmeunivers, skulle han for alvor give den pompøse side af sin filmkunst frit løb i film som Fellini Satyricon (1969) efter Petronius, Roma (1971), Il Casanova di Federico Fellini (1976, Fellinis Casanova), La città delle donne (1980, Kvindebyen) og E la nave va (1983, Og skibet sejler).
Over for disse ekstravagante personlige visioner stod mere direkte selvbiografiske film som Amarcord (1973, Amarcord — Mig og min familie) – som tangerer som TheMovsers favorit – om instruktørens barndom og Intervista (1987), der med udgangspunkt i filmbyen Cinecittà beskriver en nostalgisk rejse tilbage til La dolce vita.
Nostalgien stod ligeledes i fokus i Fellinis filmiske opgør med det kommercielle tv-medie, Ginger e Fred (1985, Ginger & Fred), hvor hans to stjerner, Giulietta Masina og Marcello Mastroianni, spiller et aldrende dansepar, hvis kunst forfladiges i jagten på høje seertal.
Nogle måneder før sin død modtog Federico Fellini sin femte Oscar; denne gang for hele sit livsværk, der står som et af de mest frodige og uortodokse i filmkunstens historie.
Èt af Fellinis mest berømte citater lød således: “Det er ikke hukommelse, der dominerer mine film. At sige, at mine film er selvbiografiske, er en alt for let likvidation, en hurtig klassificering. Det ser ud til, at jeg har opfundet næsten alt: barndom, karakter, nostalgi, drømme, minder, for fornøjelsen af at kunne fortælle dem.”
Kvinder, både tiltrak og skræmte ham, han har nspireret til ordet “Felliniesque” og et af hans første skrivearbejder var til den italienske udgave af Flash Gordon-tegneserien. Senere fik Fellini faktisk tilbuddet om at instruere den senere kultdyrkede `Flash Gordon´ fra 1980. Se DEN gad vi godt at se!


Indtil nu ingen kommentare
Be first to leave comment below.