Før `Halloween Kills´ : TheMovser kigger tilbage på italiensk slasherfilms guldalder, nemlig GIALLOEN!

Det er naturligvis Denis Villeneuve´s `Dune` vi alle her på TheMovser stadig sukker længst efter, men 14 dage efter dennes forhåbentlige biografpremiere, nærmere præcist 15. oktober, får en “længere nede af listen” ønsketitel premiere.

Titlen er naturligvis `Halloween Kills´, og den originale `Halloween´s skaber John Carpenter, har aldrig været (lig?)bleg for at nævne inspirationskilderne til denne fra 70´ernes Italien.

For som et gammelt ordsprog siger: “Italians do it better”, og er man blandt de heldige seere der har stiftet bekendtskab med folk som Dario Argento, Lucio Fulci, Mario Bava og Sergio Martino, ved man nok hvad der snakkes om.

Men lige så originale og nyskabende de kunne være, lige så tyvagtige og trendstjælende kunne de kopierer.

Lad os kigge lidt på nedenstående klip. Det er en fantastisk scene fra Robert Siodmaks 1946 thriller `Vindeltrappen´:

Nogle år senere så det sådan ud i Mario Bavas `Blood and Black Lace´ fra 1964:

Og i 1970 SAD den der så med Dario Argentos `Bird With the Crystal Plumage´:

Ja originalt er det ikke, men hold k… hvor det spiller!. Man forstår godt hvorfor en Alfred Hitchcock måtte skrue lidt ekstra op for grusomhederne i hans 1972 slasher(??) Frenzy. Ja selv en mester kunne dengang føle sig slået, selvom hans `Psycho` helt sikkert har “kogt” i de italienske hjerner.

Skal vi lade én af pionererne udtale sig?:

Ok, der fik du lige dine “fifteen minutes of fame” Dario, skal vi lige køre en Hvad er Giallo?:

“Giallo” stammer fra det italienske ord for “gul”. Og disse lækkert “trashy” psykoseksuelle thrillere fik deres farverige navn fra de engang vildt populære “kiosk” pulp-fiction mysterier, der typisk var klemt inde mellem gule paperback dækker. Den første “rigtige” giallo film var Mario Bava’s 1962 “whodunit”, The Girl Who Knew Too Much. Men genren ramte ikke rigtig sin groovy, sadistiske “nerve” indtil Dario Argento’s 1969 mesterværk, The Bird med Crystal Plumage, udkom.

Giallo involverer normalt en ukendt morder, der ligger på lur efter smukke kvinder. Denne morder vil kun blive set i hurtige klip og den mørke mystiske figur vil ofte bære sort tøj og handsker. Morderen vil også hyppigt bruge skarpe barberblade, slagterknive, reb og andre torturøse metoder i stedet for kanoner til at myrde sine ofre. Historierne har ofte én hovedperson, der vil forsøge at undersøge og løse mordene. Når morderen endelig bliver fundet, begår han/hun typisk selvmord eller blive dræbt ved et “uheld” af et af sine ofre og efterlader alligevel mange ubesvarede spørgsmål. Et andet meget filmisk aspekt af den klassiske giallo, er brugen af mareridt og drømme sekvenser, der tager beskueren ind i andre “verdener”. Ved at bruge psykiske visioner og uhyggelige drømme, vrider instruktøren sit publikums gængse opfattelsesmønstrer og “twister” typisk filmenes lineære historie i et puslespilsorgie af filmiske billeder, der tilføjer en nærmest psykedelisk skønhed til historien.

Den italienske filmindustri handlede dog præcis, hvad den altid har gjort – mere vil have mere, og i 1972 toppede genren med hundredvis af gialli (nogle strålende, nogle knap nok sammenhængende). Alligevel endte Hollywood med at udsende amerikanske “giallos” som Klute, Eyes of Laura Mars, og Klædt på til mord. Jo, det ER Michael Caine til venstre i billedet:!!

Når det er sagt, er det alligevel notorisk vanskeligt at fastlægge den nøjagtige karakter af den filmiske giallo, for selvom en Dario Argento forbliver synonym med genren, begynder det overnaturlige fra Deep Red (1975) at krybe ind i hans arbejde.

Det overnaturlige har dog ingen plads i den sande giallo – her handler det mere om det onde, der er gjort af mennesker, ikke hekse eller spiritus. Forud for dette, strakte Argento sig allerede og drejede sit regelmæssige thriller plot af Four Flies On Grey Velvet(1972) ind i en forvirrende feber-drømmeoplevelse for publikum. En sådan ambition og abstraktion – en stilisering i modsætning til stilfuldhed – er atypisk for giallo genren, som den eksistentielle absurdisme i Giulio Questis giallo-dekonstruktion Death Laid An Egg (1968) og Elio Petris L’assassino ( 1961, også undertiden hævdet som den første giallo) eller, usandsynligt som det kan synes, Tinto Brass’s Col cuore in gola (1967). Alle disse film udviser intellektuelle og æstetiske bekymringer ud over genrens traditionelle anvendelsesområde. Argentos debutfilm, The Bird With The Crystal Plumage (1970), var imidlertid solid og yderst stilfuld, og “cash-in løbet” kunne begynde. Ja undskyld mit lette “Cinemateket” approach, vi fortsætter:

Således gentages visse troper: “Mario Bava”-morderen; velhavende, stilfulde, byfolk og eksotiske steder, pengemotiverede mord, næsten altid med en arv i mente, normalt med en seksuel vinkel og ofte involveret med gaslys; inkongruøse engelsksprogede stjerner (en personlig favorit: Johnny Mills i Massimo Dallamano’s A Black Veil For Lisa 1968); prolix (og ofte irrelevante) titler, der bugner af argentino-inspirerede dyr, farver, tal og ‘død’ eller ‘dræber’ ( titler som: Ræven med fløjlhale eller hvad er de mærkelige dråber blod på Jennifer’s krop? ); og nøgne kvindebryster.

Efter disse standarder er det ikke Argento, men Sergio Martinos “fire-film-parløb”, der udgør toppunktet i genren (tre med svigerinden Edwige Fenech, Gialloens mest elskelige ansigt). Fra The Strange Vice Of Mrs Wardh (1971) til All The Colors Of The Dark (1972) fremkalder Martino nogle glatte, spændende underholdningsfilm med snoede plots og smukke mennesker – et “greatest hits” af giallostjerner – der konsekvent rammer de forventede genreslag. Men stadig ikke alle – for eksempel bruger Martino ikke en udenlandsk stjerne, før sin næste film med Suzy Kendall i Torso (The Body Bears Spores Of Carnal Violence) fra 1973). Så meget som dette nu ligner en giallo, drejer Martino her imod slasher-filmen med plot og karakter underordnet drabsparaden. En lignende “amerikaniseret” overgang er tydelig i Dallamanos ‘Daughters’ -trilogi: Hvad har du gjort med Solange? (1972) ses en uhyggelig gymlærer Fabio Testi, der undersøger en række mord for at rense sit navn; i Hvad har de gjort for dine døtre? (1974) er den tilskyndende omstændighed overgået fra privat sexklub til den mere offentlige forbrydelse af børneprostitution – og koncentrerer sig langt mere om politiets efterforskning end til den sørgende fars. På tidspunktet for Enigma Rosso(1978, filmet med enestående mangel på skelnen af ​​Alberto Negrin efter Dallamanos fatale bilulykke) er Testi selv en betjent, og vi er i fuldt “poliziotesschi-mode”.

Men hvad med Viscontis Ossessione (1943), der stammer fra Mondadori-forfatteren James M. Cain? Eller den pæne håndfuld gialli fra Spanien og Grækenland? Og hvad er de Palmas Dressed To Kill (1980), hvis ikke den er giallo? I sidste ende er jeg fristet til at tro, at den mest pålidelige indikator er en flaske J&B whisky. Det er nemlig forvirrende, hvor ofte denne genre holder.

Sammenlignet med et årti eller to siden, da biografnørder måtte opspore VHS-kopier på det grå marked, er top giallo-titlerne meget nemmere i dag at finde på Blu-ray og forskellige streamingtjenester. Derfor er: Disse Giallos “must-sees: (og ikke i nogen speciel rækkefølge)

Sagen om Skorpionens hale | 1971

Ligesom alle Sergio Martino’s film, er The Case Of The Scorpion’s Tale ( Lacoda dello skorpionen) en visuel fornøjelse. Martino har altid forsøgt at gøre noget interessant visuelt – her, uhyrlige zooms, et væld af ukonventionelle vinkler, mærkelige kompositioner, og et flydende kamera arbejde, hjælper med at eskalere spændingen. Martino bruger også utallige farvestrøg til maksimal effekt her, mere end i hans tidligere arbejder, og soundtracket er virkelig hypnotiserende, især hovedtemaet. Der er nok djævelske plot drejninger til at holde seerne på tæerne og gætte identiteten af morderen lige indtil den næste “slutning”.

Sort mave af en Tarantula | 1971

Ligesom hvepsen der bruger sin dødbringende brod til at dræbe sin arch-nemesis tarantulaen, efterligner en psykotisk morder insektet ved at indsætte en giftspids akupunkturnål i bagsiden af offerets hals. Giften lammer ofrene, og morderen tvinger dem til at se deres egen død(!!), mens han skærer dem op. De “opfindsomme” drab i Black Belly of the Tarantula (La tarantola dal ventre nero) er orkestreret med bemærkelsesværdig visuel flair og lever op til lignende værker fra Mario Bava og Dario Argento. Metoden til drabene er måske det mest interessante aspekt af Black Belly of the Tarantula, men der er mange flere grunde til at anbefale filmen. Paolo Cavara startede sin karrieremed at “co-lede” den meget kontroversielle sleazy-docu trash Mondo Cane og kvinder i verden. Selv om han ville gå videre med en bred vifte af genre film, ville han kun deltage i sammenlagt to Giallo film, hvoraf Black Belly er hans mest “berømte”. Cavara dirigerer den beskidte sag med stil og præcision. Hver scene er stykket sammen med suggestive kompositioner, der giver dybere mening til, hvad vi er vidne til, og et “piercende” score af den hævdvundne Ennio Morricone, intensiverer spændingen hele vejen igennem. Black Belly of the Tarantula er et stjernespækket”orgasmaboard” af Euro-kult skuespillerinder, med Claudine Auger, Barbara Bouchet og Barbara Bach. Det er en perfekt indgang til en verden af italienske thrillere.

Et firben i en kvindes hud | 1971

Efter succesen med Dario Argento’s The Bird med Crystal Plumage, satte den italienske filmindustri sig for at producere en skifer af thrillere med dyre-relaterede titler. En af de første(og mest vellykkede) var Lucio Fulci’s A Lizard in a Woman’s Skin (Una lucertola con la pelle di donna). På trods af sin Giallo status, er Fulci’s film et af Fulci fineste værker. Som en indviklet thriller, fungerer Lizard særdeles godt, selv om dens klimaks falder noget skævt. Højdepunktet i filmen er en 11-minutters chase sekvens gennem katakomberne i en kirke, og byder på en nervepirrende scene, der involverer “killer” flagermus og ender i et blodigt loftmøde. Styrken af filmen (som med de fleste Giallos) ligger i det visuelle. Fulci’s innovative kamera arbejde, hjælper med at styrke følelsen af illusion hele vejen igennem, og Ennio Morricone suplime score supplerer billedernes mærkelige humør perfekt. Til tider er det lidt langsomt, men Lizard i en kvindes hud er en unik og vild oplevelse. Hold øje med den åbenlyse ripoff / hyldest til Hitchcock’s The Birds.

Tenebrae / Unsane | 1982

Generelt betragtes Dario Argento’s sidste gode film, Tenebrae, en tilbagevenden, efter eksperimenter med overnaturlige rædsler (Suspiria, Phenomena), til den “gammeldags” klassiske Giallo formel: morderiske galninge, sorte læder handsker, morderens synspunkt, indviklede plot drejninger, puls-dunkende technomusik, og så videre. Tenebrae siges at være Argento’s mest personlige film, da filmen efter sigende blev inspireret efter at Argento blev forfulgt af en fan – men endnu vigtigere, Tenebrae er hans mest selvrefleksive arbejde. Argento identificerer sig tættere med morderen i denne film end nogen anden. Morderen fungerer som en kunstner, snapper fotografier af hans egne gerningssteder, og dræber nogen efter butikstyveri en bog (Argento’s måde at løse piratkopiering og bootlegging) – for ikke at nævne mordet på en lesbisk filmkritiker, der beskylder en mand med kvindehad, for at dræbe en Pauline Kael-lignende karakter a la Clint Eastwoods The Dead Pool. Filmen indeholder et utroligt langt kran skud, som efter sigende tog tre dage at filme, en scene de amerikanske distributører ønskede at blive fjernet, selv om det er filmens højeste tekniske realisering. Af alle Argento’s film, er Tenebrae muligvis hans mest chokerende og overtrætte seksuelle film. Forventet, Tenebrae er fyldt med Argento’s sædvanligvis over-the-top, kunstnerisk motiver, og blev skudt af Luciano Tovoli, som også var instruktør for fotograferingen på Suspiria.

The Strange Vice af Mrs Wardh | 1971

Instruktør Sergio Martino (også kendt som Italiens Roger Corman), beviser endnu en gang, hvorfor han skaber Giallo bedre end de fleste. Giallo dronningen Edwige Fenech(Din Vice er en låst værelse og kun jeg har nøglen, og mange flere) og George Hilton(Sagen om Scorpion’s Tail), The Strange Vice of Mrs Wardh har hovedrollerne i en omhyggeligt gammeldags og spændende thriller med imponerende italienske steder, smukke autentiske interiører, ærefrygtindgydende filmvidenskab (af Emilio Foriscot og Floriano Trenker) og fremragende design lyd. (Bemærk brugen af en hjerteslag effekt under en anspændt liv-eller-død scene.) En række elementer er blevet løftet i senere film: for startere, kan du genkende Nora Orlandi’s jamrende tema musik blive genbrugt i Quentin Tarantino’s Kill Bill.

Et mord i en offentlig park bliver startskudet for en lignende scene i Dario Argento’s Four Flies on Grey Velvet, og et par sko der stikker ud fra bag et gardin, blev også set i De forbudte billeder af en dame hævet over mistanke (fra samme år) og senere duplikeret i Brian De Palma’s vildt overvurderede Dressed to Kill. Når det er sagt, stjæler The Strange Vice af Mrs Wardh også groft selv fra klassiske film, herunder Clouzot´s The Wages of Fear og Diabolique. The Strange Vice of Mrs Wardh er en langsom “burner”, men det er lige så mindeværdigt og spændende som Argento’s bedste film med dobbelt-cross taktik og “red herrings” alle steder, samt en twist-upon-twist slutning, der er helt uforudsigeligt mestrer i kraft af ikke at give videre mening. The Strange Vice af Mrs Wardh har også en smart scene, der viser os en særlig smart måde at bruge isterninger på.

Huset med De leende vinduer – 1976

Huset med De leende vinduer (La casa dalle finestre che ridon) åbner og slutter som en dødsens alvorlig meditation på lidelse og kunst. Denne følelse af angst begynder med en række meget foruroligende billeder, med åbningen af titel sekvensen – en mand er lænket, tortureret og bliver gentagne gange stukket af to hætteklædte figurer. I en plage af skrig og smerte, frembringes filmen midt i det slørede billedsprog, og en “voiceover” udtaler: “farver, mine farver, de løber fra mine årer, farver, søde farver.” Selv om denne film ikke er i overensstemmelse med nogle konventioner af genren, bliver fortællingen alligevel til en velkendt meta-fortælling: et mysterium bugner, en morderisk galning “slasher løs”, og et halvt dusin eller deromkring mistænkte er på fri fod. Direktør Pupi Avati afslører en lille by fuld af hemmeligheder og overtro og meget a la HG Lewis’s Bloodfeast eller Michael Powell’s Peeping Tom, udforsker The House med Laughing Windows en dikotomi mellem kunst og død. Kunstneren ved hånden, Legnani, er besat af at fange på lærredet, reaktionerne fra mennesker på netop det præcise tidspunkt for deres død. Filmen er bevidst i tempo, men lider desværre af en midtersektion, rodfæstet for dybt i en ellers overbevisende kærlighed interesse. Mens det indviklede plot vil holde dig spændt fast indtil den egentlige ende, er det den chokerende konklusion (og jeg mener chokerende!), der vil brænde sig fast i din hukommelse i en meget, meget, lang tid.

Du må ikke torturere en ælling |1972

De bedste Giallos kan prale af to hovedkomponenter – rædsel og mystik. Lucio Fulci’s Don’t Torture a Duckling (Non si sevizia un paperino) har ikke helt et mysterium, heller ikke at det faktisk lykkes som en horror film, men dette stilfulde moderne mord mysterium, som følger en seriemorder på krigsstien i en fjern syditalienske landsby, betragtes som en Giallo af flertallet, så lad os bare gå med det. Lucio Fulci er ofte kritiseret som kvindefjendsk og Du må ikke torturere en ælling, vil sikkert ikke hjælpe til hans forsvar, men filmen er også ganske underholdende og har en klog og kompleks social kommentar om virkningerne af pøbelens mentalitet på selvtægtsmandens retfærdighed, pædofili, og den respektløshed unge har for traditionelle værdier. På trods af et par mangler, er filmen en smukt realiseret horror film med nuancer til Arthur Miller’s The Crucible, og et plot, der vil få dig til at gætte lige til det sidste.

Blod og sorte blonder |1964

Blod og Black Lace (Sei donne per l’assassino)er svag på plot, men rig på stil. Et af Mario Bava’s mest gennemførte værker, er Blood and Black Lace et smukt stykke håndværk udført med blændende, uovertruffent brug af lyse farver og dybe skygger. Koreograferet med “grusom” præcision, med et altid mobilt kamera (monteret på en barnevogn grundet manglende budget), er Lace et spind af mord og intriger, forhøjet til et højere niveau gennem Bava’s visuelle flair. Nogle hævder, at denne startede Giallo genren; andre krediterer Bay of Blood, som værende den første sande Giallo.

Fuglen med krystal fjerpragten | 1970

En af de mest selvsikre instruktørdebuter i 70’erne, The Bird with the Crystal Plumage (L’uccello dalle piume di cristallo) var et Box Office hit og gennembruds film for føreren af Giallo. Her er Argento mere interesseret i at bygge spænding op i anspændte, men kloge plot drejninger og mindre fokuseret på gore. Skuespillet er fremragende over hele linjen, kameraarbejdet er flydende, Vittorio Storaro stilfulde widescreen fotografering er ambitiøs, og scoret af Ennio Morricone er fantastisk. Fuglen med Crystal Plumage lagde grunden til senere klassikere som Deep Red og er stadig en af Argentos fineste. Filmen er også udstyret med et af de bedste twists.

Terror på Operaen (Opera) | 1987

Opera kolliderer med rædsel, i denne yderst blodige Giallo fra mesterinstruktøren Dario Argento, der fint fremviser Argento’s overdådige stilistiske og mørke varemærker som filmskaber. Opera var Argentos dyreste produktion, og den viser i hans farveskemaer, brug af musik, grand set design og kameraarbejde – som alle er vildt opfindsomme og passende. Filmens valgte opera er i filmen en avantgarde gengivelse af Giuseppe Verdis Macbeth– historisk kendt for at bringe dårlige varsler til sine sangere og besætning. Selvom Opera aldrig var plaget af problemer efter produktionen, er instruktøren blevet citeret for at sige, at“Operas kærlighedsløse tone til dels var tænkt som en slags aids-metafor”, da stjernen Ian Charleson under optagelserne erfarede, at han var HIV+. Meget i filmen som i det meste af Argento’s arbejde, er dialogen over-the-top, og handlingen er til tider “hammy”, men man kan ikke benægte Darios stil og spektakulære humør. Opera har også mange utrolige højdepunkter, herunder nogle virkelig strålende POV skud – på et tidspunkt er karakteren Betty immobiliseret, og morderen binder hende op og placerer en række nåle under hendes øjenlåg, og tvinger hende hermed til at være vidne til ulidelige dødsfald af hendes venner. Vi ser tortur af intetanende støttefigurer gennem hendes blokerede, skræmmende udsigt. Det er scener som disse, hvor du ikke vover du at blinke.

Dyb rød (Profondo Rosso) | 1975

Mange vil hævde at Suspiria er Dario Argento’s fuldgyldige mesterværk, men for mine penge, er det Deep Red– en smuk, blodig og grusom thriller, og uden tvivl hans fineste film. Den dragende David Hemmings stjæler en stor del af showet som en musiklærer, der undersøger en række mord, udført af en mystisk figur med en travl økse. Argento’s varemærker er alle synlige her i rigelige mængder, da der præfigureres nogle af de omfattende stilistiske valg, han ville fortsætte med i resten af sin karriere. Tilføj den fantastiske, jazzede score af Argento’s band Goblin, og du har en af de mest distæt-klingende og flot udseende horror film fra dette årti. Fra et teknisk perspektiv er filmen et mesterværk, men Deep Red udmærker sig også, hvor de fleste Giallos ikke lever op til ved at bære en engagerende fortælling, forstærket af et uforudsigeligt forløb og en virkelig overraskende twist ending.

Pyha Movser læsere, hvilke har vi glemt?